Ofte er der lokal modstand, når nye grønne energiprojekter præsenteres.
Men de tårnhøje energipriser ser ud til at have rykket noget i befolkningen. I Region Sjælland svarede 53 procent sidste år, at de var okay med flere vindmøller i deres kommune.
I år er tallet på 78 procent, hvilket svarer til en stigning på 47 procent. Det viser en undersøgelse fra Trygfonden.
Jeg tror, at man hører mest om de projekter, hvor der er modstand
Alligevel er der stadig modstandere rundt omkring i landet. Det ved energiselskabet Andel i Svinninge. Derfor har de indledt en ny kampagne, som med videoer på Facebook og en hjemmeside skal få gang i det tavse flertal af danskere, der gerne vil have flere vindmøller.
- Vi har lavet den her kampagne for at sætte fokus på det dilemma, vi oplever mellem, at vi har brug for udbygning af vores vedvarende energi, og det skal gå hurtigt. Når vi så skal udrulle vores vedvarende energi, jamen så kan der opstå en modstand lokalt, forklarer Rikke Trikker, der er kommunikationsdirektør hos Andel i Svinninge, og tilføjer:
- Det kan være ved opførelse af et solcelleanlæg. Det kan være ved opførslen af en vindmøllepark.
Naboer protesterer
Vindmøllemodstanden mødte energiselskabet blandt andet i Odsherred i fredags på et borgermøde omhandlende en stor havvindmøllepark.
Andel ønsker at opføre 39 havvindmøller ud for Klintebjerg i Odsherred Kommune. Planerne er, at de skal stå mellem otte og 18 kilometer fra kysten. I alt vil de kunne producere strøm til 570.000 husstande årligt.
Blandt kritikerne til projektet er flere af sommerhusejerne. De mener nemlig ikke, at en placering få kilometer ud fra Klintebjerg er den rigtige løsning.
- De vil betyde en ødelæggelse af en helt unik natur. Odsherred lever jo i meget høj grad af turisme, så det her vil ikke blot påvirke sommerhusejere, men også betyde at området mister attraktion som turistmål, lyder det fra sommerhusejer Rita Lützhøft Andersen.
- Vi går ind for vindmøller, men vi mener, at vindmøller af de dimensioner, de skal ligge længere ude på havet.
Håber på opbakning
Modstand var der også sidste år i forbindelse med et vindmølleprojekt ved Bogø inddæmning, der nu er udsat.
- Jeg tror, at man hører mest om de projekter, hvor der er modstand, og det tror jeg er helt naturligt, at det er dem, man hører. Jeg drømmer om, at man også, når vi taler vindmøller, også hører dem, der synes, det er en sindssygt god idé, og at de rækker hånden op og siger ja, det må gerne være i min baghave, siger Rikke Trikker.
Netop det har de allerede gjort i Gedser. Men der er for få, der gør som i Gedser, og derfor vil Andel nu have opbakning fra dem, der gerne vil have vindmøller i deres kommunale baghave.
- Problemet, når vi skal udbygge vedvarende energi, det er villigheden til at afgive plads.
- Hvis vi skal udbygge den grønne omstilling, og vi skal gøre det inden 2030, og vi skal have et stabilt energimarked, og vi skal værre uafhængige af russisk gas, så kommer det til at have en pris for os alle sammen. Eller i hvert fald for nogle af os.
Grøn medvind
På kampagnens hjemmeside kan de vindmøllepositive give energiselskabet grøn medvind ved at give støtte til flere vindmøller i deres kommune.
- Så kunne jeg da godt drømme om, at vi får vildt mange tilkendegivelser, så vi også kan sige hey Danmark, vi er faktisk rigtig mange mennesker, der er for, og som er villige til at afgive vores herlighedsværdi i form af en udsigt for eksempel.
Indtil videre er der 1.556 personer, der har været inde og hjælpe Andel på hjemmesiden.