Ukrainske Iryna var fanget i udlandet, da krigen brød ud - men så ringede hun til sin ven på Sydsjælland

Iryna Reformator er fra Ukraine, men var i Grækenland, da krigen brød ud. Derfor stod hun pludselig i en situation, hvor hun ikke kunne komme hjem. Men så ringede hun til sin ven i Mern.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den 24. februar udbrød der krig i Ukraine. Alt imens var Iryna Reformator på forretningsrejse i Grækenland.

- Jeg faldt i søvn klokken 04.30, og klokken 05.30 fik jeg et telefonopkald fra en kollega i Moldova. Han bor, så han kunne se, hvad der skete i Odessa, som blev bombet. Mange byer i Ukraine blev bombet. Så det var ham, der fortalte mig, at Ukraine blev bombet, siger Iryna Reformator.

Selvom hun allerhelst ville hjem til Kyiv, hvor hun bor, blev hun frarådet det af den ukrainske ambassade. 

- Jeg blev fortalt, at jeg ikke ville få lov af sikkerhedsmæssige årsager, siger hun.

Derfor stod hun pludselig uden hjem og ingen penge, for hendes bankkort blev også spærret. 

quote Mit land kæmper for dets eget hjem, så jeg håber, jeg snart kan komme hjem

Iryna Reformator

Så hun ringede i stedet til en gammel ven på Sydsjælland.

- Da hun ringede og sagde, at hun ikke kunne komme hjem, var det eneste, vi spurgte om, hvornår hun landede i København, så vi kunne hente hende, siger Lasse Rosenkrands Christensen, der bor i Mern.

Hurtigt satte Iryna Reformator kursen mod Danmark. Allerede den 25. februar, dagen efter krigen brød ud, landede hun i København. Dermed er hun sandsynligvis den første Ukrainske flygtning i Danmark.

- Det har været stort, og folk har været meget gæstfrie og meget søde, siger Iryna Reformator.

Voksede op i Khmelnytskyj

Selvom velkomsten i Mern har været god, er Iryna Reformators tanker konstant på Ukraine. Hun blev født i Khmelnytskyj, hvor hendes mor stadigvæk bor og opholder sig. 

- Hun er okay nu. Hun er stadig et af de steder, som er mere eller mindre sikre. Det handler om at gemme sig i den lokale kirke, når sirenerne lyder, hvor du bliver nødt til at løbe. Så efter en time eller to, kommer man hjem, siger hun. 

Iryna Reformators mor bor stadig i Ukraine.
Iryna Reformators mor bor stadig i Ukraine. Foto: Privatfoto

Hun tænker også meget på vennerne i Kyiv, hvor hun har sin lejlighed og tog et solnedgangsbillede for blot en måned siden.

Hun er 37 år gammel og blev født, da Ukraine stadig var en del af Sovjetunionen. Dengang mistede familien også.

- Min oldefar blev sendt til Sibirien, hvorfra han aldrig kom tilbage, og min oldemor døde, fordi hun blev spærret inde i en hytte, hvor ingen måtte besøge hende. Hun døde alene, siger Iryna Reformator.

Billedet, som Iryna Reformator tog for kun en måned siden i Kyiv.
Billedet, som Iryna Reformator tog for kun en måned siden i Kyiv. Foto: Privatfoto

Mødtes i 2014

Lasse Rosenkrands Christensen mødte første gang Iryna Reformator i 2014, da han var udsendt til Ukraine for det danske politi og manglede en tolk. Siden hjalp Iryna Reformator også Lions klub i Langebæk, da de ville støtte et børnecenter i Ukraine.

Læs også
Ukrainsk familie ankommet til Stevns - lokale vil hjælpe dem i arbejde
Læs også
Ukrainsk familie ankommet til Stevns - lokale vil hjælpe dem i arbejde

- Så er vores venskab fortsat uændret helt op til i dag, fortæller han. 

I indkørslen i Mern flager de derfor både med det danske og det ukrainske flag. Og der er ingen tvivl om, at der er et værelse til rådighed i deres hjem, så længe Iryna Reformator har brug for det.

Lasse Rosenkrands Christensen har åbnet sit hjem for Iryna Reformator.
Lasse Rosenkrands Christensen har åbnet sit hjem for Iryna Reformator. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

- Venner skal man bruge, når tingene spidser til. Og det har det gjort i Irynas tilfælde. Så vi synes, det er den naturlige og rigtige ting at gøre, siger Lasse Rosenkrands Christensen.

Men hvor længe hun bliver i Mern, er svært at svare på. 

- Jeg håber snart, krigen slutter, og at mit land vinder. Mit land kæmper for dets eget hjem, så jeg håber, jeg snart kan komme hjem. Og hvis det skulle ske, at mit land ikke er Ukraine i en periode, så kan jeg ikke tage hjem. Så vil jeg ikke tage hjem, selv hvis jeg kunne, siger Iryna Reformator.


Nyhedsoverblik