Politiker melder sig ud af parti efter 12 år

Efter flere måneders orlov vender Martin Graff Jørgensen tilbage til kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det gik godt.

Martin Graff Jørgensen fra Enhedslisten fik 427 personlige stemmer ved kommunalvalget i november 2021 og fik som den yngste plads i kommunalbestyrelsen hos Vordingborg Kommune.

quote Jeg føler mig nu klar til at vende tilbage til kommunalbestyrelsen. Alt bliver dog ikke ved det samme

Martin Graff Jørgensen, medlem af kommunalbestyrelsen hos Vordingborg Kommune

Men efter lidt over et år begyndte det at gå dårligt for den unge lokalpolitiker.

I det tidlige forår oplyste Martin Graff Jørgensen, at han følte sig nødsaget til at lukke ned for det politiske i nogle måneder, fordi han havde oplevet stresssymptomer.

Han understregede, at der ikke var tale om en sygemelding, ligesom han fortsat ville passe sit arbejde som lærer på idrætsefterskolen Grønsund på Bogø.

Men efter flere måneders orlov vender 27-årige Martin Graff Jørgensen tilbage til kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune.

- Nogle måneder med politisk pause, pusterum og tid til at reflektere over fremtiden er nu slut, indleder han et længere opslag på Facebook.

Martin Graff Jørgensen vender dog ikke tilbage til Enhedslisten.

- Jeg har siden slutningen af marts, hvor det gik op for mig, hvor dårligt et sted jeg var endt fysisk og psykisk, reflekteret over min politiske fremtid, og jeg føler mig nu klar til at vende tilbage til kommunalbestyrelsen. Alt bliver dog ikke ved det samme, skriver han.

Intern strid om skolelukninger

Perioden væk fra lokalpolitik har fået Martin Graff Jørgensen til at træffe det, som han kalder en sindssyg hård beslutning

For efter cirka 12 år som medlem af Enhedslisten melder han sig ud af partiet og bliver løsgænger.

- Jeg er nået frem til denne beslutning, da jeg ikke længere føler, jeg kan repræsentere den udvikling, der er sket lokalt i Enhedslisten Vordingborg siden efteråret sidste år, hvor store politiske beslutninger vendte bunden i vejret på lokalafdelingen, der kulminerede i beslutningen af en ny politisk linje for Enhedslisten Vordingborg for få måneder siden, skriver han.

Læs også
Fire skoler skal lukke: - Man lukker de små byer
Læs også
Fire skoler skal lukke: - Man lukker de små byer

Martin Graff Jørgensen går ikke i detaljer med den politiske linje for partiet. Til gengæld oplyser han, at han ikke bakker op om den nye politiske linje, der er opstået lokalt.

Årsagen kan findes i forbindelse med de seneste skolelukninger i Vordingborg Kommune, hvor Enhedslistens dengang to medlemmer i kommunalbestyrelsen var uenige om lukningen af Fanefjord Skole.

Læs også
Danmarks længst siddende borgmester er gået bort
Læs også
Danmarks længst siddende borgmester er gået bort

Striden fik personlige konsekvenser for Mette Gerdøe-Frederiksen, der efter 30 år som medlem af Enhedslisten i januar meldte sig ud af partiet. 

Hun var for lukningen af skolen på det vestlige Møn, mens Martin Graff Jørgensen var imod.

Den seneste udmelding fra Martin Graff Jørgensen betyder, at Enhedslisten ikke længere er repræsenteret i kommunalbestyrelsen i Vordingborg Kommune.


Nyhedsoverblik