Nyhedsoverblik

Regnvejr aflyser rodeotyr på Garage Rock festival

Der skal mere end et par regndråber til at slå gejsten ud af gæsterne på Gutter Island Garage Rock Festival på Masnedø fredag aften.

Den udsolgte festival løber over tre dage, hvor rockelskere kan opleve masser af garage rock.

Midtvejs i festivalen lyder meldingen fra festivalleder Kasper Madsen således:

- Det går godt. Det går strålende. Der var lidt dryp-dryp tidligere, men det er altså overhovedet ikke noget, der slår os ud af kurs, siger han.

Festivalen byder også på særlige events såsom Jaka Bov bowling og Fernet Branca show.

Det eneste, der har måttet lade livet på grund af regnvejret er rodeotyren, som er aflyst, da forlystelsen blev for glat.

Ifølge festivalgæsten Annika Laybourn fra København er der udover de festlige indslag en særlig grund til at vende tilbage til festivalen.

- Jeg tror bare, det er sådan en familiefølelse, siger hun og fortsætter:

- Når man kommer herned, er det lidt ligesom at få en kæmpestor krammer. Det er tre dages krammere.

Gutter Island Garage Rock Festival bliver afholdt hvert andet år.