Nyhedsoverblik

Kvinde skubbet og låst inde - nu er 33-årig sigtet

Torsdag blev en 33-årig mand varetægtsfængslet, sigtet for at have begået vold, trusler og ulovlig tvang mod en 26-årig kvinde.

Grundlovsforhøret var lukket for offentligheden. 

Det fremgår af Sydsjælland og Lolland-Falsters Politis døgnrapport.

Ifølge politiet havde manden låst kvinden inde og truet hende yderligere med vold efter at have skubbet hende, så hun mistede balancen og slog hovedet ned i gulvet.

Hændelsen skete sidste fredag i kvindens hjem i Nakskov på Lolland, da den 33-årige mand og den 26-årige kvinde var uenige om samværet med deres barn. 

Forud for episoden havde manden ifølge politiet truet hende, samt øvet psykisk vold og social kontrol.

Den 33-årige er varetægtsfængslet indtil d. 21. maj.