Onsdag ankom 16-årige Simon Frankl fra Prag i Tjekkiet til Stenhus Gymnasium i Holbæk.
Det var en prioritet for mig, at jeg skulle have undervisning på engelsk
Han er blandt de 47 nye elever, der samme dag skulle starte på gymnasiets nyåbnede kostskole.
- Jeg har aldrig været på kostskole før. Men jeg tror, at det bliver en fed oplevelse. Jeg glæder mig i hvert fald, siger han, da TV2 ØST møder ham udenfor skolen.
Og det er ikke kun de nye elever, der glæder sig.
I 15 år har Stenhus Gymnasium kæmpet for at få lov til at drive deres egen kostskole.
- Vi har kæmpet siden 2008. Så det er egentlig en ret fantastisk følelse at have kæmpet for noget så længe, og så lykkes det til sidst, siger rektor på skolen, Per Farbøl.
- Så det er faktisk en ret stor dag i skolens historie.
Lukning skabte uvished
Selvom det er første skoledag for nogle kostskoleelever, har Stenhus Gymnasium haft elever boende i mange år.
Hidtil har skolen benyttet sig af de værelser gymnasiets nabo, Stenhus Kostskole, havde til overs.
Men i juni lukkede Stenhus Kostskole sin kostafdeling til stor uvished for de internationale elever.
Derfor er det en glædelig nyhed for eleverne Yasmina Hansen og Malou Andersen, at Stenhus Gymnasium nu har overtaget afdelingen og kan drive den videre.
De går begge på gymnasiets internationale IB-linje, som de fleste af skolens kostelever går på.
- Alle de venner, vi fik sidste år, og vores tilsynsførende blev som en familie, når man bor sammen. Vi hadede idéen om, hvis vi skulle forlade stedet, siger Yasmina Hansen.
Yasmina Hansen har en dansk far, men har boet i Grækenland hele sit liv.
Sidste år flyttede hun til Danmark med intentionen om at blive ét år.
- Jeg elskede det så meget, så nu bliver jeg her på ubestemt tid, siger hun.
Også Malou Andersen, som har danske forældre, men har boet mange år i USA, er glad for at kunne vende tilbage til den internationale kostskole.
- Jeg tror, at man lærer meget af at gå på kostskole, især i en så ung alder. Det lærer en at stå på egne ben, samtidigt med at man har mennesker omkring sig. Og man får venner for livet, siger hun.
Internationalt fokus i Holbæk
På førstedagen skal Simon Frankl både finde sit nye værelse og møde sine nye internationale klassekammerater.
For ham var det vigtigt at finde en skole, der havde en international IB-linje. Og det bragte ham til Stenhus Gymnasium i Holbæk.
- Jeg kiggede på listen over IB-skoler. Det var en prioritet for mig, at jeg skulle have undervisning på engelsk, siger han.
- Af alle de gode skoler, var Stenhus Gymnasium i Holbæk den bedste – håber jeg.
Indtil nu har det kostet 77.000 tusinde kroner for et år som elev med bolig på kostskolen.
Den pris kan Stenhus Gymnasium nu sænke med tusind kroner per måned.