Jette er i øget risiko for at blive svindlet - nu vil hun fjernes fra telefonbogen

Midt- og Vestsjællands Politi advarer ældre borgere med særlige navne mod svindlere. Jette Pedersen har tænkt sig at følge politiets råd.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En advarsel til Else, Birthe og Kirsten.

Midt- og Vestsjællands Politi går konkret til værks i en ny kampagne, der skal beskytte navnlig ældre medborgere mod telefonsvindlere.

quote Jeg er mistroisk, hvis det er noget, jeg ikke kender

Jette Pedersen, Vipperød

Også Jette, Bente og Ingelise opfordres af politiet at lade navn og nummer slette fra opslagstjenester som Krak og De Gule Sider.

På den måde kan svindlere have sværere ved at komme i kontakt med de borgere, der ifølge politiet er mest udsat for at blive svindlet.

Vil fjernes fra telefonbøgerne

81-årige Jette Pedersen fra Vipperød er en af dem, politiet gerne vil nå ud til.

- Det er fint, de advarer, siger hun.

Jette Pedersen er dog ifølge eget udsagn altid påpasselig.

- Jeg er mistroisk, hvis det er noget, jeg ikke kender. For det første bliver telefonen ikke taget, hvis jeg ikke kender nummeret, siger hun og tilføjer:

- Det har jeg gjort hele tiden – sådan er det bare.

De mest udsatte navne

1. Else
2. Birthe
3. Kirsten
4. Jytte
5. Karen
6. Birgit
7. Jette
8. Bente
9. Ingelise
10. Lis

Også mandenavne som Ole, Jan og Hans optræder på listen over de mest udsatte navne.

Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi

Hun er ikke på Facebook, men har endnu ikke overvejet at få sit telefonnummer fjernet fra de digitale telefonbøger, som politiet opfordrer til. 

Det agter hun nu at gøre.

- Så er jeg da mere sikker. Det er ikke noget, jeg havde tænkt over, siger Jette Pedersen.

787 over 60 år svindlet

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi er det også en god idé at gøre sine profiler på de sociale medier private.

quote Vi er alle sammen i risikozonen for svindel

Louise Kambjerre Scheel, jurist og ekspert i digital svindel, Ældresagen

For jo mere viden en svindler har om en person, jo lettere er det at smalltalke om ferier eller fritidsinteresser og derved skabe tillid.

Læs også
Anholdt efter telefonbedrageri
Læs også
Anholdt efter telefonbedrageri

Gunnar Henriksen fra Holbæk tror dog ikke, at et mere anonymt liv fra telefonopslagstjenester og sociale medier vil løse problemerne.

- For min skyld kunne de lukke Facebook, Snapchat og alt det fis, som er hamrende ligegyldigt alt sammen. Men så ville de (svindlerne, red.) måske finde på noget andet, siger han.

Gunnar Henriksen fra Holbæk tror dog ikke, at et mere anonymt liv fra telefonopslagstjenester og sociale medier vil løse problemerne.
Gunnar Henriksen fra Holbæk tror dog ikke, at et mere anonymt liv fra telefonopslagstjenester og sociale medier vil løse problemerne. Foto: Camilla Laursen - TV2 ØST

Louise Kambjerre Scheel, der er jurist og ekspert i digital svindel hos Ældresagen, fortæller, at der i disse år er flere og flere, navnlig ældre, der bliver svindlet.

- Det er jo forfærdelige historier om mennesker, der nogle gange har mistet alt, hvad de havde på deres bankkonto, siger hun og tilføjer:

- Det er en utrolig utryg situation med manglende tillid til deres omgivelser – noget der lever videre i dem, selv når svindlen er overstået.

Læs også
Politiet advarer: Her er de mest udsatte navne
Læs også
Politiet advarer: Her er de mest udsatte navne

I 2023 blev i alt 787 personer over 60 år i Midt- og Vestsjællands Politis 10 kommuner udsat for svindel, viser en opgørelse, som politikredsen har udarbejdet.

Louise Kambjerre Scheel, jurist og ekspert i digital svindel hos Ældresagen, mener, at vi er alle sammen i risikozonen for svindel.
Louise Kambjerre Scheel, jurist og ekspert i digital svindel hos Ældresagen, mener, at vi er alle sammen i risikozonen for svindel. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Louise Kambjerre Scheel peger på, at det især går ud over de ældre, fordi svindlerne går målrettet efter dem.

- Svindlerne har et trick til os alle – derfor målretter de også deres svindel mod den aldersgruppe, de går efter, forklarer hun og tilføjer:

- I forhold til ældre, er de opmærksomme på, at det virker at gå efter deres navne, finde telefonnumre og lave den her langvarige telefoniske manipulation, hvor de misbruger deres tillid til myndigheder, banker og autoriteter.

- Men vi er alle sammen i risikozonen for svindel – det er bare en anden type svindel, der er designet til nogen i andre aldersgrupper.


Nyhedsoverblik