Dommen i den store Atea-sag skulle være faldet tirsdag. Men nu er dommen ifølge Jyllands-Postens erhvervsmedie finans.dk udskudt med over en uge til sidst i juni. Sagen er en af de største sager om bestikkelse i danmarkshistorien.
Finans.dk har snakket med flere forsvarsadvokater i sagen, der alle siger, at dommen blev udsat sent fredag uden yderligere forklaring.
- Det er meget ubehageligt at gå og vente. Det er jo ligesom at vente på en diagnose, og jo længere ventetiden er, jo værre er det.
- Nu var vi lige så tæt på - vi skulle bare på den anden side af weekenden, og så må de alligevel vente lidt længere, siger forsvarsadvokat Sysette Vinding Kruse til Finans.
Danmarks historiens største
Den store bestikkelsessag er beskrevet som en af danmarkshistoriens største. Den begyndte i 2014, da Ateas nytiltrådte direktør blev gjort opmærksom på den særlige konto 2840 i selskabet.
På den blev overført 1,5 procent af pengene fra salg og kontrakter til Region Sjælland.
Kontoen blev dog, uden regionens vidende, samtidig brugt til at betale for en lang række overdådige rejser og middage med flere af Ateas tidligere topfolk. Blandt dem var Region Sjællands tidligere it-direktør og it-chef.
Der var tale om middage på nogle af Danmarks dyreste restauranter og luksuriøse rejser til steder som Las Vegas og Dubai. Det er gennem flere år løbet op i flere hundredtusinder kroner.
Mere end et år i fængsel
Anklagemyndigheden mener, at der var tale om bestikkelse af de offentligt ansatte. Det skulle angiveligt være foregået for at "fastholde og udbygge" regionens samarbejde med Atea.
Ifølge anklagemyndigheden var der også tale om underslæb, da pengene til ture og middage var regionens.
Tre tidligere it-chefer i Region Sjælland og fire tidligere direktører og salgsdirektører i Atea står anklaget for bestikkelse og underslæb af særlig grov karakter.
Hvis dommeren ender med at følge anklagernes strafpåstand, vil flere af de syv tiltalte skulle mere end et år i fængsel.