Der ligger stadig frosne danske ærter i køledisken hos de fleste supermarkeder. Men det er snart slut. Helt slut.
Den enlige danske fabrik, der producerede ærter på frost, har for længst indstillet produktionen, og nu er der kun salget af restlageret tilbage, før aktiviteterne i Danmark helt stopper.
Efter jul trak producenten Ardo A/S stikket til fabrikken ved Orehoved på Falster, der krævede en større opgradering for at fortsætte.
- Ærtesæsonen i Danmark er kort. Den varer kun seks-otte uger, og høsten kan være uforudsigelig. Vores lokale fabrik i Orehoved er gammel og nedslidt, og ærtelinjen er nødt til at blive udskiftet.
- Anlægsinvesteringen ville være på mere end 100 millioner kroner for alt produktionsudstyr, hvilket er en væsentlig investering for en kort ærtesæson, har Gabrielle Kalkwijk, der er administrerende direktør for Ardo, tidligere sagt til TV2 ØST.
De seneste år har i alt 24 kvadratkilometer landskab været beplantet med ærter til frostposerne, men det er slut nu.
Slut med danske frosne ærter
Endnu findes der et lager på fabrikken og i Nyborg, men det er også snart væk. Samtidig kommer landmændene ikke til at plante ærter til frost i markerne i år.
Der var nemlig kun én fabrik i Danmark - og kun én maskinstation havde udstyret til at høste ærterne på den rette måde.
- Vi har solgt maskinerne til ærteplukning. Det er en æra, der er slut, og det er rigtig ærgerligt, siger Simon Ludvigsen, der er direktør på Døllefjelde Maskinstation.
Døllefjelde Maskinstation begyndte at arbejde med ærteplukning i 2006, og direktøren er ked af, at de ikke kan fortsætte.
Også hos Forbrugerrådet Tænk beklager man lukningen, da de mener, at mange stadig gerne vil købe danske frostærter.
- For forbrugerne er det selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke længere får mulighed for at vælge danske frostærter, siger Sofie Risborg Kloster, der er projektkonsulent i organisationen.
- Vi ved, at mange forbrugere gerne vil købe dansk grønt, siger hun.
Prestigefyldt mad
Traditionelt var nedfrysning af fødevarer noget, der skete i vinter-månederne ude på de enkelte gårde. Derefter forsøgte man at holde varerne kølige i særlige is-huse - isolerede huse - der var fyldt med store is-blokke, som blev hentet på søer i de kolde vintermåneder.
Nedfrysning af grøntsager kom dog først med frysernes fremkomst i Danmark for snart 100 år siden i 1920'erne. Her åbnede inden for få år en række virksomheder, der specialiserede sig i hurtig nedfrysning af grøntsager, og som etablerede distributionslinjer for frostvarerne rundt hos de danske købmænd.
Inden for få år kom både konserveres og nedfrysning frem, og der var i disse år stor prestige i at kunne bruge de frosne grøntsager i maden. Det var på mange måder helt nyt at kunne få grøntsager udenfor sommeren og i starten af efteråret.
I vores område opstod blandt andet nedfrysningsfabrikker på Lolland og Falster. I dag er alle fabrikker til nedfrysning af ærter dog lukket i Danmark.
Fremover bliver ærterne produceret i udlandet.