Mange haveejere kender nok til frustrationen ved at se ukrudt, som spirer op mellem stenene i terasser og indkørsler. Mange tyr til brug af giftstoffer, men de kritiseres ofte for at være farlige for insekter og drikkevand.
Vordingborg kommune har faktisk en mulighed for at gå ind og gøre en forskel
Er man en hel kommune, er problemet det samme - blot i langt større skala, men nu har kommunen fundet en del af svaret på, hvordan man undgår at bruge gift. Det kræver egentlig bare masser af damp.
Vordingborg Kommune er som den første kommune her i landsdelen gået med i projektet ”Giftfri Have”.
- Vordingborg Kommune har faktisk en mulighed for at gå ind og gøre en forskel. Det er først og fremmest for at få det til at virke, at man gør noget bedre for klimaet, siger Lise Thorsen, Chef for Trafik, Park og Havne, Vordingborg Kommune.
Artiklen fortsætter under billedet
Det er bare at lade være
Kampagnen er både for kommuner, virksomheder og private haveejere. En af de 20.000 borgere, der er med i projektet, er Helle Mørch fra Vordingborg.
- Som privat går man tit og tænker på, hvad man kan gøre for at være med til at gøre noget godt for miljøet og passe på vores drikkevand. Det er ikke at bruge gift i haven, det er helt oplagt, og det er så nemt: Det er bare at lade være, siger hun.
Lidt mere besværligt er det at droppe giften i en hel kommune.
Som privat går man tit og tænker på, hvad man kan gøre for at være med til at gøre noget godt for miljøet og passe på vores drikkevand
- Det bliver mere besværligt, og det kræver en større planlægning og større akkuratesse. Man skal være mere omhyggelig, siger Lise Thorsen fra Vordingborg Kommune.
Mærkeligt at hælde gift ned i drikkevandet
Som et led i at lægge giften på hylden har Vordingborg Kommune investeret i tre helt nye maskiner.
Med dem kan medarbejderne nu bekæmpe ukrudtet med noget så simpelt som damp. I maskinen sendes helt almindeligt rent vand gennem et fyr, hvor det varmes op. Når føreren af maskinen åbner for dampen, kommer der 98 grader varm damp ud over ukrudtet. Efter fire-fem dage visner ukrudtet ganske enkelt væk.
Det er Danmarks Naturfredningsforening, der står bag forsøget med at få flere til at droppe brugen af gift - og her er der ros til Vordingborg Kommune.
- Vi bor oven på det drikkevandsmagasin, vi gerne selv skulle drikke af, og så er det lidt mærkeligt at skulle hælde gift ud af sin have og så ryger det ud i det vand, vi selv lukker ind, siger Martin Vestergaard, der er lokalformand i Danmarks Naturfredningsforening.
Vi kan gøre det endnu bedre
Det går ellers den rigtige vej for kommunerne, når det handler om brugen af sprøjtemidler.
I perioden fra 1995 til 2016 er kommunernes forbrug af pesticider på offentlige arealer ellers faldet med 90 procent. Det viser tal fra Miljø- og Fødevarestyrelsen.
Vi vil gerne have et giftfrit Danmark
Men vi kan sagtens gøre det endnu bedre.
- Vi vil gerne have et giftfrit Danmark. Gift er dårligt for mange insekter. Det er dårligt for vandmiljøet, det er dårligt for drikkevandet. Ja, det er dårligt for os alle, siger Martin Vestergaard, lokalformand i Danmarks Naturfredningsforening.
I Vordingborg er Helle Mørch overbevist om, at hun har valgt sprøjtemidlerne fra for altid.
- Det betyder også, at jeg har et stort dyreliv i haven. Jeg har to pindsvin, der render rundt i haven, og jeg har masser af fugle og fugleredder i træerne.