Det var en anderledes fredag morgen, som elever og lærere mødte ind til på Gåsetårnskolens afdeling Iselinge i Vordingborg.
I løbet af natten havde alle medarbejdere, elever og forældre via en mail modtaget en bombetrussel. I beskeden forlød det, at der var placeret flere bomber på skolen.
Mailen opdagede Mai-britt Herløv Petersen fredag morgen, som er distriktsskoleleder på Gåsetårnsskolen i Vordingborg Kommune.
Det er foruroligende, at det er muligt at gå ind og hacke sig ind i nogle systemer
- I morges fik vi besked om, at der var en bombetrussel, og det gjorde vi via en mail, der var sendt på intra (Skoleintra, red.) til alle personale og forældre. Den tog vi selvfølgelig meget alvorligt og kontaktede politiet med det samme, siger hun.
Derfor var lokalpolitiet fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til stede fredag morgen på Chr. Richardtsvej i Vordingborg.
Men her var budskabet, at der ikke var hold i bombetruslerne, og forældrene kunne trygt aflevere deres børn i skole. Det oplyste politiet også senere i en pressemeddelelse.
Havde havcket Skoleintra
En eller flere ukendte gerningsmænd havde hacket skolens interne system, Skoleintra. Derfra havde de sendt en mail om, at der var placeret flere bomber på skolen, som kun kunne stoppes, hvis man overførte 5000 dollars til en særlig mail.
Nysted Skole på Lolland blev også ramt af en bombetrussel torsdag. Det samme scenarie udspillede sig, hvor en elevs login og adgangskode til systemet Aula var blevet misbrugt.
- Det er en grovkornet spøg, siger Brian Brodersen, skoleleder, Nysted Skole.
I Vordingborg er Mai-britt Herløv Petersen også rystet over, at deres interne kommunikationsplatform Skoleintra, som ellers skulle være sikret, kan hackes af uvedkommende udefra.
- Det er foruroligende, at det er muligt at gå ind og hacke sig ind i nogle systemer, vi ellers anser for at være meget sikre, nemlig Skoleintra og Aula. Så det, synes jeg, selvfølgelig er rigtig trist, siger hun.
Artiklen fortsætter under billedet.
Mail sendt fra lærers mailadresse
Man kan se, at mailen om bombetruslen er sendt fra en mailadresse, som tilhører en af skolens lærere, og ifølge distriktsskolelederen har alle på skolens fire afdelinger modtaget beskeden.
Men hvordan hackerne har fået adgang via lærerens login, kan hun ikke svare på.
- Det kan jeg desværre ikke svare på. Det er ude af vores hænder med sikkerheden, hvad det angår, siger Mai-britt Herløv Petersen.
På Skoleintra kan lærere kommunikere med elever og forældre. Men det kræver et særligt login for at få adgang til systemet.
- Det er et lukket system, som kun dem, der er tilmeldt Skoleintra, kan komme ind på. Det vil sige, at kun forældre, elever og medarbejdere. Der har man jo et login for at kunne komme ind, så det er ikke hvem som helst, der kan komme ind der, tilføjer hun.
Har haft adgang til personfølsomme data
På Skoleintra ligger der mange personfølsomme oplysninger som for eksempel kontaktoplysninger og interne beskeder mellem skolen og hjemmet.
Men i og med at en eller flere gerningsmænd har hacket sig ind i systemet, kan de have haft adgang til disse oplysninger.
Det er meget utrygt, og det er vi kede af
- Der ligger oplysninger, som er tilgængelige for forældrene og andre for medarbejdere. Det er forskellige oplysninger. Jeg vil ikke gå i detaljer omkring det, men der ved man selvfølgelig, hvem de enkelte personerne er og finde kontaktoplysninger, siger distriktsskolelederen.
- Det er personfølsomme oplysninger, tilføjer hun.
DISSE SKOLER HAR VÆRET UDSAT FOR TRUSLER VIA AULA
Trusselsmails er siden mandag blevet sendt gennem skoleintranettet Aula til mindst ni skoler i landet.
Det nye skoleintranet, Aula, er de seneste dage blevet misbrugt til at sende trusler til flere skoler i landet. Truslerne har været falske, men politiet tager dem stadig meget alvorligt. Her er et overblik over de skoler, der har modtaget trusler via Aula:
- Tingstrup Skole i Thisted Kommune.
- Klarup Skole i Aalborg Kommune.
- Højene Skole i Hjørring Kommune.
- Lundergaardskolen i Hjørring Kommune.
- Bjergby Skole i Hjørring Kommune.
- Nordvestskolen i Hjørring Kommune.
- Hadsund Skole i Mariagerfjord Kommune.
- Juelsminde skole i Hedensted Kommune.
- Nysted skole i Guldborgsund Kommune.
Kilder: Midt- og Vestjyllands Politi, Nordjyllands Politi, Sydøstjyllands Politi.
Hvad tænker du, at en eller anden fremmed har haft adgang til eventuelle personfølsomme oplysninger?
- Det er meget utrygt, og det er vi kede af. Vi håber, at politiet og dem, der i øvrigt skal stå for det her, hurtigst finder ud af, hvordan vi kan undgå, at det sker igen, siger hun.
I løbet af denne uge har andre skole også fået hacket deres Aula, som nu efterforskes af politiet.
Eksemplerne fra Vordingborg og Nysted bliver nu undersøgt nærmere af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi for at finde ud af, hvordan man har fået adgang til de interne systemer.