Omstridt havmøllepark har snurret i 20 år - men nu er folkestemningen vendt

Nysted Havmøllepark satte Danmark på verdenskortet, men lokalt var der vrede. Sidenhen er folkestemningen dog vendt, vurderer ekspert.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er to ting, som vindmøller med garanti kan levere. Det ene er det, som de egentlig er beregnet til: At levere strøm til elnettet. Det andet er: Debat.

Men noget tyder på, at folkestemningen er vendt.

quote Det var regeringen, der tog beslutningen om at sætte vindmøllerne op, og så måtte vi bare rette ind

Lennart Damsbo-Andersen (S) fhv. borgmester, Nysted Kommune

I dag er det nøjagtig 20 år siden, at havmølleparken Rødsand 1 ved Nysted på det sydlige Lolland blev koblet på elnettet.

Havmølleparken var på det tidspunkt med sine 72 vindmøller og en samlet effekt på 165,6 megawatt verdens største. Den kunne lave strøm nok til at forsyne på den gode side af 140.000 husstande.

- Det var, sammen med Horns Rev 1 på den jyske vestkyst, det første egentlige vindkraftværk i Danmark, med transformerstation ude ved siden af for at bringe strømmen i land, fortæller Thomas Almegaard, der i alle årene har stået i spidsen for driften af havmølleparken.

Modstanden mod møllerne aftager

I 2005 har Jacob Ladenburg, der er professor i miljø- og naturressourceøkonomi ved Danmarks Tekniske Universitet, spurgt folk bosiddende i postnumrene nærmest Nysted Havmøllepark – det vil sige på det sydlige Lolland samt Falsters sydspids – om deres syn på havvindmøller. Her er hans resultater:

  • I 2005 svarede cirka 82 procent af 180 adspurgte, at de var positive over for både eksisterende og flere havvindmølleparker.

  • Dengang svarede 28 procent, at de mener, at havmølleparker har en negativ påvirkning på kystlandskabets udseende.

  • I 2022 medvirkede 71 mennesker i en rundspørge i de samme postnumre.

  • Nu var cirka 88 procent positive over for såvel eksisterende som flere havvindmølleparker.

  • Her svarede 14 procent, at de mener, havmølleparker har en negativ påvirkning på kystlandskabets udseende.

Thomas Almegaard er ansat i Ørsted, som i dag ejer lidt under halvdelen af havmølleparken.

Ifølge Thomas Almegaard har netop Nysted Havmøllepark været med til at bane vejen for, at Danmark i dag er med helt i front, når det handler om at rejse vindmøller på havet.

- Hvis ikke vi havde fået den erfaring, vi fik med Nysted, var det med at udbygge vindenergi måske ikke speedet op lige så hurtigt. Der har været sat rigtig mange møller op på landjorden rundt omkring, siger han og tilføjer: 

- Men de rigtig store kraftværker, hvor du sætter 70 møller op på et sted, det gør du ikke på land noget sted i Europa.

Thomas Almegaard har i alle årene været driftsleder på Nysted Havmøllepark i dag med titel af head of site hos Ørsted, der driver havmølleparken og ejer 42,75 procent af hele anlægget, som nu tæller 70 møller.
Thomas Almegaard har i alle årene været driftsleder på Nysted Havmøllepark i dag med titel af head of site hos Ørsted, der driver havmølleparken og ejer 42,75 procent af hele anlægget, som nu tæller 70 møller. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Han husker dog også modstanden mod den nye havmøllepark, selvom vindmøller på havet alt andet lige var nemmere at vinde folkeligt gehør for end vindmøller på land i starten af nullerne.

- Spørger du hr. og fru. Jensen, gider de ikke se på dem. Det er også stadig det, som vi oplever, når der kommer kystnære projektforslag, forklarer han og tilføjer:

- Der er ikke nogen, der gider at se på dem ud for deres sommerhus.

Blev kaldt en gave til jorden af minister

Vindmøllerne i Nysted Havmøllepark rager op til 110 meter op i landskabet og står ind til ti kilometer fra kysten. De vakte også bekymring på borgmesterkontoret i Nysted Kommune, der i dag er en del af Guldborgsund Kommune.

quote Den kystnære placering gjorde, at folk var mindre positive over for havvindmøller

Jacob Ladenburg, professor i miljø- og naturressourceøkonomi ved Danmarks Tekniske Universitet

- Vi er meget negative over for mølleparken, både fordi den kommer til at ligge i et meget naturfølsomt område, og fordi et helt hegn af møller bryder roen og freden i området og ødelægger den smukke udsigt til Østersøen, lød det i år 2000 fra den socialdemokratiske borgmester i Nysted, Leo Thorsen i et interview med Jyllands-Posten.

