Et nyt kapital skriver sig nu ind i historien om indvindingen af råstoffer ved Tureby.
Tilbage i 2017 ansøgte Nymølle Stenindustrier første gang om at indvinde råstoffer på et areal svarende til 40 hektar i Faxe Kommune.
Sidenhen har en strid mellem virksomheden og kommunen ført til foreløbigt to retssager med hver deres udfald.
Den 16. juli 2021 gav Retten i Næstved Nymølle Stenindustrier medhold og pålagde Faxe Kommune at give en tilladelse om udvinding af råstoffer til Nymølle Stenindustrier.
Faxe Kommune ankede dommen til Østre Landsret, der afsagde dom den 14. oktober 2022. Dommen ændrer byrettens dom, og pålagde ikke længere Faxe Kommune at give en tilladelse.
Senest har forretningsudvalget i Region Sjælland valgt at give en gravetilladelse til Nymølle Stenindustrier. Det skete på udvalgets møde den 19. december.
- Vi har gjort det, vi er forpligtet til ved at give dem en gravetilladelse under forudsætning af, at Faxe Kommune ændre deres tilladelse, siger Bruno Jerup (EL), formand for Udvalget for grøn omstilling, bæredygtighed og miljø i Region Sjælland.
Fakta om råstoffer
Regionerne er er nøglespillere i indsatsen for at beskytte danske ressourcer og har en vigtig rolle med at forvalte råstofindvinding samt beskytte grundvandet gennem sit arbejde med jordforurening.
Regionerne har en afgørende betydning for kortlægning af og planlægning for råstofindvinding. Gennem afværge er regionernes samarbejde med jordforurening bl.a. med til at sikre drikkevandet for store dele af Danmarks befolkning.
Kilde: regioner.dk
Støtter miljøvurdering
Region Sjælland begrunder gravetilladelsen med, at administrationen er fagligt enig med den miljøkonsekvensrapport, som Nymølle Stenindustriers rådgiver Sweco har udarbejdet.
Rapporten konkluderer, at den ansøgte råstofindvinding under grundvandsspejl ikke medfører risiko for påvirkning af grundvandet eller natur i Bagholt Mose.
Noget, som Faxe Kommune hele tiden har været bekymret for. Men regionen har valgt at følge miljøkonsekvensrapportens konklusion, forklarer Bruno Jerup.
- Der er ikke noget belæg for, at der er en trussel. Det er kommunen, der vælger at sige, at sådan læser vi slet ikke rapporten, lyder det fra udvalgsformanden.
Det er regionerne, der har ansvaret for indvinding af råstoffer. Derfor er det ifølge udvalgsformanden naturligt, man giver Nymølle Stenindustrier en gravetilladelse på forhånd.
- Vi har en forpligtelse til, at der er de råstoffer, der er behov for til alle de byggeprojekter, der er gang i. Området omkring Roskilde har været stærkt belastet, og med grusgraven ved Tureby kan vi aflaste gravningen. Derudover ligger graven tæt på motorvejen, så her er der også en fordel, når vi blandt andet skal sende råstoffer til hovedstanden, lyder det fra Bruno Jerup.
Bureaukratisk bøvlet
Direktør i Nymølle Stenindustrier, Ole Nørklit, er glad for, at man har fået en gravetilladelse.
- Det er helt klart positivt. Det betyder meget for os, for det er et klart signal om, at hvis der er råstoffer i området, så er der sikkerhed på, at vi har en gravetilladelse, siger Ole Nørklit.
Han påpeger, at hele området burde være ukompliceret, og at det er diskussionen omkring påvirkningen af Bagholt Mose, som har gjort, at man nu har været igennem flere retssager.
- Det er en udfordring for os, at man har delt nogle af de tilladelser til at grave grus mellem kommune og region, når kommunen bestemmer om man må grave under grundvandsspejlet, og regionen så på den anden side skal sikre råstofforsyningen, lyder det fra Ole Nørklit.
Hos Faxe Kommune er man overrasket over, at Region Sjælland vil give Nymølle Stenindustrier en gravetilladelse.
- Så længe, der kører en retssag, synes jeg, at det er mærkeligt at give en gravetilladelse, siger Dorthe Egede Borg (V), formand for Teknik og Miljøudvalget i Faxe Kommune.
Ked af dialog
Ifølge Dorthe Egede Borg er man i Faxe Kommune særligt bekymret over den trafikale del.
- Hvis der kommer en grusgrav, vil det betyde, at der kommer tung trafik i området, og det er det slet ikke lavet til i dag, siger hun.
Dorthe Egede Borg pointerer, at hun godt forstår Region Sjællands ønske om at give Nymølle Stenindustrier en gravetilladelse i forhold til regionens perspektiver.
- Men jeg er ked af dialogen omkring sagen. Det kommer til at fremstå endnu mere komplekst og bøvlet, siger Teknik og Miljø-formanden.
Direktør i Nymølle Stenindustrier, Ole Nørklit, fortæller, at han aldrig har oplevet noget lignende.
Nu håber han på, at sagen går igennem procesbevillingsnævnet i slutningen af januar 2023, og at den senere ender i højesteret.
- Vi kan altid bruge til noget, at der ligger en gravetilladelse. Hvor meget dommerne vægter det, tør jeg ikke sige noget om, siger Ole Nørklit.
Han fortæller, at Dansk Industri vil bakke op med deres jurister, hvis sagen ender i højesteret.
I Region Sjælland kommer man også til at holde et vågent øje med en eventuelt trejde retssag.
- Vi kan se en masse fordele i forhold til vores pligt til råstofforsyning ved at grave der, slutter Bruno Jerup.
Regionsrådet skal i starten af 2023 godkende gravetilladelsen til Nymølle Stenindustrier.