Nyhedsoverblik

Stigende smitte med lussingesyge

Sundhedsstyrelsen fortæller, at der er konstateret stigende smitte med børnesygdommen lussingesyge.

Den femte og for mange ukendte børnesygdom lussingesyge er i fremmarch for tiden. 

Det oplyser Sundhedsstyrelsen.

Lussingesyge skyldes infektion med det såkaldte parvovirus B19 og fører som oftest til et mildt sygdomsforløb.

Symptomerne er som en lettere influenza kombineret med rødme i kinderne og udslæt på arme og ben.

To tredjedele af alle voksne har allerede haft virussen tidligere og er derfor immune.

Gravide skal dog være særligt opmærksomme, fordi smitte kan sprede sig til fostret, som kan udvikle blodmangel og i værste tilfælde føre til spontan abort.

- Derfor opfordrer vi til, at gravide er opmærksomme på lussingesyge i omgangskredsen og går til deres læge, hvis de tror, at de kan være blevet smittet, siger overlæge Gideon Ertner.