I nat sænker de fundamentet til den nye Storstrømsbro: - Det er en rar følelse

Efter over en uges ventetid er en vigtig milepæl nået. Fundamentet til den 102 meter høje pylon er klar til at blive sænket ned i Storstrømmens dyb.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Efter fem-seks timers sejlads er hele operationen med at få plantet fundamentet til Storstrømsbroens pylon rykket et stort skridt nærmere målet.

- Det er en markant milepæl på projektet. Det er fundamentet til den 100 meter høje pylon, som nu ser ud til at kunne komme ned at stå på plads, fortæller en tydeligvis glad projektchef, Niels Gottlieb, fra Vejdirektoratet søndag eftermiddag til TV2 ØST.

Forud for dagens sejlads er gået over en uge, hvor både vind og vejr har spændt ben for tre forsøg med at få det enorme fundament sejlet ud.

quote Der kom ”go” i morges, og det var da en stor lettelse

Niels Gottlieb, projektchef, Vejdirektoratet

Allerede torsdag i forrige uge blev hele det 12.000 tons tunge fundament bugseret op på en specialpram – lejet ind fra Norge til flyttemissionen. Her har det så stået og ventet, imens byggeledelsen har håbet på godt vejr.

- Det har været nogle dage, hvor vi har stået og kigget efter vejret, bølger, strøm og så videre skulle være optimale. Det er det nu, og vejrudsigten siger også, at det er det i morgen og i overmorgen. Der kom ”go” i morges, og det var da en stor lettelse, fortæller Niels Gottlieb og tilføjer:

- Det er en rar følelse, men jeg vil da også gerne se, når den er kommet ned og på plads. Og selvfølgelig bliver det også spændende at se, når pylonen de næste år bliver bygget op.

Oprindeligt skulle hele dagens mission have fundet sted en gang tilbage i foråret 2021, men forsinkelser i støbearbejdet har været med til at udsætte nedsænkningen til dette tidspunkt.

Niels Gottlieb, projektchef, Vejdirektoratet, ser frem til, at den sidste del af arbejdet med at sænke fundamentet på plads går i gang natten til mandag.
Niels Gottlieb, projektchef, Vejdirektoratet, ser frem til, at den sidste del af arbejdet med at sænke fundamentet på plads går i gang natten til mandag. Foto: Frederik Hagedorn-Poulsen - TV2 ØST

Det er ikke Vejdirektoratet selv, der står for at bygge broen, men i rollen som bygherre for det 4,1 milliarder kroner store statsbyggeri, har den statslige styrelse indgået kontrakt med det italienske konsortium Storstrøms Bridge Joint Venture, SBJV.

Det er således også SBJV, der i samråd med sine underleverandører har besluttet, hvornår fundamentet kunne komme afsted fra havnen på Masnedø.

50 mand på dæk

TV2 ØST var med ombord på en følgebåd, da trosserne til den 150 meter lange pram med det 24 meter brede, 42 meter lange og 22 meter høje pylonfundament blev smidt, og de fire slæbebåde Tessa, Sandy, Leanne og Bugser kunne trække afsted med prammen.

Fra følgebåden kunne Brian Lorentz, tilsynsførende ved Vejdirektoratet, fortælle om den komplicerede operation.

Brian Lorentz er tilsynsførende ved Vejdirektoratet. Han er en af 50 personer på opgaven i dag med at få fundamentet sikkert ud. Derudover står der også dykkere klar, hvis der skulle opstå problemer med eksempelvis ankerpunkter under vandet, fortæller han.
Brian Lorentz er tilsynsførende ved Vejdirektoratet. Han er en af 50 personer på opgaven i dag med at få fundamentet sikkert ud. Derudover står der også dykkere klar, hvis der skulle opstå problemer med eksempelvis ankerpunkter under vandet, fortæller han. Foto: Frederik Hagedorn-Poulsen - TV2 ØST

- Det skal foregå meget kontrolleret, for ellers er det ligesom, når du går ombord i en kajak, og du får trådt i den ene side, så har de det med at vælte, forklarer han nøgternt fra sin plads bag roret i den lille båd.

Brian Lorentz er en af i alt 50 personer, der er engageret i dagens flytteopgave.

- Vi skal have et vejrvindue på tre dage, hvor vinden ikke er for høj, hvor der ikke er for meget strøm og ikke er for mange bølger. Ellers kan vi ikke håndtere den her specielle operation. Det hedder jo Storstrømmen herude – så der er strøm, vi skal tage hensyn til.

quote Det her er one of a time – det får man ikke lov til at prøve mere end en gang

Brian Lorentz, tilsynsførende, Vejdirektoratet

Han nævner endvidere, at der er så meget på spil med dagens flytteopgaver, at også forsikringsselskaber har været med inde over beslutningen om at stævne i dag.