TV2 ØST har i dag været en tur i Nysted, hvor der også generelt er positive toner om dagens 20-årsjubilar, der i 2010 fik følgeskab af yderligere 90 vindmøller, sådan at der i dag står 160 møller i havet syd for Nysted.

Hans efterfølger på posten fra 2002 og frem til kommunesammenlægningerne i 2007, Lennart Damsbo-Andersen (S), var heller ikke overbevist.

- Vi var skeptiske, siger han og tilføjer:

- Det var regeringen, der tog beslutningen om at sætte vindmøllerne op, og så måtte vi bare rette ind.

Lennart Damsbo-Andersen (S) var borgmester i Nysted fra 2002 til 2006, og han husker i dag tydeligt den skepsis, der var over for planerne om at rejse havvindmøller.
Lennart Damsbo-Andersen (S) var borgmester i Nysted fra 2002 til 2006, og han husker i dag tydeligt den skepsis, der var over for planerne om at rejse havvindmøller. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Det var ellers de to borgmestres partifælle og Danmarks miljø-og energiminister Svend Auken (S), der præsenterede vindmøller på havet som en gave til jorden ved Verdensnaturfondens internationale konference i september 1997.

- Jeg var skeptisk i forhold til, hvor meget de ville fylde, og hvordan ville det blive med lyssætningen på møllerne? fortæller Damsbo om overvejelserne dengang.

Vindmøllerne skabte et håb

Han husker dog også, at planen om vindmøller skabte håb.

- Det kunne måske give arbejdspladser og nogle muligheder i lokalområdet. Der var ikke så meget gang i tingene dengang, siger han.

Nysted Havmøllepark blev sat op i perioden fra marts 2002 til juli 2003, hvor den få måneder senere i starten af september blev koblet på elnettet.
Nysted Havmøllepark blev sat op i perioden fra marts 2002 til juli 2003, hvor den få måneder senere i starten af september blev koblet på elnettet. Foto: Ørsted

I dag har den forhenværende borgmester, der siden drog til Christiansborg som folkevalgt politiker, dog kun roser tilovers for havmølleparken, der siden har fået følgeskab af yderligere 90, 115 meter høje vindmøller i 2010.

- Jeg blev på et tidspunkt spurgt, imens jeg stadig var borgmester, om man overhovedet kunne mærke i området, at der var kommet vindmøller op? På turisme, salg af sommerhuse og så videre, som man kunne være bekymret for. Der var kun et svar: Nej. Som i overhovedet ikke, siger Lennart Damsbo-Andersen og tilføjer:

- Og ser du på Nysted i dag. Folk vil gerne komme til Nysted og købe sommerhuse her, og priserne er ikke lave, fordi der står vindmøller ud for kysten.

Undersøgelser tegner et lignende billede.

Vindmøllerne i Nysted Havmøllepark er hver op til 110 meter høje, når vingerne er på deres højeste. Parken talte oprindeligt 72 vindmøller, men siden er en væltet, og yderligere en taget ned på grund af en fejlkonstruktion i fundamenterne.
Vindmøllerne i Nysted Havmøllepark er hver op til 110 meter høje, når vingerne er på deres højeste. Parken talte oprindeligt 72 vindmøller, men siden er en væltet, og yderligere en taget ned på grund af en fejlkonstruktion i fundamenterne. Foto: Ørsted

Siden 2004 har Jacob Ladenburg, der er professor i miljø- og naturressourceøkonomi ved Danmarks Tekniske Universitet, DTU, foretaget flere undersøgelser af befolkningens holdning til opsætning af vindmøller både på land og på havet.

I 2005 undersøgte han lokalbefolkningens holdning til den nye havmøllepark ved Nysted og sammenlignede svarene med en tilsvarne rundspørge på vestkysten. 

Læs også
Derfor væltede 110 meter høj vindmølle på havet
Læs også
Derfor væltede 110 meter høj vindmølle på havet

Her var en næsten identisk havvindmøllepark blevet rejst få år forinden, men dobbelt så langt fra kysten som i Nysted.

- Det, vi kunne se dengang, var, at den kystnære placering gjorde, at folk var mindre positive over for havvindmøller, og at folk syntes, det skændede landskabet mere tæt på kysten, forklarer Jacob Ladenburg.

Men når man ser over tid, er der tilsyneladende alligevel skred hen mod mildere vinde for de kystnære møller.

