Nyhedsoverblik

Motorcykel kørte mod bilerne på motorvej

Onsdag morgen fik politiet flere anmeldelser om en spøgelsesbilist på Vestmotorvejen mellem Sorø og Slagelse.

Den første anmeldelse kom klokken 05.39, og herefter kom der en del flere, fortæller Lars Denholt, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. 

Da politiet kom til stedet, viste det sig at være en mandlig motorcyklist, der kørte ganske langsomt ude i nødsporet, men altså imod kørselsretningen. 

Han havde angiveligt tabt noget ud af en taske, som han forsøgte at samle op. 

Men det er ikke en gyldig grund til at vende om på motorvejen, understreger vagtchefen.

- Vi har haft fat i ham og sagt, at det ikke er måden at løse det på. Selvom man taber noget, må man følge færdselsloven, siger Lars Denholt og tilføjer: 

- Man må køre af ved nærmeste afkørsel og komme retur på motorvejen i den rigtige retning og se, om man kan samle det, man har tabt, op, uden det er til fare for trafikken. 

Sådan undgår du spøgelsesbilister

  • Hold til højre.

  • Lad være med at overhale.

  • Forsøg aldrig at stille dit køretøj i overhalingsbanen for at stoppe en spøgelsesbilist.

  • Hvis muligt, så kør fra på et sideanlæg eller en frakørsel og afvente melding i radioen. 

  • Hvis du møder en spøgelsesbilist, skal du straks melde det til politiet på 112.
     

Kilde: Vejdirektoratet

Hvis man har tabt noget på motorvejen, som man ikke kan samle op, skal man ifølge vagtchefen ringe 112. 

Så kontakter politiet Vejdirektoratet for at få spærret af, indtil det tabte er væk fra vejen igen.