Nyhedsoverblik

Stormflod fører til olieforurening

Vordingborg Kommune har fredag meldt ud, at Præstø bymidte er forurenet af olie, som påvirker luftkvaliteten efter stormfloden, som ramte 20. oktober.

Det oplyser Vordingborg Kommune i en pressemeddelelse.

Meldingen om olieforurening kommer efter et miljøtilsyn, som blev gennemført efter meldinger fra enkelte borgere i området, som har oplevet kvalme og utilpashed. 

Området, som kommunen henviser til, er omkring Svend Gønges Torv, Strandvejens Tværvej, Strandvejen og Jernbanevej. 

Dog skriver kommunen, at der endnu ikke er et fuldt overblik over situationen og at forureningen derfor godt kan have bredt sig.

Vordingborg Kommune skriver, at Styrelsen for Patientsikkerhed er blevet kontaktet, og de anbefaler, at borgere ikke opholder sig i deres bolig, hvis man oplever fysiske gener, som kan skyldes forureningen.