Vilde Vulkaner er kun for institutioner med børn i alderen 7-14 år. Men fra næste år bliver det ændret, så det kun er børn fra 1. til og med 6. klassetrin, der kan deltage.
Det fortæller festivalchef Frank Villumsen til TV2 ØST.
- Vi sætter det cirka et år ned, fordi vi vil fastholde, at vi er en børnefestival og ikke en ungdomsfestival. Vi håber at kunne tiltrække flere yngre børn, som også kan få den her oplevelse, siger han.
I år gæster 11.600 børn fra hele Danmark festivalen, der denne gang har navne som Tobias Rahim, Gobs og Mumle på plakaten.
Første festival blev afholdt i 1995 og har siden været afholdt hvert år i den første uge af skolernes sommerferie.