Sommerhuset var deres faste holdepunkt - nu står det ødelagt tilbage

En dansk-tysk familie mistede ikke blot en bygning, men også minder og et trygt samlingssted for hele familien, da stormfloden i oktober 2023 ramte Møn.

I sommerhusområdet Oddermosen på Møn har flere af beboerne en lang historie med stedet.

Og huset på Engkarsen 16 har tilhørt familien ten Berge i 28 år.

- Min forældre købte sommerhuset det år, hvor jeg flyttede til udlandet. Det var i 1996. Og så har jeg boet i udlandet siden, fortæller Susanne ten Berge-Beck, der i dag er bosat i Tyskland.

Susanne ten Berge-Beck i sommerhuset i Oddermosen.
Susanne ten Berge-Beck i sommerhuset i Oddermosen. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

- Så den konstant, der har været, lige siden jeg flyttede fra landet, det er, at sommerhuset i Oddermosen, der kan man altid komme hen, fortæller hun.

Susanne ten Berge-Beck har i dag sommerhuset sammen med sin bror, men før det ejede deres far huset.

Nye serie

I serien Efter Stormfloden følger TV2 ØST flere beboere i sommerhusområdet Oddermosen på Møn.

Du kan se hele serien på TV2 ØST PLAY.

- At kunne komme hjem til Danmark og have sit eget sted, også selvom det ikke tilhørte os alle årene... Så var det altså som om, at man kom hjem, fortæller hun.

Også Susanne ten Berge-Becks børn er kommet meget i sommerhuset.

Og datteren Laura ten Berge havde faktisk planer om at overnatte i huset på Møn, den aften en stormflod hærgede området.

Sådan så havet ud, da Laura ten Berge ankom til Oddermosen på sin motorcykel i oktober 2023.
Sådan så havet ud, da Laura ten Berge ankom til Oddermosen på sin motorcykel i oktober 2023. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

- Det var en fantastisk dag, for det var faktisk starten på min efterårsferie, så jeg havde tænkt mig at køre herop dagen efter under alle omstændigheder, fortæller Susanne ten Berge-Beck, hvis yngste datter var kørt i forvejen på motorcykel for at tage imod dem.

Så kom vandet

Den 20. oktober 2023 hærgede en storm den sydøstlige del af Danmark.

quote Alt så anderledes ud om morgenen. Det hele var væk

Laura ten Berge

Høje vandstande tilsat kraftig østlig vind pressede vand ind i den vestlige del af Østersøen, hvor der blev dannet en stormflod, der flere steder passerede en hundrede-årshændelse.

Og Susannes datter, Laura Ten Berge, oplevede den helt tæt på.

Oddermosen, Laura
Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

- Jeg kører forbi diget og stranden, og så kunne jeg allerede se fra nedgangen til stranden, at vandet stod helt oppe mod diget, fortæller hun.

- Stormvarslingerne blev endnu mere alvorlige, vandet stod endnu højere og bølgerne kom ind over diget og sådan sjaskede ind over, husker Laura ten Berge.

Oddermosen blev oversvømmet af stormfloden.
Oddermosen blev oversvømmet af stormfloden. Foto: Privatfoto

Susanne ten Berge-Beck sørgede for, at hendes datter kunne overnatte hos en nabo, hvis hus ligger højere oppe i området, og derfor ikke var lige så udsat som familiens eget sommerhus.

Alt gulvet er pillet op i sommerhuset, der indtil videre står ubeboeligt tilbage.
Alt gulvet er pillet op i sommerhuset, der indtil videre står ubeboeligt tilbage. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Dagen efter var den lavest liggende del af sommerhusområdet forandret.

- Alt så anderledes ud om morgenen. Det hele var væk. Hele diget var brudt ned, og vejen var revet op af vandet, og der var vand på vores grund, fortæller Laura ten Berge.

- Og alle, især dem, der blev ramt af stormfloden, de var helt knuste.

