Corona-udbrud på slagteri skabte stor frygt for smitte blandt socialt udsatte 

De særligt udsatte i Ringsted Kommune var i særlig risiko under det store coronaudbrud på slagteriet. 

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Herberger og andre bosteder i Ringsted Kommune var potentielle hotspots for coronasmitte, da sygdommen ramte hårdt blandt de mange udenlandske slagteriarbejdere i Ringsted. 

- Det var en risiko, at de socialt udsatte i vores kommune kunne blive smittet, og dermed kunne bringe smitten ud i samfundet, så det var afgørende at få dem testet, så smittekæderne kunne blive brudt. 

Sådan siger borgmester Henrik Hvidesten (V) til TV2 ØST to måneder efter, at det store coronaudbrud ramte slagteriet i Ringsted, og spredte sig til personer i kommunen. 

quote Den store udfordring var, at vi skulle finde dem, som det faktisk handlede om - også fordi de typisk ikke selv har overskud til at opsøge myndighederne og blive testet

Henrik Hvidesten (V), borgmester, Ringsted Kommune

Kommunen måtte derfor gå i gang med at gennemføre et større opsøgende arbejde blandt de socialt udsatte i byen, der kunne være blevet mødt af smitten på herberger eller kollegie-lignende værelser.  

- Den store udfordring var, at vi skulle finde dem, som det faktisk handlede om - også fordi de typisk ikke selv har overskud til at opsøge myndighederne og blive testet. Men de var i sig selv i en særlig risikogruppe, så det var et vigtigt arbejde, fortæller borgmesteren. 

Danish Crown åbner
Læs også
177 blev smittet i stort coronaudbrud på slagteri - her er de vigtige erfaringer 
Danish Crown åbner
Læs også
177 blev smittet i stort coronaudbrud på slagteri - her er de vigtige erfaringer 

Stor bekymring 

Bekymringen fremgår af række aktindsigter, som TV2 ØST har fået i myndighedernes håndtering af smitteudbruddet, der fandt sted på Danish Crowns slagteri i Ringsted. Her var temaet oppe på adskillige møder mellem myndighederne. 

Der blev således indsat personale på gadeplan i byen for at få flere socialt udsatte til at blive testet.  

- Ringsted Kommune stod med den opgave, at vi skulle sikre, at smitten ikke bredte sig i kommunen. Her blev vi opmærksomme på, at nogle ansatte fra slagteriet boede på værelser rundt omkring for at holde udgifterne nede. Her boede de tæt på socialt udsatte, fortæller Reinhold Schæfer, der er chef for socialpsykiatrien i Ringsted Kommune. 

quote Vi skulle ud og opsøge borgerne og sørge for, at de blev testet, så smitten ikke breder sig

Reinhold Schæfer, chef for Socialpsykiatrien i Ringsted Kommune

Pludselig fik kommunens opsøgende sociale medarbejdere en nøglerolle for at sikre, at smitten blev inddæmmet - nøje overvåget af blandt andet Styrelsen for Patientsikkerhed og Statens Serum Institut. 

- Vi skulle ud og opsøge borgerne og sørge for, at de blev testet, så smitten ikke breder sig. Det var vigtigt, at vi gjorde noget, siger Reinhold Schæfer. 

Særlige risikoadresser 

Indsatsen startede for alvor, efter man den 8. august valgte at lukke slagteriet i Ringsted. I dagene efter lukningen blev 15 særlige risiko-adresser udpeget. Det var steder, hvor mange ansatte delte køkken, bad eller wc.  

Det var samtidig steder, hvor det ville være svært at isolere sig, hvis nogle på stedet var smittet med corona-virus eller fik covid-19 i udbrud. 

Alt i alt boede der 153 personer på risiko-adresserne - heraf havde 75 ikke tilknytning til Danish Crown. Blandt de 75 var personer med både dansk og udenlandsk klingende navne, skrev Ringsted Kommune til Styrelsen for Patientsikkerhed i en mail.  

Borgerne på adresserne blev opsøgt af socialarbejdere den 13. og den 14. august.  

Blandt andet blev en adresse med 38 borgere opsøgt, hvor mange var ansat på slagteriet. 

Jens Hansen
Læs også
Danish Crown kæmpede med hygiejnen, da coronasmitten spredte sig på slagteri
Jens Hansen
Læs også
Danish Crown kæmpede med hygiejnen, da coronasmitten spredte sig på slagteri

Polske arbejdere var særlig risikogruppe 

Det var især de polske medarbejdere på slagteriet, der var i risiko for at bære smitten videre, viste en intern undersøgelse. Netop nationaliteten var et af de klareste af de undersøgte kriterier for at blive smittet. 

