Flere rockere anholdt i stor aktion - og én detalje overrasker politiet

Sydsjællands og Lolland Falsters Politi har anholdt fire medlemmer af rockergruppen Bandidos i forbindelse med en sag om salg af mindst otte kilo kokain.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Under en større politiaktion tidligt torsdag morgen er mindst 11 personer - heraf fire medlemmer af det nu forbudte Bandidos - anholdt på flere adresser i Næstved og Vordingborg-området.

quote Vi er i denne sag overrasket over det store antal købere og netværkets omfattende organisering

Kim Kliver, politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Anholdelserne sker efter en længere efterforskning af et kokain-narkonetværk på Sydsjælland, som politiet mistænker for at være styret af medlemmer fra rockergruppen.

Overrasker politiet

Efterforskningen har blandt andet kunne afsløre flere tusinde handler mellem personer fra narkonetværket og personer fra lokalområdet.

- Dagens anholdelser viser desværre, at den organiserede utryghedsskabende narkohandel har et meget stort omfang i både Næstved og Vordingborg, men med anholdelserne lægger politiet et tydeligt pres på rockermiljøets narkosalg, siger politiinspektør Kim Kliver.

- Det er desværre ikke ukendt for politiet, at rockermiljøet tjener penge på narkohandel, men vi er i denne sag overrasket over det store antal købere og netværkets omfattende organisering, tilføjer han.

Læs også
Bandidos-rocker bortskaffede giftig jord ulovligt
Læs også
Bandidos-rocker bortskaffede giftig jord ulovligt

De forventer at fremstille mindst 11 personer, heraf de fire rockere fra Bandidos, i grundlovsforhør i Retten i Nykøbing Falster i løbet af dagen. 

Anklagemyndigheden har anmodet om dørlukning ved grundlovsforhøret som følge af sagens organiserede omfang og de mange anholdte.

Meget synlig gruppe

Bandidos har i mange år været en stærk spiller i TV2 ØSTs sendeområde.

Med rockerborge i blandt andet Næstved, Slagelse, Haslev og Jyderup har gruppen været synlig i store dele af landsdelen.

Bandidos forlod lokalerne i Jyderup i 2022. De har også i flere år haft klubhus i Ringstedgade i Næstved, men samtlige skilte er nu blevet fjernet fra adressen. (Arkivfoto)
Bandidos forlod lokalerne i Jyderup i 2022. De har også i flere år haft klubhus i Ringstedgade i Næstved, men samtlige skilte er nu blevet fjernet fra adressen. (Arkivfoto) Foto: Lind Foto

Mange steder har der været uro omkring adresserne. En af de store konflikter kom, da klubben i 2013 blev splittet, og der udbrød en større rockerkrig mellem de afgående og blivende medlemmer af foreningen. Her var blandt andet rockerhuset i Haslev i centrum.

Læs også
Stor aktion mod rockergruppe
Læs også
Stor aktion mod rockergruppe

Som led i konflikten blev klubhuset delvist brændt ned. Tilsvarende blev et butikscenter i Rødovre flammernes offer, da en tatovør angiveligt blev forsøgt ramt.

Det er dog tyndet ud i antallet af rockerborge. Blandt andet forlod rockergruppen lokalerne i Jyderup i 2022. De har også i flere år haft klubhus i Ringstedgade i Næstved, men samtlige skilte er nu blevet fjernet fra adressen.

Har indført midlertidigt forbud

Justitsminister, Peter Hummelgaard (S), har før annonceret at han vil opløse Bandidos.

I den forbindelse har National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) siden sidste år indsamlet beviser for, at gruppen har et ulovligt formål, og at gruppen virker ved vold, som en overtrædelse af Grundloven.

I maj nedlagde politiet et midlertidigt forbud mod rockerklubben.

Forbuddet betyder, at det vil være ulovligt at færdes i det offentlige med rygmærker og andre kendetegn.

Tidligere er bande-grupperingen Loyal to Familia blevet forbudt efter en lignende proces.

Læs også
Rockergruppe var stærk på Sjælland - nu har politiet slået til mod dem
Læs også
Rockergruppe var stærk på Sjælland - nu har politiet slået til mod dem

Politiets afgørelse om et midlertidigt forbud betyder, at sagen skal indbringes for retten. 

Det bliver Retten i Helsingør, som skal afgøre, om det vil være i strid med Grundloven at opløse foreningen.

Det kommer til at tage 38 dage at behandle sagen, og hvornår den skal behandles vides endnu ikke.


Nyhedsoverblik