Byggeriet af DGI Huset Vordingborg blev flere gange forsinket og udsat for hærværk, før den nye svømmehal endelig kunne byde svømmegæster indenfor i oktober sidste år.
Men nu er den nye svømmehal igen stødt på problemer.
Det bliver stresset med så lille en dreng, der sidder på gulvet, mens der er damer, der skræver hen over ham
På de sociale medier bliver svømmehallen nemlig kritiseret for at skabe flaskehalse i omklædningsrummene og for brusere, som nemt går i stykker, ligesom vandet ifølge flere brugere hurtigt skifter mellem koldt og varmt vand.
Det skriver DR Sjælland.
Én af dem, der er godt træt af forholdene, er Anne Hansen fra Bakkebølle udenfor Vordingborg.
- Fra man træder ind ad døren og skal igennem omklædningsrummet, til man står ude ved bassinkanten, er der faktisk så mange flaskehalse, at det bliver en meget stresset og ubehagelig oplevelse, siger hun til DR Sjælland.
Mor trækker sin femårige søn fra svømning
Derfor har Anne Hansen nu valgt at lade sin femårige søn blive væk fra svømning - efter kun fire svømmetimer i vandhuset.
Den ene gang præsterede vi at stå 20 minutter, før vi kom hen til bruseren
- Det bliver stresset med så lille en dreng, der sidder på gulvet, mens der er damer, der skræver hen over ham, og folk der skal ind og ud. Han kunne jo slet ikke holde fokus på, hvad det var, vi skulle. Og da vi var færdige med svømning og kom op og var kolde, skulle vi igen stå og vente. Den ene gang præsterede vi at stå 20 minutter, før vi kom hen til bruseren, fortæller Anne Hansen.
Direktør erkender problemet
Kritikken bliver mødt med forståelse i DGI Huset i Vordingborg. For selvom direktør Bjarne Malmros er glad for det nye vandhus, er han samtidig enig i, at omklædningsrummene er for små.
Vi kan ikke bygge til eller lave om i større stil
- Vi kan konstatere at omklædningsrummene måske ikke er de bedst indrettede. Succesen i Vandhuset gør, at der er for lidt plads derude. Men lige nu kan vi ikke gøre andet, end at se om vi kan bruge den plads på en anden måde. Vi kan ikke bygge til eller lave om i større stil, siger han til DR Sjælland.
Bjarne Malmros fortæller samtidig, at man til foråret vil ændre indretningen af omklædningsrummene.
Derudover arbejder bygherren og leverandøren i øjeblikket på at finde fejlene på bruserne. Det vides dog ikke, hvornår fejlene er blevet rettet op.