Selvom Faika Cecilie Birchs læge henviste hende til at få et kræftpakke-forløb på Ringsted Sygehus, måtte hun vente i to måneder, før hun blev undersøgt.
Mandag fortalte hun om sine oplevelser med Ringsted Sygehus i Jyllands-Posten, og det har efterfølgende fået Region Sjælland til at ændre praksis.
Jeg synes, at det er forkasteligt. Jeg synes, at det er forrykt
- Det er vigtigt, og det er godt. Det er jo sådan det skulle have fungeret hele tiden, siger Faika Cecilie Birch til TV2 ØST tirsdag.
- Det viser, at nu tager man de praktiserende lægers vurderinger seriøst og ikke afviser på et ikkeeksisterende grundlag, siger hun.
Mærkede knude i højre bryst
I juni i år mærkede Faika Cecilie Birch fra Nykøbing Falster en knude i sit højre bryst.
Knuden fik hende til at gå til lægen, der straks henviste hende til Ringsted Sygehus.
- Han sagde, at han ikke kunne udelukke, at det var cancer, fortæller hun.
Lægen henviste Faika Cecilie Birch til en såkaldt kræftpakke-undersøgelse, og han regnede med, at der ikke ville gå mere end tre dage, inden hun blev indkaldt af sygehuset.
Men i stedet for at blive indkaldt til en undersøgelse, fik Faika Cecilie Birch en nedslående nyhed.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Ringsted Sygehus ringede til min læges lægesekretær og sagde, at de afviste mig i kræftpakken, siger hun og tilføjer:
- Hvorfor ved jeg simpelthen ikke.
Måtte vente i to måneder
Da Faika Cecilie Birch ikke kunne få et kræftpakke-forløb, henviste den praktiserende læge hende i stedet til en almindelig undersøgelse for kræft.
Den skulle udføres inden for 30 dage, men Ringsted Sygehus oplyste, at man ikke kunne indkalde hende til undersøgelse inden for den tidsfrist.
Jeg har ikke en tid til undersøgelse hverken i Ringsted eller på det pågældende privathospital
Derfor ønskede Faika Cecilie Birch i stedet at bruge sin behandlingsgaranti og blive undersøgt på et privathospital.
Men det resulterede i endnu længere ventetid.
Faika Cecilie Birchs henvisning fra Ringsted Sygehus til privathospitalet kom nemlig ikke frem som den skulle. Det betød, at hun måtte flere gange måtte rykke for at få en tid på privathospitalet.
- Igen er jeg bare tabt, jeg har ikke en tid til undersøgelse hverken i Ringsted eller på det pågældende privathospital, fortæller Faika Cecilie Birch og forklarer, at det endte med, at hun alligevel blev undersøgt på Ringsted Sygehus.
- Vi når hen i slutningen af juli, hvor jeg i andet ærinde er nede ved min praktiserende læge og får snakket med hans lægesekretær, fortæller Faika Cecilie Birch.
- Jeg forklarer hende, hvordan jeg er blevet lidt en kastebold og ikke har nogen tid til de her undersøgelser, og at knuden ikke er blevet mindre.
Artiklen fortsætter under billedet.
Den melding får lægesekretæren til at kontakte Ringsted Sygehus en gang til, og denne gang resulterer det i en undersøgelse af knuden i Faika Cecilie Birchs højre bryst.
Og det skulle vise sig, at Faika Cecilie Birchs læge havde god grund til at henvise hende til en kræftundersøgelse.
- Der bliver det så verificeret, at det er cancer, siger Faika Cecilie Birch.
- Det er forkasteligt
Faika Cecilie Birch bliver nu behandlet for hendes kræftsygdom.
Men hun er vred over, at det tog så lang tid, før hun blev undersøgt på et sygehus.
Hele ideen om tidlige diagnoser og kræftpakker, den falder jo på gulvet, hvis vi ikke kan blive undersøgt
- Jeg synes, at det er forkasteligt. Jeg synes, at det er forrykt, siger hun.
- Hele ideen om tidlige diagnoser og kræftpakker, den falder jo på gulvet, hvis vi ikke kan blive undersøgt, siger Faika Cecilie Birch.
Hun er glad for, at hun selv pressede på for at blive undersøgt.
- Et eller andet sted, så takker jeg da mig selv for, at jeg var så vedholdende, siger hun.
- Ellers var jeg vel ikke blevet undersøgt endnu.
Her får du overblik over hele sagen her. Artiklen fortsætter under grafikken.
Grafik: Lonni Christiansen og Nick Abildgaard
Tirsdag eftermiddag var sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) kaldt i endnu et samråd i sagen om de mangelfulde brystkræftundersøgelser i Region Sjælland.
Ministeren fortalte efterfølgende, at han har bedt Sundhedsstyrelsen om at undersøge, hvordan man tolker de praktiserende lægers kræftpakke-henvisninger på de danske sygehuse.