Italienske firmaer fra Storstrømsbyggeri tiltalt for korruption

To af de tre italienske firmaer, der skal bygge Storstrømsbroen, er nu tiltalt for at medvirke til korruption for millioner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En høring ved retten i Venedig i Italien fredag resulterede i, at to af de tre italienske firmaer, der skal bygge Storstrømsbroen, blev tiltalt for korruption

Det bekræfter flere kilder til Fagbladet 3F.

- Condotte og Grandi Lavori Fincosit vil nu blive tiltalt i en fuld retssag. Vi er meget tilfredse med, at det er denne vej sagen skal gå, siger chefanklager ved retten i Venedig, Stefano Buccini.

Sammen med det italienske byggefirma Itinera vandt Condotte og Grandi Lavori Fincosit (GLF) kontrakten på 2,1 milliarder skattekroner på at bygge Storstrømsbroen i oktober sidste år. 

Storstrøm
Læs også
Italienske Storstrøms-entreprenører har slået sig ned i Vordingborg
Storstrøm
Læs også
Italienske Storstrøms-entreprenører har slået sig ned i Vordingborg

I december kunne Fagbladet 3F dog afsløre, at to af de tre italienske selskaber stod midt i et retsopgør om korruption på et gigantbyggeri i Venedig, hvor politikere og politifolk var bestukket for at give store kontrakter til firmaerne.

Sagen fik dengang transportminister Ole Birk Olesen (LA) til at udsætte underskriften på Storstrømsbroen af tre omgange - og det er denne sag, der nu endelig er rejst tiltale i.

Efterfølgende fik de to italienske selskaber alene en symbolsk rolle i projektet med en ejerandel på hver 0,01 procent.

Udelukkes fra offentlige byggerier

Bliver de italienske firmaer dømt for deres rolle i korruptionsskandalen, kan de se frem til store millionbøder, samt en udelukkelse fra at byde på offentlige byggerier i Italien i fremtiden.

 Alligevel er både Condotte og GLF's advokater optimister før retssagen, der begynder den 9. november i år.

- Det er den afgørelse, vi forventede. Jeg tror stadig, at vi kan bevise, at GLF handlede fornuftigt i denne sag. Men det er umuligt at vide, om dommeren vil godtage vores argumenter, siger Carlo Marchiolo, advokat for Grandi Lavori Fincosit.

Skulle de to italienske selskaber blive dømt, ville det ikke kun få konsekvenser for deres muligheder i Italien.

Reglerne for såkaldte EU-udbud er nemlig ganske tydelige: Bliver et firma dømt for at have benyttet korruption som en del af sin forretningsmetode, kan de ikke vinde store offentlige kontrakter. 

Storstrømsbro - byggeri
Læs også
Få overblikket over det skandaleramte byggeri af Storstrømsbroen
Storstrømsbro - byggeri
Læs også
Få overblikket over det skandaleramte byggeri af Storstrømsbroen

Derfor ville alle fremtidige kontrakter i Danmark og resten af Europa være umulige for Condotte og GLF at byde på, fortæller ekspert i EU-udbud, Carina Risvig Hamer, fra SDU.

- Det er klart. De to selskaber vil slet ikke kunne komme til at være en del af et udbud herhjemme igen. De må ganske enkelt ikke byde på kontrakterne, hvis de er dømt for korruption, ifølge de nyeste EU-regler for udbud, siger hun til Fagbladet 3F.

Ikke sikkert de udelukkes fra Storstrømsbyggeri

Paradoksalt nok er det dog ikke fuldstændig sikkert, at de samme firmaer bliver fyret fra kontrakten på Storstrømsbroen, hvis der falder en dom i sagen.

Kontrakten på at bygge Danmarks tredjestørste bro for 2,1 milliarder kroner er nemlig udbudt efter de gamle EU-regler fra 2014, og her kan et firma godt få lov at fortsætte på en kontrakt - selv med en dom for korruption i baglommen.

- Det er sådan, at de gamle regler ikke siger, at man "skal" smide et selskab ud, selv om de bliver dømt for noget ulovligt. Det er op til den enkelte ordregiver - altså Vejdirektoratet i denne sag, siger Carina Risvig Hamer. 

Læs også
Korruption og bestikkelse: Se Kammeradvokatens redegørelse her
Læs også
Korruption og bestikkelse: Se Kammeradvokatens redegørelse her

Så selv om Vejdirektoratet og Transportministeren har indføjet en nødudgang i kontrakten med de italienske brobyggere, så har denne nødudgang faktisk sin egen lille nødudgang for italienerne.

Det har transportminister Ole Birk Olesen (LA) selv forklaret for Folketinget tidligere med disse ord:

- Hvis der er korruptionsdomme undervejs i byggeriet mod et af selskaberne i konsortiet, så vil det selskab kunne pålægges en såkaldt selvrenselse, hvor de skal sørge for at gøre op med det, der er sket med fyringer eller lignende, forklarer ministeren og tilføjer:

- Hvis de gør det på en tilfredsstillende måde, så kan de fortsætte. Hvis de IKKE gør det på en tilfredsstillende måde, så vil det være muligt at udelukke den del af konsortiet fra det videre arbejde, siger han.


Nyhedsoverblik