Itinera, Condotte og Grandi Lavori Fincosit.
De tre italienske firmaer, der skal bygge den nye Storstrømsbro, skulle senest torsdag i denne uge aflevere dokumentation for, at de ikke har været blandet ind i en række kriminelle forhold som deltagelse i kriminelle organisationer, bestikkelse, svig og hvidvask af penge.
Selskaberne har allerede dokumenteret, at de eksempelvis betaler skat og at de har en sund økonomi, men ifølge Fagbladet 3F havde de endnu ikke dokumenteret sig fri af kriminelle forhold.
Vi modtog de sidste papirer torsdag formiddag, så nu har vi fået, hvad vi skal have
Men kort før deadline har firmaerne afleveret de sidste og afgørende dokumenter, skriver Sjællandske lørdag. Hvis Vejdirektoratet ikke havde modtaget de sidste dokumenter, kunne hele udbuddet af broprojekt risikere at skulle gå om.
- Vi modtog de sidste papirer torsdag formiddag, så nu har vi fået, hvad vi skal have, fortæller Niels Gottlieb, projektchef hos Vejdirektoratet til Sjællandske.
Vejdirektoratet forventer at have underskrevet kontrakten med de italienske firmaer inden jul.
Koster 2,1 milliarder kroner
Den nye Storstrømsbro kommer til at koste 2,1 milliarder kroner, og skal give plads til både tog, biler, cykler og fodgængere. Med alle anlæg samt nedrivning af den gamle bro kommer prisen op på 4,1 milliard kroner.
Broen skal bygges en smule vest for den nuværende Storstrømsbro, der er meget nedbrudt af tidens tand.
Den nye bro skal støbes på Masnedø, hvor gartneriet har til huse i dag, og skal siden sejles på plads i det strømfyldte farvand.
Broen forventes at være klar til biltrafikken i 2022 og jernbanetrafikken i 2023.