Efter afsløring beholder kommune omstridte investeringer

Efter afsløring af, at kommunen ejer aktier i alt fra fossile brændsler til våben, har økonomiudvalget nu fået en redegørelse - og beholder investeringerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Aktier i 120 sortlistede selskaber og otte statsobligationer fra lande, der også er sortlistede.

Det ejer Guldborgsund Kommune, kunne Gravercentret – Danmarks Center for Undersøgende Journalistik og Danwatch i samarbejde med TV2 ØST fortælle i oktober.

Nu har økonomiudvalget i Guldborgsund Kommune drøftet sagen. Efter orientering fra kommunaldirektøren har kommunen valgt at beholde investeringerne.

Det skriver Folketidende.

Læs også
- Vi skal heller ikke spille på rouletten for borgernes penge, siger borgmester
Læs også
- Vi skal heller ikke spille på rouletten for borgernes penge, siger borgmester

- Vi tog det notat, der lå på sagen, til efterretning og fandt ikke, der er noget problematisk ved de investeringer, kommunen har, siger borgmester Simon Hansen (S) til avisen.

SF: Det er ikke så sort-hvidt

Den lange liste af kontroversielle investeringer rummer blandt andet virksomheder, der producerer våben, producerer fossile brændsler og usunde fødevarer, mens andre har problemer med menneskerettigheder og arbejdstageres rettigheder. 

Det sidste gælder eksempelvis den amerikanske varehusgigant Wal-Mart.

Der er generelt tale om investeringer, som en stribe danske pensionskasser, herunder ATP, af etiske grunde har sortlistet. 

quote Jeg synes ikke, det er fantastisk, at vi har problematiske investeringer.

Annemette Schønberg Johnsen (SF), medlem af økonomiudvalget i Guldborgsund Kommune

Også SF, der ellers tidligere har stillet forslag i byrådet om at kommunen skulle droppe investeringer i netop fossile brændsler, accepterer nu, at kommunen beholder investeringerne.

- Jeg synes ikke, det er fantastisk, at vi har problematiske investeringer. Men det er bare ikke så sort-hvidt, kan jeg konstatere efter at have fået mere viden om sagen, siger Annemette Schønberg Johnsen (SF), der er medlem af økonomiudvalget i Guldborgsund Kommune til TV2 ØST.

Etik eller afkast

Guldborgsund Kommune bruger hele fire forskellige finansielle virksomheder til at forvalte investeringerne, og selv om man udstyrer dem med nøje instrukser, kan det være svært at gardere sig, mener hun.

- Samtidig har vi jo investeret pengene, fordi vi gerne vil have et afkast, siger hun.

Læs også
Stevns afviser aktier i klyngebomber, tobak og porno
Læs også
Stevns afviser aktier i klyngebomber, tobak og porno

Og netop det er kernen af dilemmaet for kommunerne, lyder det fra kommunalforsker og forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch.

- Man kunne sagtens forestille sig, at man ville vedtage, at alle aktier skal være placeret i vedvarende energi og grøn omstilling. Men er det mon også det mest økonomisk fornuftige? Måske ikke, for man kan jo forestille sig, at nogle grønne virksomheder ikke klarer den, har han tidligere udtalt til TV2 ØST.

Guldborgsund Kommune har i alt investeringer for 965,6 millioner kroner, fremgår det af økonomiudvalgets mødemateriale. 


Nyhedsoverblik