- Jeg undrede mig over, hvad det var for noget lyst noget, der lå i jorden. Så børstede jeg lidt jord til side - og så kunne jeg se, at det var et kranie fra et menneske.
Sådan fortæller Tine Finnerup fra Udby ved Vordingborg, der kort før efterårsferien gjorde et noget usædvanligt fund på en gåtur med sine to børn i en skov nær kirken - nemlig resterne af et menneske.
- Vi flyttede til Udby for et par måneder siden, og vi kender ikke byen så godt endnu. Så ungerne og jeg blev enige om, at vi ville udforske lidt mere af byen, som vi ikke havde set før - og på den måde endte vi i skoven bag Udby Kirke, hvor vi fandt kraniet, fortæller hun.
Hun er mor til en pige på 11 og en dreng på otte - og de er ligesom deres mor begejstrede for historie og arkæologi. Der var med andre ord begejstring over hele linjen, da kraniet dukkede op på en skråning syd for kirken.
Får ros
Tine Finnerup ringede til Museum Sydøstdanmark - og samme dag dukkede to arkæologer op for at lave den første, indledende eftersøgning.
- Det tog ikke mange sekunder at få lukket min pc og komme af sted, da vi fik beskeden. Og ganske rigtigt, så var det en del af et skelet fra et menneske, som de havde fundet, fortæller arkæolog Majken Ryeholm Etheridge.
Helt konkret er det overkroppen fra et menneske, der er fundet. Kraniet med underkæbe, armene, kraveben og øverste ribben. Resten af kroppen er væk.
- Vi mener, at det er en ældre mand, vi har fundet spor af. Han har været mindst 60 år og nok en del ældre - og hans krop bærer tydelige tegn på nedslidning. Når vi ikke finder underkroppen, så skyldes det, at der er gravet grus i området, og en del af skelettet tilsyneladende er skredet væk, fortæller Majken Ryeholm Etheridge.
Hun kalder fundet sjældent - og roser Tine Finnerup for at lade skelettet ligge i jorden og straks ringe til museet. Dagene efter blev brugt på at udgrave fundstedet og samtidig sikre, at der ikke er flere skeletrester eller andet at finde i området.
Begravelse kan afsløre dødstidspunkt?
Fundet ved Udby Kirke skabte straks opsigt i de historieinteresserede miljøer. Fundstedet få meter fra muren om kirkegården vækker nemlig minder fra tidligere tider, hvor eksempelvis dømte, selvmordere og udøbte børn eller voksne ikke måtte begraves indenfor kirkens mur. De blev i stedet ofte begravet nær kirkegården - men udenfor muren.
- Vi har endnu ikke foretaget en kulstof-14-datering på manden, så vi ved ikke hvornår han levede. Men knoglerne ser meget gamle ud - og måden, som han er begravet på, peger samtidig mere mod vikingetid end middelalder, siger Majken Ryeholm Etheridge.
Kristne begraves med ansigt og fødder vendt mod øst-vest - men det er ikke tilfældet med den gamle mand i jorden udenfor Udby Kirke. Han er i stedet begravet i aksen nord-syd, hvilket var helt normalt blandt asatroende i vikingetiden og helt tilbage i jernalderen.
- Der er gjort mange fund fra vikingetiden i området. Der er fundet en række grave lige i nærheden - blandt andet er der fundet meget rige kvindegrave i området, ligesom der er gjort en række detektorfund, fortæller hun.
Samtidig er den hvidkalkede Udby Kirke i sig selv placeret anderledes, end man skulle forvente, hvilket kan skyldes, at der allerede fra tidlig tid har været gudsdyrkelse på stedet.
- Udby Kirke er en ret speciel kirke - meget anderledes, end man ville forvente. Den ligger lige ved siden af en stor høj - men ikke ovenpå højen, som det ellers ville være normal skik, når man skulle placere en kirke i middelalderen. Måske kunne det være en meget ældre gravhøj, siger hun.
Højen er i dag en del af kirkegården, og der er både på siden og på toppen foretaget flere begravelser. Fra toppen af højen er man højdemæssigt halvejs mod toppen af kirketårnet - og man kan således ikke se ind i selve kirkerummet. Flere grusbelagte stier og trapper leder de besøgende op til højens top.
Herfra kan man se stedet, hvor Tine Finnerup fandt skelettet, nemlig på en skråning lige syd for kirkemuren.
Var måske håndværker
Museet er i dag i gang med at forsøge at finde ud af mere om den gamle mand - og undersøgelserne har allerede afsløret flere hemmeligheder om hans liv. Noget tyder nemlig på, at der er tale om de jordiske rester af en håndværker.
- Han har haft vildt dårlige tænder. Især kindtænderne er meget slidt og på en meget skæv måde. Det virker som om, at han har brugt sine tænder til en form for arbejde. Måske har han for eksempel brugt tænderne til at holde et stykke læder, som han var i gang med at forarbejde, overvejer Majken Ryeholm Etheridge.
Samtidig har manden kæmpet med en alvorlig skade på den ene arm.
- Det er som om, at han har haft en alvorlig skade på sin venstre underarm. Måske en arm, der har hængt. Måske har han lidt af en infektion i knoglen, eller måske har han haft et knoglebrud, der bare er vokset meget mærkeligt sammen, fortæller hun.
Har gjort ondt
Manden har med mere end 60 år i livslængde været meget gammel ved sin død - og det har gjort ondt mod slutningen.
- Det er så spændende, hvem det her menneske var, og hvordan han levede. Det har jeg talt meget med mine børn om. Måske en forbryder, der blev begravet uden for muren, eller også er han måske fra oldtiden, siger Tine Finnerup.
Hun har tidligere fundet ting, som er endt på museet - men har aldrig tidligere fundet et skelet.
- Der er så meget historie derude, som bare venter på at blive opdaget. Det her et et mysterium, og det, synes jeg, altså bare er helt vildt interessant, siger hun.