Holbæk Kommune og Professionshøjskolen Absalon indgik for et år siden en samarbejdsaftale, der skal sikre, at flere unge tager læreruddannelsen, og det på trods af, at uddannelsen siden 2014 ikke har været mulig at tage i kommunen.
Efter seminaret lukkede i Holbæk har vi fået sværere ved at rekruttere lærere til skolerne
Kommunen sender derfor lærervikarer på kursus, hvor de skal lære at styrke relationerne til eleverne, får gode tips til til klasseledelse og til håndtering af eventuelle konflikter.
Det vil de gøre for at lokke flere til at tage læreruddannelsen og for at højne niveauet hos lærervikarerne.
Det skriver Holbæk Kommune i en pressemeddelelse.
- Efter seminaret lukkede i Holbæk, har vi fået sværere ved at rekruttere lærere til skolerne i Holbæk Kommune. Når vi tilbyder vores vikarer et kursus, er det selvfølgelig fordi, vi gerne vil gøre dem endnu dygtigere, men også fordi vi er nødt til at gøre noget aktivt for at få flere lokale unge ind på læreruddannelsen og senere ud i vores skoler, siger Christina Krzyrosiak Hansen (S), der er borgmester i Holbæk Kommune i en pressemeddelelse.
Håb om flere på uddannelsen
Den udvikling, man ser i børnene, er helt livsbekræftende
20-årige Johannes Nibe Christensen er en af dem, som borgmesteren gerne vil have flere af.
Efter et sabbatår og en udlandsrejse planlægger han at starte på lærerseminariet. For ham er det udviklingen i eleverne, der trækker.
- Den udvikling, man ser i børnene, er helt livsbekræftende. De små ting og udviklingen hos de enkelte elever kan gøre mig helt vildt glad, siger Johannes Nibe Christensen i en pressemeddelelse.
Det vækker genklang hos borgmesteren, der selv har en fortid som vikar i folkeskolen.
- Da jeg besøgte vikarerne på kurset, bad jeg dem huske, at de kommer til at sætte spor i eleverne.
At de er vigtige for eleverne, og at deres indsats er vigtig. Efter min mening er det det, der gør arbejdet som lærer så fantastisk. Jeg håber naturligvis, at flere af dem bliver så begejstrede, at de ender med at tage uddannelsen, siger Christina Krzyrosiak Hansen i en pressemeddelse.