Flertal i kommunalbestyrelse siger nej til udvidelse af moské i Holbæk

Kommunalbestyrelsen i Holbæk har netop besluttet ikke at udvide byens moské. Det står klart, efter 17 medlemmer stemte imod, og 13 medlemmer stemte for.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Flertallet i Holbæk Byråd har onsdag aften afvist at sende en lokalplan i høring.

Det betyder, at Tyrkisk-Islamisk Kultur- og Undervisningscenter, som har arbejdet på at udvide deres moské i Holbæk, godt kan droppe planerne om, at det bliver på adressen Mellemvang 5.

Borgermøde moske Holbæk
Læs også
Afgørende dag for moské i Holbæk - kommunalbestyrelse tager nu stilling til lokalplan
Borgermøde moske Holbæk
Læs også
Afgørende dag for moské i Holbæk - kommunalbestyrelse tager nu stilling til lokalplan

Holbæk Kommunalbestyrelse skulle her til aften tage stilling til, om kommunen skulle ændre lokalplanen, så moskéen og kulturcentret på Smithsvej kunne flytte til større lokaler i bowlingcentret i Mellemvang.  Men forventeligt sagde et flertal nej.

17 medlemmer stemte imod, og 13 medlemmer stemte for.

Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet stemte imod. Sidstnævnte dog med undtagelse af Derya Tamer (S), som stemte for sammen med Konservative, Venstre, Enhedslisten, Lokallisten og Radikale Venstre.

quote Jeg lagde et indlæg på Facebook, hvor jeg forklarede, hvorfor jeg støtter flytningen af moskéen – og så eksploderede det bare med svinske, hadske kommentarer

Rasmus Brandstrup (V), medlem i kommunalbestyrelsen

Halvanden times følelsesladet debat

Det står nu klart efter godt halvanden times lang og følelsesladet debat, at den omdiskuterede udvidelse af moskéen ikke kommer til at blive en realitet.

En del af politikerne havde fået hadefulde beskeder undervejs, hvor de blev beskyldt for at være racister og landsforrædere.

Læs også
Ekspert om kritisk udvalgsformand i moské-sag – ulovligt og en krænkelse af religionsfriheden
Læs også
Ekspert om kritisk udvalgsformand i moské-sag – ulovligt og en krænkelse af religionsfriheden

Rasmus Brandstrup (V), der sidder i kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune, har oplevet, at hans opbakning til flytningen af moskéen har fået folk til tasterne.

- Jeg lagde et indlæg på Facebook, hvor jeg forklarede, hvorfor jeg støtter flytningen af moskéen – og så eksploderede det bare med svinske, hadske kommentarer på opdateringen, har han tidligere fortalt til TV2 ØST.

Demonstration i gaderne

Forud for kommunalbestyrelsens møde havde venner af moskéen arrangeret et demonstrationsoptog gennem Holbæks gader.

- Det er en fredfyldt moské, som har været der i lang tid. Vi har aldrig fået nogen klager. Jeg er her for at vise, at jeg også har rettigheder, lød det fra Gökhan Güler fra Holbæk, der deltog i demonstrationen.

Gökhan Güler fra Holbæk var en af demonstranterne. Han understreger, at alle er velkomne til at besøge moskéen, hvis de savner viden.
Gökhan Güler fra Holbæk var en af demonstranterne. Han understreger, at alle er velkomne til at besøge moskéen, hvis de savner viden. Foto: TV2 ØST

Formelt handlede dagens punkt for kommunalbestyrelsen om, hvorvidt man skulle sende det nye lokalplansforslag i høring. Men spørger man demonstranten Fatma Kayan er der reelt andet på spil.

- Uanset hvilken begrundelse, vi kommer med, når vi finder et nyt sted, så finder de en ny forklaring på, at vi ikke kan få stedet. Jeg tror ikke, det handler om stedet, men om hvorvidt vi muslimer skal have lov at være her. 

