Tiltalt i terrorsag lod lille søn danse til sang om hellig krig

Under sag om forsøg på terror i Retten i Holbæk dokumenterer anklager, hvordan de tiltalte gemte på videoer af henrettelser

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Jeg skal advare om, at der kommer nogle voldsomme billeder nu, siger anklager John Catre Nielsen, før han på storskærmen og skærmene foran nævningene fremviser billederne.

Billederne er ikke for sarte sjæle. Der er billeder af lig. Billeder af mennesker, der får skåret halsen over. Billeder af mennesker, der knæler med en pistol mod baghovedet. Billeder af snigskytter, der skyder mod mennesker. 

I en video ser man fanger iført orange dragter, der får hængt granater om halsen og bliver sprængt i luften. I en anden bliver flere personer brændt levende. Igen og igen advarer anklageren mod de voldsomme billeder, imens han gennemgår indholdet af de tiltaltes telefoner, harddiske og computere.

quote Så ville jeg have taget mit flag, det sorte, og taget derind

Tiltalt kvinde om anti-terror demonstration i besked til søster

Tre personer sidder tiltalt for forsøg på terror. En 31-årig kvinde med irakisk baggrund, der er gift med en 35-årig syrisk mand. Parret boede frem til deres anholdelse med deres lille dreng på en stille villavej i Holbæk. Ligeså er mandens 37-årige storebror tiltalt. Han boede i Danmark på anholdelsestidspunktet, men havde beholdt sin lejlighed i Tyskland.

Danser til sang om hellig krig

I parrets hjem, der blev ransaget den 6. februar 2021, blev der fundet 16 kilo kemikalier. Kemikalier, som eksperter vurderer, at der kan fremstilles en 12 kilo tung bombe af. Desuden blev der fundet skydevåben, islamisk stat-flag, en kuffert med paryk, øresnegle, to kikkertsigter, patroner, dele til en skudsikker vest, en kasket med optageudstyr, briller med USB og walkie talkies og samtlige komponenter til at fremstille en tung, fjernstyret bombe.

Sådan så det blandt andet ud, da politiet i februar sidste år ransagede parrets hjem i Holbæk.
Sådan så det blandt andet ud, da politiet i februar sidste år ransagede parrets hjem i Holbæk. Foto: Lind Foto

Og så var der de mange billeder og videoer - mange af dem propagandavideoer fra Islamisk Stat og Al Qaeda. Derudover blev der i den 37-årige brors lejlighed i Tyskland fundet en koran med understregninger af, hvad man gør med vantro.

Anklageren fremviser en video. Den viser parrets lille dreng, der danser til en såkaldt nasheed, en form for religiøs musik, der refererer til islamisk historie. Imens den lille dreng klapper og danser til den musik, der strømmer ud fra computeren, rækker han igen og igen pegefingeren i luften: Symbolet for, at der kun findes én gud. 

Læs også
Tiltalt for forsøg på terror - bror poserede med lig på billede
Læs også
Tiltalt for forsøg på terror - bror poserede med lig på billede

Det er den tiltalte kvinde, der har filmet videoen, som hun efterfølgende har sendt til sin bror, der ifølge anklagemyndigheden har været kriger for Islamisk Stat. Påstanden er blandt andet baseret på billeder fundet hos parret, der viser broren stående i ørkenen iført kjortel, maskinpistol og et flag for islamisk stat. På et af billederne ligger liget af et menneske for hans fødder.

- Se, hvad han danser til, skriver kvinden til sin bror.

Sangen hedder ”For the Sake of Allah”. Anklageren viser først videoen af drengen. Så afspiller han sangen, så man kan forstå, hvad der bliver sunget om. Teksten handler om jihad, om hellig krig, hvor Allahs soldater marcherer mod paradisets porte, hvor deres jomfruer venter.

”Vi elsker døden lige så meget, som I elsker livet,” lyder teksten.