Af de 850 ansatte på slagteriet var 250 polakker. Det svarer til 29 procent. Heraf var en gruppe på 85 personer på grund af deres boligforhold særligt udsatte. 

quote Det handlede mest om at lade vores opsøgende gademedarbejdere opsøge de steder, hvor der er billige værelser. Her boede der både socialt udsatte og slagteriarbejdere, der gerne ville holde deres udgifter nede

Reinhold Schæfer, chef for socialpsykiatrien i Ringsted Kommune.

Myndighedernes interesse kom frem på en række møder i Den Lokale Beredskabsstab, hvor det også kom frem, at politiet i både Midt- og Vestsjællands Politi og hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi gennemførte en række tryghedsskabende patruljer omkring adresserne med øget risiko.

Patruljerne havde til hensigt at gøre borgerne i områderne trygge og kom blandet frem, fordi der var mange rygter i lokalbefolkningen om, at de isolerede- eller karantæneramte slagterimedarbejdere ikke holdt sig indendøre.  

Stor opgave 

Reinhold Schæfer er leder af socialpsykiatrien i Ringsted Kommune - og han lægger ikke skjul på, at det var en stor opgave at skulle opspore de socialt udsatte borgere og få dem testet.  

Han kalder det dog en meget spændende opgave, der blev udført i samarbejde med nogle af landets centrale sundhedsmyngheder. 

- Det her er ikke noget, som vi har prøvet før, men vi havde et rigtig godt samarbejde med Styrelsen for Patientsikkerhed og med Region Sjælland, som vi samarbejdede med omkring testning, fortæller Reinhold Schæfer. Han peger også på et godt samarbejde med Danish Crown, der hjalp med at udpege mange af de adresser, hvor de ansatte bor.  

Artiklen fortsætter under billedet.

Reinhold Schæfer er chef for socialpsykiatrien i Ringsted Kommune. Han fik en nøglerolle, da kommunen skulle opspore og få testet socialt udsatte, der måske havde været i kontakt med coronasmittede slagteriarbejdere i Ringsted.
Reinhold Schæfer er chef for socialpsykiatrien i Ringsted Kommune. Han fik en nøglerolle, da kommunen skulle opspore og få testet socialt udsatte, der måske havde været i kontakt med coronasmittede slagteriarbejdere i Ringsted.

Udfordringen var at finde de steder, hvor risikoen for smittespredning var størst. 

- Det handlede mest om, at lade vores opsøgende gademedarbejdere opsøge de steder, hvor der er billige værelser. Her boede der både socialt udsatte og slagteriarbejdere, der gerne ville holde deres udgifter nede, fortæller Reinhold Schæfer. 

quote Når vi kommer med sådan en lille testbus og sundhedspersonale i rumdragter, så kan det måske skræmme nogen af dem væk, som vi gerne ville teste

Reinhold Schæfer, chef for socialpsykiatrien i Ringsted Kommune.

- Vi tænkte, at det kan være en farlig cocktail. Vi vidste, at Danish Crown havde forholdsvist godt styr på deres medarbejdere - men mange af dem, der boede i nærheden, var vi nødt til at vurdere og få hjulpet til at tage en test, siger han. 

Godt udgangspunkt

Reinhold Schæfer mener, at Ringsted Kommune havde klart det bedste udgangspunkt for at finde de udsatte.  

- Vi havde den fordel, at vi kender byen godt. Vi vidste godt, hvor der kan opstå problemer. Der er mange forskellige mennesker, der bor i billige værelser. Det kan være personer, der er stærke - måske en jysk håndværker, der bare skal have et sted at sove i en periode, mens han løser en opgave på Sjælland. Men det kan også være udsatte, der i en periode har haft det hårdt, og har haft et ekstra behov for at finde et billigt sted at bo. Her er vores opgave at finde dem, der ikke selv har overskud til at blive testet, siger Reinhold Schæfer. 

I praksis kørte der testbusser rundt i kommunen, og foretog corona-tests midt i boligområderne. 

- Vores største udfordring var, hvordan vi kunne foretage testene på en pæn måde i lokalområdet. Når vi kommer med sådan en lille testbus og sundhedspersonale i rumdragter, så kan det måske skræmme nogen af dem væk, som vi gerne ville teste. Derfor var der en vigtig opgave med at formidle, at vi kom, og præcist hvad vi lavede.


Nyhedsoverblik