Laver professionelt fyrværkerishow for hele byen - håber færre kommer til skade

Borgerne i Præstø kan se frem til et stort fyrværkeri i aften. Initiativtagerne ønsker at skabe fællesskab og en mere sikker nytårsaften uden skader.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fyrværkeri er siden starten af 1900-tallet blevet en fast tradition i danske familier. Og imens nogen i dag bruger for tusindvis af kroner på at imponere resten af villavejen med den helt store batteripakke fra byggemarkedet – så er der andre, der mener, at den slags bør overlades til fagfolket.

Blandt dem er norske Silje Brenna, forpagter af Hotel Frederiksminde i Præstø. Men hun lader det ikke blive ved holdningerne. I år sætter hun handling bag med håbet om at skabe en helt ny tradition i Præstø. Et festfyrværkeri for hele byen.

quote Vi håber på sigt, når vi laver et fælles fyrværkeri for byen, at vi ikke ser alle disse fyrværkeriskader

Silje Brenna, forpagter af Hotel Frederiksminde, Præstø

- Vi har fået idéen fra Norge – hvor fyrværkeri siden 2018 har været temmelig reguleret nytårsaften, fortæller hun og tilføjer:

- Det har gjort, at de større byer har arrangeret store fyrværkerier – det er mere sikkert, når man bruger en professionel til at skyde fyrværkeri af.

Og faktisk har man allerede konstateret et fald i antallet af fyrværkeriulykker i Norge, efter at blandt andet salg af raketter til private er blevet gjort forbudt.

- Vi håber på sigt, når vi laver et fælles fyrværkeri for byen, at vi ikke ser alle disse fyrværkeriskader – at dyrene ikke er så bange – og med hensyn til brand, at man har mere kontrol over det, siger Silje Brenna.

En rigtig god idé

Idéen om et festfyrværkeri for hele Præstø har vundet bred opbakning i den sydsjællandske købstad.

- Sammenholdet i Præstø er fantastisk, understreger Silje Brenna og tilføjer:

- Alle, vi har spurgt, har takket ja – og havde vi haft mere tid, var det blevet endnu større. Vi laver et kæmpe fyrværkeri for byen.

quote Jeg synes, det er en rigtig god idé – at man laver et fælles fyrværkeri. Og vi satte hånden på kogepladen og sagde – det vil vi gerne bakke op om

Rasmus Evind, formand for Præstø Handel- og Erhvervsforening

Blandt dem, der er gået med i initiativet – og har været med til at arrangere og betale – er indehaver af Café Mocca, Linda Wilms:

- Jeg synes, det er vigtigt med samarbejde, og så kom Silja og spurgte, om ikke det var en idé, at vi slog os sammen om det her – og det er lykkedes ret godt.

Linda Wilms, indehaver af Café Mocca i Præstø, synes, at det er bedre med et stort fælles fyrværkeri, som er for hele byen. Jeg synes, fællesskabet er det største - og så går det hånd i hånd med bæredygtigheden i, at alle ikke står og skyder af hver især.
Linda Wilms, indehaver af Café Mocca i Præstø, synes, at det er bedre med et stort fælles fyrværkeri, som er for hele byen. Jeg synes, fællesskabet er det største - og så går det hånd i hånd med bæredygtigheden i, at alle ikke står og skyder af hver især. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

- Der er gået mange med, både fra havnen, toldhuset og flere af supermarkederne, banken og ejendomsmæglerne. Jeg synes, det er fedt folk støtter op, så vi kan lave et stort fyrværkeri, siger hun videre og tilføjer:

- Jeg synes, fællesskabet er det største - og så går det hånd i hånd med bæredygtigheden i, at alle ikke står og skyder af hver især, og ikke alle måske lige har styr på sikkerheden, så vi undgår fyrværkeriskader og brande.

Også Rasmus Evind, formand for Præstø Handel- og Erhvervsforening, støtter op om et fyrværkeri for hele byen.

