Voldeligt overfald og knivdrab!
Sådan indleder ejerne bag den lokale is- og gårdbutik Møn Is et opslag på Facebook, efter de fandt størstedelen af deres hoppekøer punkteret på butikkens legeområde.
Alle folk er meget sure over, at nogen kan finde på det her
Møn Is ligger syd for Stege og ejes af ægteparret Benjamin Christensen og Gitte Møller.
Om formiddagen den 30. juni skulle Gitte Møller ud på legeområdet, der kaldes ”Halmborgen”, for at hente en oppustet hoppeko til udstilling i gårdbutikken.
Hoppekøerne er nemlig blevet lidt af et vartegn for butikken, da ægteparret selv har køer på gården, der leverer mælk til deres mejeri, og som bruges til at lave is af.
Da Gitte Møller trådte ud på legepladsen, blev hun dog mødt af et chokerende syn.
- Da jeg kom derud, tænkte jeg, at det var mærkeligt, at de var punkteret alle sammen – og så kunne jeg se, at de var blevet stukket med en kniv. De havde alle sådan en lang flænge, fortæller hun.
I alt var 11 hoppekøer blevet sprættet op, og kun tre køer stod intakte tilbage med luft i.
- Det fik min mand til at lave et opslag på Facebook, fordi han var så arrig over, at nogen kunne finde på at gøre det ved børnenes legetøj. Det var bare mærkeligt og gav ikke rigtig nogen mening for os, fortæller hun.
Skaber forargelse
Ægteparret er meget kede af, at legepladsen er blevet udsat for hærværk. Legepladsen bruges nemlig dagligt af de mange børn, der kommer forbi gårdbutikken med deres forældre.
Gitte Møller fortæller, at det også er faldet mange af deres kunder for brystet, og at mange har tilkendegivet deres forargelse på Facebook.
- Vi har fået langt flere reaktioner, end når vi deler vores is, siger hun og fortsætter:
- Alle folk er meget sure over, at nogen kan finde på det her.
Nu er der kommet nye hoppekøer
Møn Is åbnede i 2010 og legeområdet har været en del af gårdbutikken lige fra begyndelsen.
Hvert år fylder ægteparret nyt halm på pladsen, som børnene kan boltre sig i, og de kan tage en tur på en legetraktor eller en af hoppekøerne.
De sidste 14 dage har pladsen dog været tom for netop hoppekøer.
- Vi har holdt en pause med hoppekøerne efter det her skete. Men vi fyldte op med nye i tirsdags, fortæller Gitte Møller.
Ægteparret håber, at køerne denne gang kan få lov at stå i fred.
- Jeg håber ikke, at det sker igen. Jeg tænker, at det må have været nogle drengestreger, for jeg kan ikke forestille mig, at det er voksne, der har stået og stukket køer, siger Gitte Møller.
Af samme årsag har parret valgt ikke at melde episoden til politiet.
- Vi tænker ikke, at vi vil få det store ud af det. Det var jo trods alt kun hoppekøer og ikke vores rigtige køer, siger Gitte Møller.