Vandet står i knæhøjde og de ødelagte møbler flyder inde på Café Mocca.
Sådan så virkeligheden ud i flere butikker og boliger på Præstø, da stormfloden sidste år ramte byen.
Vi er klar på noget forhøjet vandstand, men hvis det rammer som den 20. oktober, så er vi ikke klar endnu
Nu har kommunalbestyrelsen Vordingborg Kommune besluttet at sætte skub i et projekt, der skal beskytte kystlinjen omkring Præstø by mod fremtidige stormfloder.
Og det glæder ejer af Café Mocca i Præstø, Linda Wilms.
- Det er positivt, at der endelig bliver gjort noget. Det kan man da kun værdsætte, siger hun.
En vigtig by for kommunen
Kommunens beskyttelsesprojekt består i at sætte diger og højvandsmure op langs kysten, så eventuelle stormfloder i fremtiden vil blive standset, inden de når ind over havnen.
Projektet er estimeret til at koste 23 millioner kroner, og kommunen venter nu på svar på en ansøgning om økonomisk støtte fra den statslige kystpulje.
Formand for Klima- og Teknikudvalget i Vordingborg Kommune, Anders J. Andersen (S), er tilhænger af projektet, og mener, at især Præstø skal have beskyttelse.
- Præstø er en samfundsinteresse. Der er mange butikker og erhvervsdrivende, og det må man prioritere. Det både vigtigt for borgere og for kommunen, siger han.
Stormfloden, der væltede ind over Præstø den 20. oktober 2023 og skabte store ødelæggelser i byen, ramte også Linda Wilms og hendes cafe.
Hun måtte lukke Café Mocca i to måneder og brugte straks tiden på at forberede sig på fremtidige naturkatastrofer.
Tog sagen i egen hånd
Linda Wilms startede sammen med en række lokale erhvervsdrivende foreningen Præstøs Kystbeskyttelse, hvor de har taget opgaven i egen hånd.
- Vi har investeret i en masse box walls, som kan sættes op, hvis der kommer en ny stormflod. Vi har ikke tid til at vente på andre, siger hun.
Box wall er en form for kystbeskyttelse, der er designet til at modstå store mængder af vandmasser med høj styrke, der kan opstå ved stormfloder.
Linda Wilms og forening Præstøs Kystbeskyttelse har de sidste par uger gjort et stort stykke arbejde for at gøre klar til skrækscenariet.
De er dog stadig lettet over kommunens beslutning om at finde en permanent beskyttelse af Præstø Havn.
- Det er dejligt, at der er nogen andre, der gør noget. Vi er klar på noget forhøjet vandstand, men hvis det rammer som den 20. oktober, så er vi ikke klar endnu, siger hun.
Ifølge Anders J. Andersen kan kommunens sommerhusejere uden for Præstø ikke se frem til kommunal kystbeskyttelse.
- Det er jo mere privat, så der må sommerhusejerne selv stå for beskyttelsen, siger han.
Kommunalbestyrelsen forventer at beskyttelsesprojektet i Præstø vil være færdigt i 2027.