Det var et kedeligt syn, der tidligt søndag morgen mødte Tanja Larsson (S), som sidder i byrådet i Faxe Kommune og for første gang stiller op til folketingsvalget.
Ved Hårlev på Stevns var hendes store valgbanner på en privat mark skåret ud af rammen, og de valgplakater, der prydede bagsiden af rammen, var sparket ned og fjernet.
Nogen synes, jeg er en stor konkurrent, siden man skærer mit banner ned
Det var under et halvt døgn efter, at banneret og valgplakaterne efter aftale med markens ejer var kommet op.
- Det er rigtig trist, fordi valg i Danmark er demokratiets fest. Det er det folk før os, der har kæmpet for, så det her gør noget ved demokratiet og de rettigheder, man har.
- Og som helt lokal kandidat er det ekstra surt, at man får skåret sine budskaber ned, siger Tanja Larsson.
Ifølge Tanja Larsson blev hendes banner, der måler cirka to gange tre meter med valgplakater på bagsiden, udsat for hærværk i tidsrummet mellem klokken 22.00 og 00.15.
- Jeg er ærgerlig. Men jeg tænker også, at nogen synes, jeg er en stor konkurrent, siden man skærer mit banner ned, siger hun.
Video: Hør Tanja Larsson (S) fortæller om hærværket. Artiklen fortsætter under videoen.
Sender budskab til gerningsmændene
For Tanja Larsson er valgplakater og bannere med slogans en del af demokratiet. Derfor hører hærværk ifølge hende ingen steder hjemme.
Jeg synes, de skal hænge banneret op derhjemme, nu hvor de har gjort sig den ulejlighed
- Jeg forstår ikke, hvor man begynder at gå til selvtægt, siger hun.
Har du en kommentar til gerningsmændene?
- Ja, jeg synes, de skal hænge banneret op derhjemme, nu hvor de har gjort sig den ulejlighed, og så kan de sætte deres kryds ved mig og fortælle deres kammerater, at i Danmark er det demokratiske spilleregler at sætte valgplakater og bannere op under valgperioden. Sådan er det. Og så skal de selvfølgelig lade være med at gøre det her fremover, svarer Tanja Larsson.
Artiklen fortsætter under billedet.
Sagen er blevet meldt til politiet, og det ødelagte banner samt valgplakaterne af Tanja Larsson bliver erstattet.
Hang forgæves i lygtepælene
Længere nord på fik partifællen og folketingsmedlem Kaare Dybvad Bek natten til søndag også ødelagt flere af sine valgplakater på Nygade i det centrale Holbæk.
- Da jeg så plakaterne her til morgen, ærgrede det mig da lidt, at nogle af de mange frivillige, der i går hjalp mig med at hænge plakater op i hele Holbæk Kommune, har hængt forgæves i lygtepælene, siger Kaare Dybvad Bek.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Men på trods af at vi har hængt en masse plakater op, har vi stadig nogle tilbage på vores kampagnekontor i Nygade i Holbæk. Så hvis der er nogen, der har lyst til at få nogle plakater med hjem, skal de bare sige til, tilføjer han.
Risikerer op til seks års fængsel
Det er langt fra første gang, at valgplakater og bannere udsættes for hærværk.
Under kommunalvalget tilbage i 2017 gik det især ud over den den 37-årige taxachauffør Miralem Garagic, der stillede op for Socialdemokratiet og kun var 17 stemmer fra at komme ind i byråd i Slagelse Kommune.
Efter han havde fået hængt sine 100 valgplakater op rundt omkring i kommunen, blev cirka 80 af plakaterne enten revet ned eller stjålet.
- Jeg arbejder som taxachauffør til dagligt, og taxabranchen som helhed er udfordret for tiden. Plakaterne er noget, jeg selv har sparet op til over lang tid, så selvfølgelig bliver man berørt og ked af det, sagde Miralem Garagic dengang.
Plakaterne er noget, jeg selv har sparet op til over lang tid, så selvfølgelig bliver man berørt og ked af det
Hans partifælle Ali Yavuz, der også stillede op til kommunalvalget i 2017, fik ligeledes ødelagt flere af sine valgplakater.
En 22-årig mand blev efterfølgende ved Retten i Næstved dømt for at have revet deres valgplakater ned.
Manden blev idømt fire dagbøder på 200 kroner for at rive plakaterne ned. I alt var han tiltalt for at have ødelagt 35 plakater.
Men ifølge straffelovens paragraf 291 stk. 1 kan personer, der ødelægger, beskadiger eller bortskaffer ting, som tilhører en anden, straffes med bøde eller fængsel op til halvandet år.
Staffen kan dog blive noget hårdere, hvis der ifølge straffelovens paragraf 291 stk. 2 udøves hærværk af betydeligt omfang eller af mere systematisk eller organiseret karakter. Her kan straffe stige til fængsel i seks år.
Folketingspolitikernes valgplakater har været i bybilledet siden lørdag klokken 12.00, hvor det blev tilladt at sætte dem op frem mod folketingsvalget 5. juni.
VIDEO: Der var rift om de gode pladser, der plakatophængningen kunne begynde lørdag: