- Jeg fortryder, jeg indlagde hende dernede, men jeg vidste jo ikke, hvad jeg indlagde hende til. Men efter hvad jeg har set og oplevet, ville jeg aldrig selv turde lade mig indlægge på det sygehus, med mindre der sad en brandvagt ved min side hele tiden.
Ib Sonn sidder i sit hus i Præstø og ser rundt i den stue, hvor hans mor, Tove Sonn, boede i de sidste år af sit liv.
- Det er klart, vi savner hende, hun var her jo hele tiden, hun var glad, hun var i godt humør og hun elskede, når hundene kom ind til hende, siger Ib Sonn.
Jeg så en sygeplejerske give Tove mad på under et minut. Det var helt forfærdeligt
Tove Sonn fik for år tilbage flere blodpropper i hjernen, hun var lam, fik sondemad, kunne ikke signalere andet end ja og nej og hun var sengeliggende hele tiden.
Alligevel mener hverken Ib Sonn eller hans mand Tom Sonn, at den 76-årige kvinde var mæt af dage.
- Det var hun overhovedet ikke. Hun havde et godt og et dejligt liv her sammen med os, og hun kunne kommunikere med øjnene og blinke og nikke. Hun var i godt humør, siger parret til TV ØST.
Artiklen fortsætter under billedet.
Ib Sonn, der er SOSU-hjælper og hans mand, Tom Sonn, der er SOSU-assistent, passede i mange år Tove Sonn i hjemmet.
Ofte har Tom Sonn selv givet sin svigermor den sondemad, hun var nødt til at få, da hun på grund af sine lammelser ikke kunne spise almindelig mad. De var også klar over, at Tove Sonn ikke måtte ligge ned, da hun ikke kunne tåle det på grund af sine lunger.
- Hun sad op hele døgnet. Hun sad i en 45 graders vinkel, og sådan havde Tove det fint. Hun lå på en tryksårsmadras, og havde ikke et eneste tryksår i den tid, hun levede, siger Tom Sonn til TV ØST.
Tove Sonn blev på grund af en lungebetændelse indlagt på afdeling M130 på Nykøbing Falster Sygehus den 30. januar 2018. Det var Ib Sonn, der i fællesskab med familiens læge besluttede, at hun skulle indlægges.
- Planen var, at min mor skulle have ilt og penicillin. Det har hun prøvet flere gange før, det plejede at vare tre dage, så fik vi hende hjem igen, fortæller Ib Sonn til TV ØST.
I Tove Sonns papirer kan man se, at lægen har skrevet, at "patienten skal have rettet sin respiration, og derefter skal hun hjem til sønnen igen."
Sådan gik det ikke. Under indlæggelsen på medicinsk afdeling M130 blev Tove Sonn meget dårlig.
Bad om at give sondemad langsomt
Tom og Ib Sonn, der i årevis har passet Tove Sonn, forklarede gentagne gange personalet, at det var vigtigt, at Tove Sonn ikke lå ned.
- Det kunne Tove ikke tåle, og det sagde vi til dem. Alligevel kom vi gang på gang ned og fandt hende liggende ned. Personalet sagde, det var for at undgå tryksår. Så måtte vi forklare en gang til, at det har Tove aldrig fået, men det virkede, som om de slet ikke lyttede til os, siger Tom Sonn.
Parret bad ligeledes gentagne gange personalet om at indgive Tove Sonn sondemaden langsomt.
- Jeg kender godt de kliniske retningslinier, der siger, at sådan noget mad skal indgives langsomt. Det skal tage mellem 10 og 20 minutter. I Toves tilfælde vidste vi, at hun skulle have det over 20 minutter, hun var lam og kunne ikke tåle, at det gik hurtigere. Jeg så, at sygeplejerskerne gav det meget hurtigere. Men når jeg påpegede, at Tove ikke kunne tåle det, fik jeg at vide, at jeg var velkommen til selv at komme ned og give hende mad 5 gange om dagen, hvis jeg var utilfreds, siger Tom Sonn.
På Region Sjællands egen hjemmeside kan man læse de kliniske retningslinier.
Der står ganske rigtigt, at maden skal indgives på mellem 10 og 20 minutter i en sonde i næsen.
- Jeg så en sygeplejerske give Tove mad på under et minut. Det var helt forfærdeligt, siger Tom Sonn.
Bestræber sig på at give sondemad langsomt
I Tove Sonns journal fremgår det ganske tydeligt, at parret har talt med personalet om hendes pleje flere gange. Blandt andet skriver en sygeplejerske d. 10.02.2018:
"Snakket med patientens søn Ib d.d. Søn er frustreret over, at patienten ligger ned, da han oplever at hun får mere sekret, fremfor når hun sidder op. Søn ønsker derfor at patienten ikke kommer ned og ligger. Søn er ligeledes frustreret over, at patienten får sondeernæring bolus, da han synes at vi giver det for hurtigt og han er derfor bange for, at det kommer i lungerne. Søn ønsker at det gives over 20 minutter. Undertegnede har forklaret at det ikke er muligt her på afdelingen, men at vi selvfølgelig bestræber os på at give sondeernæringen langsomt, mens vi observerer patienten."
