Hver anden tilflytter er væk efter tre år - Guldborgsund arbejder på ny strategi til at fastholde borgerne

I Guldborgsund Kommune er mere end hver anden tilflytter flyttet igen efter tre år. Derfor arbejder politikerne på en plan, der skal få flere til at blive.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der er hestefold, æbletræer og marker omkring huset, hvor Julie og Benjamin Jacobsen bor med deres tre børn på to, seks og otte år. 

- Her er jo simpelthen bare alt, hvad man kan ønske sig, siger Julie From Jacobsen.

- Der er fem minutter til alt. Motorvejen ligger lige rundt om hjørnet, skolen er tæt på, og vi er stadigvæk på landet. Det var her, vi skulle være, siger Benjamin Jacobsen.

Familien bor på et landsted uden for Nørre Alslev på Falster. De er tilflyttere fra Dragør ved København og har boet i huset i to et halvt år. 

quote Alle skulle jo gerne blive boende, når først de er flyttet her til

Martin Lohse (Guldborgsundlisten), formand for Kultur, Fritids- og Bosætningsudvalget i Guldborgsund Kommune

Julie og Benjamin har ingen tilknytning til Falster, men faldt tilfældigt over området, da de ledte efter et nyt hjem til familien.

- Vores hus i Dragør var for småt, i forhold til at vi havde barn nummer tre på vej, så vi var nødt til at finde noget, der var større, og det havde vi ikke råd til i Dragør, siger Julie From Jacobsen.

På Falster kunne de få meget mere plads for pengene, og i dag tæller husstanden også fire heste, en hund, to katte, en slange, kaniner og marsvin.

- Vi kan stå op om morgenen og sætte os på terrassen med en kop kaffe og kigge på vores heste. Her er bare mere luft og flere muligheder, mener Benjamin Jacobsen.

Seksårige Bella Jacobsen sammen med en af familiens fire heste. Da familien boede i Dragør, havde den ikke råd og plads til egne heste, men det blev der, da familien flyttede til Falster.
Seksårige Bella Jacobsen sammen med en af familiens fire heste. Da familien boede i Dragør, havde den ikke råd og plads til egne heste, men det blev der, da familien flyttede til Falster. Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

Hver anden tilflytter smutter igen

I Guldborgsund Kommune er der ikke noget decideret børneboom, men antallet af børn under seks år er steget og er det højeste i otte år. Der er dog et problem. For det er langt fra alle tilflyttere i Guldborgsund Kommune, der bliver boende i kommunen. 52 procent er flyttet indenfor tre-fire år, efter de kom, viser Guldborgsund Kommunes egne undersøgelser.

- Der er et stort potentiale i det tal. Vi vil jo gerne have det ned. Alle skulle jo gerne blive boende, når først de er flyttet her til - også selvom arbejdet eller uddannelsen forsvinder, eller det, de er rykket til for, ikke er her længere. Det kunne være dejligt, at man var blevet så glad for at bo her, så man ville blive her, siger Martin Lohse (Guldborgsundlisten), formand for Kultur, Fritids- og Bosætningsudvalget i Guldborgsund Kommune.

Som formand for Kultur-, Fritids-, og Bosætningsudvalget i Guldborgsund Kommune, står Martin Lohse (Guldborgsundlisten) i spidsen for det udvalg, der skal strikke en plan sammen, der skal få flere tilflyttere til at blive boende i kommunen.
Som formand for Kultur-, Fritids-, og Bosætningsudvalget i Guldborgsund Kommune, står Martin Lohse (Guldborgsundlisten) i spidsen for det udvalg, der skal strikke en plan sammen, der skal få flere tilflyttere til at blive boende i kommunen. Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

Derfor arbejder politikerne ikke kun på at få flere tilflyttere til kommunen, men også at få dem til at blive boende. Det sker i den fastholdelsesstrategi, som kommunen og politikerne arbejder på for tiden.

- Jo flere borgere, vi er, desto bedre er vores muligheder for at skabe en rigtig god velfærd, så det er ikke ligegyldigt, om man er mange eller få, siger udvalgsformanden.

Ønsker cykelstier og arbejdspladser

Julie og Benjamin Jacobsen har umiddelbart ingen planer om at flytte, og er ret godt tilfredse med Nørre Alslev.

- Jeg synes egentlig, kommunen gør det rigtig godt, i hvert fald hvad angår den lokale skole her i Nørre Alslev. Der er et kæmpe engagement fra både ledelse, lærere og pædagoger, siger Julie From Jacobsen.

Læs også
Børneboom i Faxe Kommune - vuggestuebørn skal huses i pavillon
Læs også
Børneboom i Faxe Kommune - vuggestuebørn skal huses i pavillon

Hvis kommunen ønsker at fastholde flere tilflyttere, så har parret dog et par idéer til det.

- Der kunne godt være noget bedre offentlig transport for børnene. Og få nu anlagt nogle cykelstier, det ville gøre en kæmpe forskel, mener Julie From Jacobsen.

- Mange pendler jo til København her fra, for der mangler arbejdspladser her. Det ville også give noget vækst til området, så arbejdspladser, arbejdspladser, arbejdspladser, siger Benjamin Jacobsen.

Benjamin Jacobsen er sygemeldt med dårlig ryg efter en diskusprolaps. Lige da familien flyttede til Falster, søgte han dog job som bygningskonstruktør, men oplevede at det var svært, når man ikke har et netværk på Falster.
Benjamin Jacobsen er sygemeldt med dårlig ryg efter en diskusprolaps. Lige da familien flyttede til Falster, søgte han dog job som bygningskonstruktør, men oplevede at det var svært, når man ikke har et netværk på Falster. Foto: Dorthe Olsgaard - TV2 ØST

Martin Lohse har ingen færdig fastholdelsesstrategi endnu, men er enig i, at arbejdspladser er et trækplaster.

- Vi ved, at job er en af hovedårsagerne til, at man flytter, så derfor er det også vigtigt, at der er en stor varietet i de tilbud, vi har på jobsiden. Det knokler vi stenhårdt på - at få trukket nogle virksomheder til og få skabt nogle arbejdspladser, så der er noget for alle.

Læs også
Flere byer oplever stigende børnetal - det giver pladsmangel i dagpleje og daginstitutioner
Læs også
Flere byer oplever stigende børnetal - det giver pladsmangel i dagpleje og daginstitutioner

Efter to et halvt år på Falster kan Familien Jacobsen ikke forestille sig, at de kan nå at bidrage til de 52 procent, der flytter indenfor tre år efter, de kom.

- Om 15 års tid, ved vi ikke, hvor vi er henne: om vi bliver her, eller vi gerne vil tilbage til København, det kan godt være. Men lige nu er det et godt valg for os at være her, siger Benjamin Jacobsen.




Nyhedsoverblik