Tiltalt pædagog nægter sig skyldig i overgreb på flere børn

En 48-årig mandlig pædagog er tiltalt for at have begået overgreb mod flere børn i en institution i Holbæk Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den unge studerende ser, at hendes mandlige kollega i vuggestuen stikker hånden ned i bleen på en lille pige. 

- Jeg skal lige tjekke, om du har tisset, siger han ifølge den studerende og mærker med hånden i bleen.

Den unge kvinde, der studerer til pædagog, studser over det, hun ser. Hun synes egentlig ikke, at det er en måde at tjekke bleen på. 

Men hun reagerer ikke. For hun er ung, hun er studerende, og kollegaen er ældre og erfaren.

Det er manden tiltalt for:

Manden er tiltalt for at have voldtaget to børn samt udsat dem for blufærdighedskrænkelse. Han er ligeledes tiltalt for blufærdighedskrænkelse mod to andre børn. Paragrafferne lyder:

  • Voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje med barn under straffelovens paragraf 216 samt blufærdighedskrænkelse efter straffelovens paragraf 232.

  • Blufærdighedskrænkelse efter straffelovens paragraf 232.

Kilde: Anklageskrift fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Samme reaktion har hun få dage efter, da hun igen ser pædagogen stikke hånden ned i bleen på en lille pige. 

Hun ser, at han siger noget til pigen, og bagefter snuser han ifølge den unge kvinde to gange til sine fingre.

Igen siger hun ingenting. For er det grænseoverskridende adfærd, eller er det ikke?

Voldtægt og blufærdighedskrænkelse

Torsdag vidner kvinden i Retten i Holbæk. Her sidder den 48-årige mandlige kollega tiltalt for at have blufærdighedskrænket de to børn, ved at stikke hånden ned i deres ble. 

Desuden er han tiltalt for voldtægt af et barn under 12 år. 

Ikke fordi pædagogen decideret har voldtaget børnene, understreger specialanklager John Catre Nielsen over for domsmændene. 

Læs også
Idrætslærer frikendt for at voldtage 13-årig skolepige
Læs også
Idrætslærer frikendt for at voldtage 13-årig skolepige

Ifølge anklageskriftet har han berørt børnene på en sådan måde, at man juridisk sidestiller det med voldtægt af et barn.

Den høje, slanke mand med grå stænk i det mørke, kortklippede hår sidder ved siden af sin forsvarer Esben Roslev. 

Med et venligt udtryk i ansigtet søger hans blik rundt blandt de mange tilhørere, der er mødt frem, og som nu sidder på tilhørerpladserne. 

Han har arbejdet i den integrerede institution i Holbæk Kommune de seneste fem år og nægter sig skyldig i alle anklager.

Hørte grædende pige i babyalarmen

Den unge pædagogstuderende er tydeligt berørt, da hun tager plads i vidneskranken.

Hun fortæller, at hun onsdag den 2. august 2023 kalder på en kollega, da hun opdager, at en lille pige på et år, som den erfarne pædagog har puttet til morgenlur, har blodspor i sin ble. 

Da barnet en time forinden blev puttet af den mandlige pædagog, havde hun i babyalarmen fra krybberummet hørt pigen græde. 

Nu undrer hun sig over, at der er blod i bleen.

Læs også
Pædagog tiltalt for at voldtage børn
Læs også
Pædagog tiltalt for at voldtage børn

Den mere erfarne kvindelige kollega kontakter pigens forældre og laver en underretning. Herefter bliver politiet indblandet i sagen.

Den tiltalte forklarer i retten, at han efter sin egen overbevisning intet forkert har foretaget sig. 

Han erkender, at han flere gange har stukket en hånd ned i bleen på et stående barn, men har gjort dette udelukkende for at rette op på en skæv ble.

Tidligere anmeldelse blev lagt ned

Han erkender også, at han puttede den etårige pige om morgenen den 2. august, og at pigen var urolig og græd, som nogle af børnene af og til gør. 

Men han afviser, at han forinden har skiftet ble på pigen eller på nogen måde har haft fingrene i nærheden af hendes kønsorganer, da hun blev puttet.

Selv fortæller han, at han fik ondt i maven, da han hørte, at pigen havde blod i bleen, og at der var blevet lavet en underretning. 

Læs også
Dreng tilbageholdt efter bølger af brande
Læs også
Dreng tilbageholdt efter bølger af brande

Ni måneder forinden kontaktede en mor til en treårig pige politiet, fordi pigen angiveligt skulle have sagt, at pædagogen havde befølt hende. 

Efter at han havde været til afhøring hos Midt- og Vestsjællands Politi, lagde politiet dog efterforskningen ned.

Nu blev han nervøs for, at man igen ville mistænke ham for at have opført sig upassende overfor et barn.

Retsmediciner skal vidne

Pædagogen fortæller i retten, at han blev uddannet i 2001. 

Han har siden pædagogstudiet været opmærksom på altid at have en dør åben, når han er alene i et rum med et barn, for ikke pludselig at stå i den situation, som han er havnet i nu.

Yderligere en kvindelig kollega til den tiltalte pædagog sætter sig i vidneskranken. 

Hun har ikke selv bemærket noget påfaldende ved den 48-årige, som hun betegner som en dygtig pædagog, der passer sit arbejde. 

Læs også
Idrætslærer voldtog skoleelev - nu har kommune skærpet regler og beredskab
Læs også
Idrætslærer voldtog skoleelev - nu har kommune skærpet regler og beredskab

Men hun studser, ligesom den studerende, over, at der er blod i den etåriges ble og ringer til barnets forældre. Det er også hende, der laver en underretning på sagen.

Under retssagen bliver pædagogen spurgt til nogle pornografiske billeder, der er fundet på hans computer. 

Der er dog udelukkende tale om lovlige billeder af voksne kvinder og ingen billeder af pornografisk karakter af børn.

Læs også
Mikroovn brød i brand, mens niårig var alene hjemme
Læs også
Mikroovn brød i brand, mens niårig var alene hjemme

Sagen mod pædagogen fortsætter tirsdag den 12. marts, hvor både en retsmediciner, der har undersøgt den etårige pige, og forældrene til den treårige pige, som pædagogen ifølge anklageskriftet har berørt, skal vidne. 

Sagen ventes afsluttet onsdag den 13. marts i næste uge.

Fordi der er navneforbud i sagen  omtaler TV2 ØST ikke navnet på institutionen.


Nyhedsoverblik