Artiklen fortsætter under billedet
Parret hang endda en seddel på på Tove Sonns stue, hvor de skrev, at hun skulle have mad over 20 minutter og at hun ikke måtte ligge ned.
- Det er jo frustrerende, at de ikke lyttede til os, der har passet min mor i så mange år. Vi vidste, hvad der var bedst for hende. Men det var, som om at de bare var ligeglade. Som om at de tænkte: "Ja, det er bare en gammel dame, det behøver vi ikke at tage så nøje." Og da hun så blev dårlig, så sagde de bare: "Nu stopper vi behandlingen". Jeg bliver ganske enkelt så vred over det, siger Ib Sonn.
Sygeplejersken mente ifølge journalen altså ikke, at man på afdeling M130 havde tid til at give Tove Sonn sondemaden over 20 minutter.
Sugede mad op fra lungerne
Til gengæld har de ifølge Tom Sonn haft tid til at kalde intensivsygeplejerskerne gentagne gange, som kom for at suge mad op af lungerne på Tove Sonn.
- Det skete den ene gang efter den anden. Jeg har endda taget et billede, hvor man kan se, at de sugede 400 ml. sondemad op af lungerne på min svigermor, siger han.
- Jeg forstår ikke, at de ikke reagerede. Jeg forstår ikke, at der ikke var nogen, der undrede sig. Det er jo faglært personale. Når min mor skulle have suget mad op fra lungerne den ene gang efter den anden, er det jo mærkeligt, at der ikke er nogen, der tænkte: "Hvorfor skal hun egentlig det?" siger Ib Sonn og fortsætter:
- Min mor kom ind på hospitalet. Hun var kontaktbar men havde lungebetændelse. Efter ganske få dage blev hun ukontaktbar. Her er der måske også nogen, der burde have tænkt: "Vi tager nogle prøver. Vi tjekker nogle værdier. Vi ser, om der er noget, vi kan gøre anderledes, og om vi skal ændre behandlingen." Men det gjorde de ikke, og det synes jeg ikke er ret professionelt, siger Ib Sonn.
Obduktion viste kvælning
Den 14. februar 2018 døde Tove Sonn. Ifølge parret fik de at vide, at hun døde af hjertesvigt, lungebetændelse og senfølger af hendes blodpropper i hjernen.
- Vi blev kaldt til en samtale med personalet på sygehuset, fordi vi havde klaget. Til samtalen beklagede personalet forløbet omkring min mors død. Men det har jo ikke, så vidt vi har fået oplyst, haft nogen konsekvenser. Så hvad hjælper det? Det samme kan ske igen i morgen med en anden indlagt person, siger Ib Sonn.
Parret meldte sagen til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der fik Tove Sonn afhentet og obduceret på Retsmedicinsk Institut.
I obduktionsrapportens konklusion kan man læse, at:
"Der fandtes indsuget sondemad i luftrørsforgreningerne i spærrende mængde.
Dødsårsagen må, når det i sagen oplyste sammenholdes med obduktionsfundene, antages at være kvælning ved indre spærring grundet sondemad i luftvejene."
Sagen er hos politiet og Styrelsen for Patientsikkerhed
Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi bekræfter overfor TV ØST, at de har efterforsket forløbet omkring Tove Sonn.
Vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen oplyser, at der ikke er nogen sigtede i sagen, men at politiet afventer svar fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Sygehusledelsen på Nykøbing Falster Sygehus vil ikke lade sig interviewe om sagen, men har sendt denne skriftlige udtalelse til TV ØST fra vicedirektør Inge Paamejer:
"Da familien har anmeldt sagen til politiet, kan vi desværre ikke udtale os, mens sagen bliver undersøgt.
Vi ønsker at give vores patienter den bedste behandling og pleje, og vi er kede af familiens opfattelse af, at der er begået fejl. Vi har alle interesse i at få afklaret, om der er sket fejl eller ej. Imens vil vi lade sagen uforstyrret blive vurderet af politiet og Styrelsen for Patientsikkerhed."
Artiklen fortsætter under billedet.
Må være frygteligt
Tilbage i Præstø sidder Ib og Tom Sonn. De forstår ikke, at et forløb, som det, Tove Sonn var udsat for, ikke har haft konsekvenser.
- Vi fortæller jo det her, fordi vi ikke mener, at andre skal udsættes for det, min svigermor blev udsat for. Offentligheden skal have det at vide, og ledelsen på sygehuset skal vide, hvad der foregår på gangene. De kan jo ganske enkelt ikke have personale rendende, der behandler patienterne sådan her, siger Tom Sonn.
Ib Sonn savner selvfølgelig sin mor, men mest af alt er han ked af den måde, hun endte sine dage på.
- Jeg håber ikke, at hun har været så meget ved bevidsthed, at hun har oplevet, hvad de gjorde ved hende. Tænk at ligge der, du kan ikke flytte dig, du kan ikke sige fra, og du oplever et personale, der gang på gang ganske enkelt giver dig mad så hurtigt, at du får det i lungerne og skal have suget det op bagefter. Indtil du bliver kvalt og der ikke er mere at gøre. Det må være frygteligt. Vi havde håbet på en værdig afsked med min mor, når hun engang skulle herfra, men det, hun og vi har været udsat for, har på ingen måde været værdigt, siger Ib Sonn.