Sådan så det ud, efter stormfloden havde skyllet ind over sommerhusområdet.
Sådan så det ud, efter stormfloden havde skyllet ind over sommerhusområdet. Foto: Privatfoto

Ud af 43 sommerhuse i Oddermosen blev de 13 ramt af stormfloden. 11 af dem, som ligger tættest på mosen, blev svært beskadiget af de store vandmasser, og et af dem var familien ten Berges.

- Jeg havde aldrig drømt om, at det kunne gå så galt. Det hvad jeg virkelig, virkelig ikke. At diget fuldstændigt blev skyllet væk, og at der så kommer en bølge sidelæns fra, det havde vi jo aldrig drømt om, siger Susanne ten Berge-Beck

- Det var jo uhyggeligt, så hurtigt det gik. Så hurtigt vandet kom. Så det var rigtig, rigtig godt, at Laura ikke var her den nat, siger hun.

Læs også
Bygger mur rundt om toilet
Læs også
Bygger mur rundt om toilet

Morfars hus er ødelagt

For Laura ten Berge hænger huset i Oddermosen uløseligt sammen med de minder hun har om sin morfar.

- Det var min morfar, det købte det, og jeg har været her gennem hele min barndom i sommerferier og efterårsferier og påskeferier, fortæller hun.

Laura ten Berge har levet hele sit liv i udlandet, og minderne fra Oddermosen er derfor også minderne om barndommens somre i Danmark.

Familien ten Berge med morfar yderst til venstre.
Familien ten Berge med morfar yderst til venstre. Foto: Privatfoto

- Vi ville sætte ting op i haven og lege med det, og vi ville bade i havet. Det var en kæmpe, kæmpe del af min barndom, siger hun.

Derfor gør det også ekstra ondt, at det hus, hvor hun besøgte sin morfar så meget, nu er så ødelagt af vandet.

- Min morfar var sådan et dejligt menneske. Han elskede at lave mad, og han elskede at give vores hund leverpostejmadder, og han elskede kage, især med flødeskum, husker hun.

Nogle af minderne fra barndommen i sommerhuset har overlevet vandet.
Nogle af minderne fra barndommen i sommerhuset har overlevet vandet. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

- Jeg savner ham meget. Også fordi han døde, mens jeg ikke boede i Danmark, og det var under corona-tiden, så jeg kunne ikke engang være her til hans begravelse, siger hun og har svært ved at holde tårerne tilbage.

- Så det, at hans sommerhus er blevet oversvømmet, det er bare sørgeligt.

Laura ten Berge har svært ved at holde tårerne tilbage, når hun taler om savnet til sin morfar.
Laura ten Berge har svært ved at holde tårerne tilbage, når hun taler om savnet til sin morfar. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Renoveringen venter stadig 

Hvis sommerhusene ved Oddermosen i fremtiden skal undgå at stå under vand, skal der ikke bare laves et nyt dige.

Der skal også lægges dræn og etableres en pumpestation, der kan lede regnvand væk fra det lavtliggende område. Og det koster både tid og penge.

Der kan gå lang tid, før området igen er sikret mod havet.
Der kan gå lang tid, før området igen er sikret mod havet. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

De grundejere, hvis huse er totalskadede af vandmængderne, må et år efter stormfloden derfor fortsat vente, til planerne om diget er endeligt vedtaget, før de kan rive ned og bygge nyt.

Det gælder også for familien ten Berge.

Først skal Vordingborg Kommune godkende planerne. Og så skal grundejerne blive enige om, hvorvidt alle skal betale det samme, eller om dem, der bor højere, skal betale mindre.

Diget er blevet lappet, hvor vandet brød igennem i oktober. Men det kan ikke holde, hvis der kommer en lignende stormflod.
Diget er blevet lappet, hvor vandet brød igennem i oktober. Men det kan ikke holde, hvis der kommer en lignende stormflod. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

I serien Efter Stormfloden følger TV2 ØST flere beboere i sommerhusområdet Oddermosen på Møn.

Du kan se hele serien på TV2 ØST PLAY.


Nyhedsoverblik