Kronprinsessens fødselsdagsgave er til alle - Knudshoved Odde får mere vild natur

I 50-års fødselsdagsgave fik Kronprinsesse Mary fire naturbevarelses- og genopretningsprojekter spredt ud over hele landet, blandt andet et på Knudshoved Odde ved Vordingborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der er kun meget få procent rigtig vild natur i Danmark, og halvdelen af fuglearter, krybdyr og sommerfugle er i tilbagegang. 

Derfor gav WWF Verdensnaturfonden med støtte fra danske fonde en helt særlig naturgave til danskerne i anledning af organisationens præsident Kronprinsesse Marys 50-års fødselsdag. 

Det skriver WWF Verdensnaturfonden i en pressemeddelelse. 

Gaven består af fire store projekter, der genopretter og bevarer naturområder, etablerer levesteder og giver en håndsrækning til en række fredede og sårbare danske dyrearter.

Et af projekterne ligger på Knudshoved Odde ved Vordingborg, hvor et af skovstykkerne er ejet af Rosenfeldt Gods. 

Det er området her ved Knudshoved Odde, hvor WWF vil genudsætte arter af sommerfugle og biller.
Det er området her ved Knudshoved Odde, hvor WWF vil genudsætte arter af sommerfugle og biller. Foto: Vordingborg Kommune


-  Jeg synes, det er rigtig godt og rigtig dejligt. Vi arbejder allerede på at forbedre naturen, men her er det nogle lidt andre kræfter, der kommer ind. Så det, synes jeg bare, er godt, siger ejer af Rosenfeldt Gods, Nicolai Oxholm Tillisch, til TV2 ØST.

Rosenfeldt Gods har allerede i samarbejde med Vordingborg Kommune gang i et stort EU-projekt, hvor vandhuller, vilde heste og blomstrende bakker er i fokus. Derfor glæder det ham, at WWF nu også vil bidrage til at sikre naturen.

- Jeg håber, det her kan være en første byggesten til, at jeg også kan være med til at bygge videre på det. Sådan så vi kan få endnu mere natur derude. Så jeg tror det et godt startskud til, at vi kan drage flere områder ind i fremtiden, siger Nicolai Oxholm Tillisch.

Læs også
Naturprojekt får 38 millioner kroner til vandhuller, sjældne fugle og blomstrende bakker
Læs også
Naturprojekt får 38 millioner kroner til vandhuller, sjældne fugle og blomstrende bakker

Kronprinsessens store fødselsdagsshow

Gaven blev præsenteret søndag aften i TV 2s store fødselsdagsshow, hvor H.K.H. Kronprinsessen blev fejret. 

Her præsenterede skuespilleren Ghita Nørby og naturformidler Sebastian Klein naturgaven til danskerne, der har en værdi på cirka 10 millioner kroner. 

Gaven er doneret af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Holch Povlsen Foundation og QATO Fonden.

- Naturen har altid været en vigtig del af mit liv. Ligeså kraftfuld naturen er - ligeså skrøbelig er den. Vi skal nyde naturen, men også passe på den og dens mangfoldighed. Jeg glæder mig over, at der i anledning af min 50-års fødselsdag igangsættes initiativer, der kan bidrage til at passe på naturen og de udsatte dyrearter. Jeg håber, det bliver til stor glæde for danskerne, siger H.K.H Kronprinsessen i pressemeddelelsen.

Veterantræer og dagsommerfugle på Knudshoved Odde

På den 15 kilometer lange Knudshoved Odde genudsætter WWF Verdensnaturfonden tre arter af dagsommerfugle og to biller.

Det sker fordi området tidligere har været en af Danmarks artsrigeste sommerfugle- og billelokaliteter, men nu er en række ikoniske arter forsvundet, efterhånden som skov, skovenge og -lysninger er groet til.

Den brunlig perlemorsommerfugl er en af de arter, der bliver sat ud på Knudshoved Odde.
Den brunlig perlemorsommerfugl er en af de arter, der bliver sat ud på Knudshoved Odde. Foto: Ola Jennersten, WWF


De tre sommerfuglearter, der sættes ud i naturen, er markperlemorsommerfugl, okkergul pletvinge og brunlig perlemorsommerfugl. 

Billerne er sort pragtorbist og grøn pragtorbist.

Foruden projektet på Knudshoved Odde, er der også et projekt i Geding-Kasted Mose ved Aarhus, Nationalpark Vadehavet og Spodsbjerg Havn på Langeland. Her får den truede sortterne, den fredede løvfrø og flere sjældne arter af sommerfugle og biller en ny chance i den danske natur, når de opdrættes og sættes ud i de nye levesteder.

- WWF Verdensnaturfonden sammen med lokale partnere genopretter en række ødelagte naturområder og levesteder, der derefter bliver tilgængelige for alle danskere. På den måde får vi både mere og vildere natur i Danmark, siger Generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, Bo Øksnebjerg, i pressemeddelelsen.

VIDEO: Rosenfeldt Gods har allerede i samarbejde med Vordingborg Kommune gang i et stort EU-projekt. Projektet hedder EU Life Clima-Bombina på Knudshoved Odde og koster 38 millioner kroner. Det fireårige projekt skal skabe nye levesteder for truede frøer, padder og fugle:



Nyhedsoverblik