- Jeg synes, det er en rigtig god idé – at man laver et fælles fyrværkeri. Og vi satte hånden på kogepladen og sagde – det vil vi gerne bakke op om, siger han og tilføjer:

- Det er noget af det, Præstø kan – at danne de her fællesskaber i både erhvervsmæssigt, men også blandt borgerne. Det har været super sjovt at være med til.

Rasmus Evind, formand for Præstø Handel- og Erhvervsforening, fremhæver fællesskabet, som det helt centrale i at kunne give en fælles oplevelse til byen.
Rasmus Evind, formand for Præstø Handel- og Erhvervsforening, fremhæver fællesskabet, som det helt centrale i at kunne give en fælles oplevelse til byen. Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Bomber på næsten et halvt kilo

Det er fyrværker Jan Davidsen fra DPA fireworks i Fensmark, som har fået til opgave at omsætte en anseelig sum penge til et fyrværkerishow for borgerne i Præstø.

Størrelsen på regningen vil han ikke afsløre – men en ting er sikkert – der er grund til at glæde sig.

quote Man kommer ned og ser noget, som man ikke selv kan få lov til at skyde af, for det er meget kraftigere

Jan Davidsen, fyrværker, DPA fireworks

- Det bliver en afskydning på mellem 8-10 minutter – med meget af det, som flyver højt – altså luftbomber eller krysantemumbomber. Dem flyver der 3-400 af, og så flyver omkring små 1.500 udslag fra batterier, nedenunder luft-bomberne – så det bliver i to højder, vi skyder, forklarer han og tilføjer:

- Man kommer ned og ser noget, som man ikke selv kan få lov til at skyde af, for det er meget kraftigere – hvis du går ud og køber en raket i en forretning, så kan der være maksimalt 75 gram krudt i. Dem jeg skyder i aften, er der op mod 400-450 gram i hver luftbombe. Så er der bare meget mere på himlen.

Læs også
Martin bruger 24.000 kroner på krudt: - Det er min højtid
Læs også
Martin bruger 24.000 kroner på krudt: - Det er min højtid

Selvom årets sidste dag indtil videre har været en meget våd affære, så har meteorologerne stillet opholdsvejr i udsigt dog med en frisk vind. Og det kommer også til at påvirke aftenens planlagte show:

- Når du skyder et festfyrværkeri-show, som det vi skyder i aften, skal der være masser af fylde, og der skal være fart over det. Måske nogle farvekombinationer, og så fordi, jeg er af den gamle skole, slutter jeg af med et stort guldnummer, siger Jan Davidsen og tilføjer:

- Desværre er vejret i aften nok ikke til, at det kommer til at dale ned mod jorden – hvor det brænder hele vejen ned.

Selvom årets sidste dag indtil videre har været en meget våd affære, så har meteorologerne stillet opholdsvejr i udsigt dog med en frisk vind.
Selvom årets sidste dag indtil videre har været en meget våd affære, så har meteorologerne stillet opholdsvejr i udsigt dog med en frisk vind. Foto: TV2 ØST

Normalt arrangerer Jan Davidsen fyrværkeri ved et andet hotel i Danmark, nytårsaften, hvor man i år har måttet aflyse.

- Det er grunden til, jeg kan skyde i Præstø i aften, forklarer han.

Og fyrværkeren fra Fensmark får travlt. For normalt er der op til syv-otte medarbejdere involveret i forbindelserne og afviklingen af et så stort fyrværkeri – men i dag er der kun Jan Davidsen og hans kone, som hjælper til.

Læs også
Regn og vind øger risikoen for at skyde med fyrværkeri
Læs også
Regn og vind øger risikoen for at skyde med fyrværkeri

- Vi har pibende travlt, understreger fyrværkeren og tilføjer:

- Nu er det meget specielt, når det er nytårsaften, for der er ikke ret mange fyrværkere, der vil være væk fra deres venner og familier nytårsaften.

Festfyrværkeriet i Præstø tændes kort efter midnat og kan ses hvis man vender blikket i retningen af Hotel Frederiksminde.


Nyhedsoverblik