Havde samtlige komponenter til bomber

Kvinden i retssalen begynder at græde. Tidligere under sagen har parret forklaret, at de lod sønnen danse til sangen, fordi han var vild med musikken.

- Du må sige til, hvis der er brug for en pause, siger retsformanden til kvindens forsvarer, Berit Ernst.

- Det er fint. Vi har talt om, at det er lidt svært at se billeder af XX (kvindens søn, red.), svarer forsvareren.

Læs også
Ekspertvidne i terrorsag: Kunne fjernstyre bombe 500 meter væk
Læs også
Ekspertvidne i terrorsag: Kunne fjernstyre bombe 500 meter væk

Ellers reagerer hverken kvinden eller de to mænd på de voldsomme billeder, som igen og igen bliver vist på storskærmen. Den 35-årige har i retten forklaret, at han igennem en årrække sympatiserede med Islamisk Stat. Det erkender han blankt, men har samtidig også understreget, at det ikke længere er tilfældet. Under fremlæggelsen ser han opmærksomt op mod skærmen.

Mange af billederne er fra tiden omkring år 2010. Men der findes også billeder af nyere dato hos alle tre tiltalte. Således havde kvinden en baggrund på sin Facebook-profil med et sort flag, der ifølge hende er ”Guds flag” men som også er det flag, Islamisk Stat benytter. 

Der er billeder af hende, hvor hun står i burka eller helt tildækket, bortset fra øjnene, foran det sorte flag. Desuden har kvinden skrevet med sin søster om, at hun ville ønske, at hun havde set, da der blev afholdt en anti-terror demonstration i København. 

- Så ville jeg have taget mit flag, det sorte, og taget derind, skriver kvinden til sin søster, der dog nægter at anerkende, at flaget er Islamisk Stats.

Anklageren viser, hvordan der i hjemmet i Holbæk hos det tiltalte par også blev fundet samtlige komponenter til at fremstille flere slags bomber, både tidsudløste og fjernudløste. Der er fundet samtaler på WhatsApp, der viser, hvordan kvindens bror og hendes mand har kommunikeret om den motor med servostyring, manden har skaffet, og hvordan han skal samle de forskellige dele. Det er en motor, der er så kraftig, at den kan køre med op til 20 kilo, ligesom udstyret til at styre den med virker i op til 500 meter. 

Selv har den tiltalte mand forklaret, at han udelukkende havde bilen for at lege med sin lille søn.

Snigskytter, henrettelsesvideoer og Osama Bin Laden

Den 37-årige bror har forklaret, at han er interesseret i religion. På hans harddiske, computer og telefon er fundet flere dokumenter skrevet af kendte terrorister, blandt andet fra terrororganisationen Al Qaeda. Der er også på hans devices fundet billeder af snigskytter, der skyder mennesker. Hos begge brødre er der fundet henrettelsesvideoer og billeder af Osama Bin Laden

Læs også
Tiltalt for terrorforsøg: Jeg arbejdede for PET
Læs også
Tiltalt for terrorforsøg: Jeg arbejdede for PET

Desuden dokumenterer anklageren, at der på den 37-åriges værelse i rækkehuset i Holbæk, hvor han boede med sine forældre, er fundet en figur, der forestiller tvillingetårnene i New York. I det ene tårn er der påsat et fly, ligesom Osama Bin Ladens hoved er påsat figuren.

Imens anklageren gennemgår de ting, der er fundet hos den 37-årige, sidder han mest og ser ud i luften. I retten er han blevet beskrevet som en person, der af de tyske myndigheder har fået tildelt en lille lejlighed i Dessau, en førtidspension og en støtteperson. Han kan ikke bo for sig selv, lider af epileptiske anfald og har også angst. 

Ofte smiler han til sin mor, der retsmøde efter retsmøde følger sagen mod de to sønner.

Sagen fortsætter fredag den 11. november, hvor flere vidner er indkaldt. Der forventes skyldkendelse og eventuel dom i midten af december.


Nyhedsoverblik