Den 300 meter lange jernbanebro over Guldborg Sund ved Nykøbing Falster gør ikke meget væsen af sig.
Men tag ikke fejl.
Det er et super spændende projekt, som vi er rigtig stolte af
Broen har afgørende betydning for den jernbaneforbindelse, der om føje år skal binde den nye Femern Bælt-tunnel sammen med resten af Danmark.
- Den er kritisk for hele Femern-byggeriet, for alle tog, der skal gennem Femern Bælt-tunnelen, skal også over vores bro, siger Mette Koch Sonnenborg.
Hun er projektchef i Banedanmark, som ejer og driver jernbanebroen, der officielt bærer navnet Kong Frederik IX's Bro.
En af de første
Togtrafikken på broen forventes at blive tredoblet, når den nye tunnel mellem Danmark og Tyskland efter planen åbner i 2029.
Det er langt mere, end broen blev bygget til at kapere i 1962, og derfor har den længe stået i kø til en omfattende udvidelse og opgradering. Udvidelsen består blandt andet af en helt ny jernbanebro parallelt med den eksisterende, så antallet af spor kan udvides fra et til to.
Dette arbejde har Banedanmark nu sat dato på. Den 29. oktober starter byggeriet, som tilmed bliver lidt af et unika på dansk jord.
Helt overordnet skal vi tage hensyn til roekampagnen.
- Det er et super spændende projekt, som vi er rigtig stolte af, for der er ikke ret mange projekter af den her slags, fortæller Mette Koch Sonnenborg, der står i spidsen for projektet.
Hun henviser til, at der i dag ikke er nogen bro på dansk jord, hvor man har kombineret en klapbro – så skibe kan passere – med en jernbanebro til kørestrøm for elektriske lokomotiver.
- En ting er, at broen er en klapbro. Det er i sig selv kompliceret nok. Men dertil skal den bygges sammen med den eksisterende bro og have kørestrøm. Det betyder, at der er rigtig mange faggrupper involveret, og som skal være enige, forklarer Mette Koch Sonnenborg og tilføjer:
- Og der er bare ikke ret mange projekter af den slags, og derfor er erfaringsgrundlaget ikke særlig stort.
Må vige for roekampagnen
Banedanmark og totalentreprenøren MT Højgaard, der sidste år vandt kontrakten, har derfor været vidt omkring for at indhente erfaringer.
- Men det er også en af årsagerne til, at vi er så stolte af det her projekt, siger Mette Koch Sonnenborg.
Projektets komplicerede karakter sammenholdt med det faktum, at der de seneste 30 år er sket et markant fald i antallet af skibe, der passerer klapbroen, gav for tre år siden anledning til debat.
Et forslag blev rejst om helt at sløjfe broklappen, og dermed spærre vejen for omkring 1.700 årlige lystsejlere.
Rent teknisk en mindre kompliceret løsning, medgiver Mette Koch Sonnenborg.
- Men det var soleklart, at det ville man ikke gøre af hensyn til de lokale sejlforeninger. Og det er vi kun glade for – for det er super spændende at lave et sådant projekt – og vi skal nok få det hele til at fungere, siger hun.
Selve beslutningen, om at Kong Frederik IX's Bro skal forblive som en klapbro, blev truffet politisk i sommeren 2020, og siden har man så forberedt, at byggeriet kunne gå i gang.
Stigende priser på materialer har blandt andet gjort, at prisen på byggeriet er steget markant. Derudover har man også skullet planlægge projektet under en lang række hensyn, forklarer projektchefen:
- Helt overordnet skal vi tage hensyn til roekampagnen. Den må vi slet ikke forstyrre. Hele vores tidsplan er bygget op omkring roekampagnen.
Derudover vil der i kortere perioder også blive spærret for sejlere, ligesom der i korte perioder også vil blive indført trafikale restriktioner på vejbroen, oplyser Mette Koch Sonnenborg.
Udvidelsen og opgraderingen af Kong Frederik IX's Bro skal efter planen være færdig til april 2026, omkring tre år forud for den planlagte indvielse af Femern Bælt-tunnelen.