OPDATERING: Fredag eftermiddag fortalte Midt- og Vestjællands Politi, at den toårige dreng døde som følge af drukneulykken.
---
En dreng har torsdag formiddag været involveret i en drukneulykke i Mørkøv.
Ifølge TV2 ØST's oplysninger blev en lægehelikopter sendt til området ved Torbenfeld Gods torsdag morgen. Godset ligger godt halvanden kilometer fra Mørkøv. I en Facebook-gruppe fremgår det, at ulykken er sket ved Rævebjerg i Mørkøv. Det bekræfter politiet.
Politiet bekræfter også, der er tale om en drukneulykke.
- Det er en dreng, der er faldet i vandet. Vi har været derude i forbindelse med, at redningspersonale også har været derude for at undersøge stedet og for at afhøre de personer, der er derude, sagde Henrik Olesen, vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi, torsdag eftermiddag.
Drengen er to år - næsten tre år gammel. Fredag formiddag fortæller Charlotte Tornquist, kommunikationsrådgiver hos Midt- og Vestsjællands Politi:
- Drengen kommer væk fra gruppen af børn og bliver fundet i vandhullet. Da politiet kommer frem, er han revet op, og der er på begyndt livreddende førstehjælp. Men han er livløs, og vi får tilkaldt redningshelikopteren, der flyver ham til Rigshospitalet i kritisk tilstand, og det er fortsat meldingen.
Kritisk tilstand
Politiet efterforsker nu sagen nærmere.
Det er en dreng, der er faldet i vandet
- Vi er derude for at klarlægge hændelsesforløbet og så bliver det behandlet som en arbejdsulykke, siger han.
Fredag formiddag oplyser politiet:
- Politiets yderligere opgave i sagen er at få afhørt alle de voksne, der har været med på turen for at få klarlagt hændelsesforløbet. Det var ikke muligt torsdag. Vi har orienteret Arbejdstilsynet, og det gør vi i forhold til, om der skulle være sket overtrædelser af lovgivningen. Når politiets undersøgelser er færdige, vil Arbejdstilsynet afklare, om der strafferetsligt skulle være yderligere i denne sag, siger Charlotte Tornquist.
- Umiddelbart er det en tragisk ulykke, men det er vores forpligtigelse som myndighed at gøre det.
Ifølge TV2 ØST's oplysninger, skulle barnet være fra Børnehuset Krummeluren. TV2 ØST har været i kontakt med lederen af Krummeluren, som ikke ønskede at udtale sig.
Psykisk førstehjælp
Arbejdstilsynet oplyser til TV2 ØST, at de er orienteret om ulykken, men at deres ansvar i første omgang er at sikre de ansatte i forhold til ulykken.
De oplyser, at de ansatte på institutionen modtager psykisk førstehjælp efter ulykken, og da Arbejdstilsynets opgave er at sikre de ansattes vilkår, gør de ikke mere ved sagen her og nu, men giver de ansatte ro.
De vil dog sansynligvis aflægge institutionen et besøg om nogle dage, når ulykken er kommet mere på afstand.
De afventer dog især politiets undersøgelse af forløbet.
Holbæk Kommune har tilsynsforpligtigelse
Holbæk Kommune afventer også politiets nærmere efterforskning af, hvad der er sket. Det er Holbæk Kommune, der har tilsynsforpligtigelse med alle daginstitutioner, uanset om de er private eller kommunale.
Det vil sige, at Holbæk kommune jævnfør Dagtilbudsloven er forpligtet til at føre tilsyn med alle dagtilbud i kommunen.
- På nuværende tidspunkt afventer vi politiets efterforskning i sagen. Det gør vi, når der sker sådan nogle tragiske uheld. Det gør vi uanset, om det er en kommunal eller en privat institution. Når det er en privat institution, vil vi derefter bede om at få en redegørelse fra institutionen, siger Christian Simonsen, fagchef i Læring og Trivsel.
Hvad tænker I om, at sådan en tragik hændelse overhovedet kan ske?
- På nuværende tidspunkt tænker vi ikke noget om det. Det kan vi ikke udtale os om, for vi kender ikke hændelsesforløbet, siger fagchef Christian Simonsen.