En hel unik opgave

I direkte distance har fundamentet skulle flyttes omkring to kilometer – men grundet et lavvandsområde har den sammenlagte sejlads strakt sig over en distance på næsten ni kilometer.

For Brian Lorentz er der ingen tvivl om, at dagen i dag er en af de helt store på byggeriet af den fire kilometer lange forbindelse mellem Masnedø og Falster.

- Det er unikt, at man får lov til at være med på sådan en operation. Det her er one of a time – det får man ikke lov til at prøve mere end en gang, medmindre man er på sådan nogle slæbebåde, som ikke laver andet, siger han.

Kort før klokken ni kunne fire slæbebåde stævne ud med fundamentet. Det er 22 meter højt - svarende til en seks etagers bygning - hvorfra den 100 meter høje pylon skal bygges.
Kort før klokken ni kunne fire slæbebåde stævne ud med fundamentet. Det er 22 meter højt - svarende til en seks etagers bygning - hvorfra den 100 meter høje pylon skal bygges. Foto: Frederik Hagedorn-Poulsen - TV2 ØST

Efter samlet 5-6 timers sejlads nåede pram og fundament omkring klokken 14.30 frem til positionen nær det punkt, hvor den i nat skal sænkes ned på plads. Det var omkring en time senere end planlagt - men undervejs tog bølgerne til, hvorfor alt blev sat i stå i omkring en lille times tid kort efter klokken 11.

Inden klokken var 12 kunne turen igen fortsætte, og herefter gik det planmæssigt resten af vejen.

- I nat begynder selve sænkningen, det vi kalder float off, hvor den skal flyde selv og trækkes over til sin endelige position, fortæller Brian Lorentz og tilføjer:

- Der har vi et sted, der er 21-22 meter dybt, så vi kan komme langt nok ned til, at fundamentet kan flyde.

Midt på eftermiddagen søndag nåede pram og fundament ud til den position, hvorfra fundamentet i løbet af natten skal søsættes.
Midt på eftermiddagen søndag nåede pram og fundament ud til den position, hvorfra fundamentet i løbet af natten skal søsættes. Foto: Emilie Grav - TV2 ØST

Bliver tredjestørst

Når prammen sænkes tipper den således forover, og fundamentet kan herfra glide ud i vandet, inden den flyttes de sidste 2-300 meter over på det leje, som er skabt af grus på havbunden. Fundamentet skal placeres inden for fem centimeters nøjagtighed.

Læs også
Tidsplanen skrider igen – vejret spænder ben for flytning af 12.000 tons brofundament
Læs også
Tidsplanen skrider igen – vejret spænder ben for flytning af 12.000 tons brofundament

Når fundamentet er sat på plads, går arbejdet med at støbe den 102 meter højde pylon i gang.

Fra den færdigbyggede pylon skal der monteres 20 kabler, kaldet stag, til hver side, som skal bære brodækket med vej og jernbane hen over sejlrenden i 26 meters højde over Storstrømmens overflade. Broen får på hver side af pylonen et frit spænd på 160 meter, hvor skibstrafikken skal passere. 

Storstrømsbroen bygges som en skråstagsbro efter samme koncept som den nærtliggende Farøbro. Således skal brodækket med vej og jernbane på den nye Storstrømsbro bæres hen over sejlrenden ved hjælp af 40 stag (kabler) udspændt fra pylonen.
Storstrømsbroen bygges som en skråstagsbro efter samme koncept som den nærtliggende Farøbro. Således skal brodækket med vej og jernbane på den nye Storstrømsbro bæres hen over sejlrenden ved hjælp af 40 stag (kabler) udspændt fra pylonen. Foto: Vejdirektoratet

Den samlede bro bliver fire kilometer lang, og bliver dermed inden for landets grænser den tredjelængste bro – kun overgået af Østbroen og Vestbroen på Storebælt, som er henholdsvis 6,6 og 6,8 kilometer lange.

Læs også
Efter flere forsøg - nu bliver kæmpe fundament sejlet ud i Storstrømmen
Læs også
Efter flere forsøg - nu bliver kæmpe fundament sejlet ud i Storstrømmen

Den nye Storstrømsbro bygges som afløser for den gamle Storstrømsbro fra 1937, som skal rives ned, når den nye bro er færdig.

Storstrømsbroen fra 1937 var i sin tid og flere årtier frem med sine 3,2 kilometer Europas længste kombinerede vej- og jernbanebro. Broen er dog både for smal og for nedslidt til at klare trafikken til den nye Femern Bælt-forbindelse, hvorfor Folketinget i 2013 besluttede at lade en ny bro opføre.


Nyhedsoverblik