Professor Jacob Ladenburg ved DTU har siden 2004 foretaget flere undersøgelser af befolkningens holdning til opsætning af vindmøller både på land og på havet.
Professor Jacob Ladenburg ved DTU har siden 2004 foretaget flere undersøgelser af befolkningens holdning til opsætning af vindmøller både på land og på havet. Foto: DTU

I 2022 har Jacob Ladenburg igen spurgt borgere ved Nysted til, hvad de mener om vindmøller på havet.

- Det ser ikke ud som om, at accepten er faldet. Den er tværtimod steget en smule, ligesom det ser ud til, at der har været et stort fald i dem, der synes, at de kystnære vindmøller påvirker landskabet negativt, forklarer professoren.

Læs også
Flagermus spænder ben for store vindmøller ud for Stevns
Læs også
Flagermus spænder ben for store vindmøller ud for Stevns

Ifølge Jacob Ladenburg skal man dog være varsom med at drage en entydig konklusion.

- Der er måske en tendens, men vi ved ikke, om de mennesker vi spurgte i 2022, boede der i 2005, eller om det er nogen, der er flyttet dertil, forklarer han og tilføjer:

- Men er det tilflyttere, må vi nok have en antagelse om, at de har gjort det, fordi de ikke bliver generet af de kystnære havvindmølleparker i Nysted. Og det kan være med til at drive den her accept endnu højere op.

Flere havvindmøller på vej

De vindmøller, som bliver rejst ved vindmølleparker i dag, er omtrent dobbelt så høje og har syv gange så stor en effekt som vindmøllerne ved Nysted.

quote Når vi kommer tæt på kysten, opstår problemerne

Jacob Ladenburg, professor i miljø- og naturressourceøkonomi ved Danmarks Tekniske Universitet

Den nyeste her i regionen blev sat i drift på Kriegers Flak i 2021. Disse møller er op til 188 meter høje, men placeret 34 kilometer fra den danske kyst, hvilket ifølge professoren kan være en forklaring på, at modstanden er faldet.

- Mange af de havvindmøller, som bliver sat op i dag, bliver sat op relativt langt fra kysten. Du har Krigers Flak ved Møn og i Kattegat ud for Grenå – de ligger ret langt ude.

Læs også
I 150 år har Steens familie passet den gamle vandmølle - og næste generation står klar til at tage over
Læs også
I 150 år har Steens familie passet den gamle vandmølle - og næste generation står klar til at tage over

- Der viser vores forskning også, at folk er villige til at betale mere for deres strøm, hvis havmølleparkerne ligger længere fra kysten, forklarer Jacob Ladenburg.

Nysted Havvindmøllepark var den anden havmøllepark, som blev rejst ud for Lollands kyst. Det var nemlig også ud for Lolland, dog på øens nordvestlige side, at man i starten af 1990'erne rejste den første, danske havmøllepark ud for Vindeby. Vindeby havmøllepark talte blot 11 vindmøller med en totalhøjde på 54 meter. Disse møller havde tilsammen en effekt på 5 megawatt, nok til at forsyne i omegnen af 2.200 husstande med strøm, eller hvad der svarer til 1,5 procent af den effekt, som Nysted Havvindmøllepark er i stand til at yde.
Nysted Havvindmøllepark var den anden havmøllepark, som blev rejst ud for Lollands kyst. Det var nemlig også ud for Lolland, dog på øens nordvestlige side, at man i starten af 1990'erne rejste den første, danske havmøllepark ud for Vindeby. Vindeby havmøllepark talte blot 11 vindmøller med en totalhøjde på 54 meter. Disse møller havde tilsammen en effekt på 5 megawatt, nok til at forsyne i omegnen af 2.200 husstande med strøm, eller hvad der svarer til 1,5 procent af den effekt, som Nysted Havvindmøllepark er i stand til at yde. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

De seneste år har TV2 ØST dog også kunnet fortælle om flere protester mod havmølleprojekter, som har været foreslået rejst på havet ind til fire kilometer fra kysten.

Læs også
Det startede med 11 små møller i havet ud for Lolland - nu står der 239
Læs også
Det startede med 11 små møller i havet ud for Lolland - nu står der 239

- Netop fordi vi er i stand til at sætte dem langt væk fra kysten, så er modstanden måske ikke så stor, men når vi kommer tæt på kysten, opstår problemerne, siger han.

I dag står der i alt 239 havmøller ud for kysterne i TV2 ØSTs sendeområde. Dem, der står nærmest, er de syv møller ved Sprogø - cirka syv kilometer fra Sjællands kyst.


Nyhedsoverblik