For Fatma Kayan var det vigtigt at understrege, at religionsfriheden er fastlagt i Grundloven.
For Fatma Kayan var det vigtigt at understrege, at religionsfriheden er fastlagt i Grundloven. Foto: TV2 ØST

Borgmester lover at gå i dialog

Stemmerne, der talte for en udvidelse af moskéen, mener, at de har en forening, der fungerer fint, og at det har den gjort i 40 år. Så er der dem på den anden fløj, som borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S), der tidligere har udtalt følgende:

- Når jeg stemmer nej, gør jeg det ikke, fordi jeg er imod en moské i Holbæk, men fordi, jeg er bekymret over omfanget af de kulturelle aktiviteter i centret, der kommer til at ligge tæt op ad boligområdet Agervang. Det kan give udfordringer for sammenhængskraften og integrationen, sagde hun.

Borgmesteren har dog lovet, at hun og kommunalbestyrelsen ville gå dialog med Tyrkisk-Islamisk Kultur- og Undervisningscenter.

Artiklen fortsætter under billedet.

Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) fortæller, at hun gerne vil i dialog med Tyrkisk-Islamisk Kultur- og Undervisningscenter om at løse deres udfordringer.
Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) fortæller, at hun gerne vil i dialog med Tyrkisk-Islamisk Kultur- og Undervisningscenter om at løse deres udfordringer. Foto: TV2 ØST

Onsdag aften siger hun følgende til TV2 ØST:

- Med beslutningen i aften har vi sagt, at den placering, der var lagt op til, ikke er den placering, som et flertal i kommunalbestyrelsen ønsker. Men det, der også er blevet sagt, som jeg også personligt har sagt, både i aften, men også da jeg besøgte moskéen forleden aften, er, at jeg vil rigtig gerne i dialog sammen med flere partier omkring, hvordan vi får løst den udfordring, som foreningen har.

Læs også
Muslimer vil lave bowlingcenter til moské - møder politisk modstand
Læs også
Muslimer vil lave bowlingcenter til moské - møder politisk modstand

Bekymret over placering

Ifølge Hikmet Tuncer fra foreningen er det op ad bakke. Foreningen har set på mindst ti andre steder i Holbæk Kommune, hvor moskéen efter deres mening kan ligge. Men kommunen har ikke kunnet oplyse, hvor foreningen kan flytte hen.  

quote Der er religionsfrihed, der er ytringsfrihed, der er alle mulige friheder i Danmark, og dem følger vi, og det gør hele kommunalbestyrelsen

Christina Krzyrosiak Hansen, borgmester i Holbæk Kommune

Får de nej, fordi de er en muslimsk forening?

- Hverken jeg selv eller nogen anden i kommunalbestyrelsen kunne finde på at træffe en beslutning ud fra det. Der er religionsfrihed, der er ytringsfrihed, der er alle mulige friheder i Danmark, og dem følger vi, og det gør hele kommunalbestyrelsen, for det skal vi, siger Christina Krzyrosiak Hansen.

Camilla Hove Lund (V) mener dog, at forslaget burde have været sendt i høring.

- Det, synes jeg, er rigtig ærgerligt. For os var det vigtigt netop at få sendt i høring. Vi bryster os rigtig meget af i den her kommunalbestyrelse, at vi gerne vil i dialog med vores borgere. Når man sender noget i høring, så er det netop for at have dialogen med borgerne. Det har vi ikke haft, og det vil vi rigtig gerne have, siger hun til TV2 ØST.

- For os var det vigtigt netop at få sendt i høring, siger Camilla Hove Lund (V), der synes, det var ærgerligt kommunalbestyrelsen stemte imod.
- For os var det vigtigt netop at få sendt i høring, siger Camilla Hove Lund (V), der synes, det var ærgerligt kommunalbestyrelsen stemte imod. Foto: TV2 ØST

Hvorvidt der er tale om krænkelse af religionsfrihed, siger Camilla Hove Lund (V) :

- Det håber jeg jo ikke er rigtigt. Jeg vælger at tro på mine kollegaer i kommunalbestyrelsen, der i dag har stemt nej, når de siger, de har en reel bekymring omkring den beliggenhed. Vi, der har stemt ja, har jo ikke haft den bekymring.

Opdatering
Clock17. jun 2020, kl. 21:55
Artiklen er opdateret med citater fra borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) og Camilla Hove Lund (V).

 


Nyhedsoverblik