Nyt på Sjælland: Intelligent vejbump udløser "faldlem" for fartbilister

To steder på Sjælland skal teste en ny type intelligent vejbump, der kun generer fartsyndere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

De klassiske vejbump er ganske effektive våben i kampen mod bilister, der har for meget fart på i trafikken. Ofte må man dog også sætte farten ned, selvom man i forvejen kører under hastighedsgrænsen.

Men nu tester Vejdirektoratet en ny type vejbump, som kun er til gene, hvis man kører for stærkt. Systemet hedder "Actibump" og skal i første omgang testes i Stensved ved Vordingborg, i Kirkebjerg mellem Ringsted og Roskilde og i Fåborg på Fyn.

- Det er en slags omvendt bump. Når man kommer kørende med en hastighed over den tilladte, aktiveres der en lem i bumpet, som er en slags faldlem. Det vil sige, at man ryger en lille smule ned i stedet for, at man kører op over som et traditionelt bump, siger Maria Lønsmann Sande, afdelingsleder i Vejdirektoratet.

Systemet er endnu ikke i brug i Danmark, men fartglade bilister har i flere år kunne mærke det ved Øresundsbroens betalingsanlæg på den svenske side.

Udstyr ved bumpet registrerer køretøjets fart og aktiverer det kun, hvis man kører for stærkt. Bumpet aktiveres ikke, når udrykningskøretøjer passerer.
Udstyr ved bumpet registrerer køretøjets fart og aktiverer det kun, hvis man kører for stærkt. Bumpet aktiveres ikke, når udrykningskøretøjer passerer. Foto: Edeva AB

Fem-seks centimeters bump

Ifølge afdelingslederen vil bumpet være på fem-seks centimeter, og selvom idéen med en "faldlem" lyder voldsomt, skal man ikke være bekymret, forklarer hun.

- Det gør ikke skade på bilerne. Det er gennemtestet utroligt mange steder i både Sverige og Norge, og der er ikke registreret skader på biler eller personer, fortæller Maria Lønsmann Sande.

Læs også
Over hver femte bilist kører for stærkt i byen - kommunen er magtesløs
Læs også
Over hver femte bilist kører for stærkt i byen - kommunen er magtesløs

- Hensigten er blot, at man kan mærke, at man kører over et bump, og at det er ubehageligt, så man sænker farten næste gang, siger Maria Lønsmann Sande fra Vejdirektoratet.

Systemet kan anvendes steder, hvor der må køres op til 50 kilometer i timen. Et af de tre bump vil som nævnt blive placeret i Stensved nær Vordingborg. Her har borgerne i flere år været generet af fartbilister, der blandt andet drøner forbi byens skole med langt over 50 kilometer i timen.

Ved en måling sidste år kørte mere end hver femte bilist over den tilladte hastighed - men kommunen er magtesløs, fordi der er tale om en statsejet vej. Håbet er, at et "Actibump" kan være med til at sænke hastigheden gennem byen. 

Systemet er i anvendelse flere steder i udlandet. Ifølge Vejdirektoratet har det ikke forårsaget skader på køretøjer eller mennesker.
Systemet er i anvendelse flere steder i udlandet. Ifølge Vejdirektoratet har det ikke forårsaget skader på køretøjer eller mennesker. Foto: Edeva AB

Systemet er designet på en måde, der automatisk genkender busser, lastbiler og udrykningskøretøjer, så de ikke vil blive generet af bumpene.

I første omgang vil der blot være tale om forsøg med de såkaldte Actibump på tre lokationer, hvor der maksimalt må køres 50 kilometer i timen. Vejdirektoratet vil efterfølgende evaluere på virkningen af de tre intelligent bump, inden man beslutter, om der skal laves flere.


Nyhedsoverblik