Husker du, da man kunne gå i Blockbuster-butikkerne for at leje den nyeste Disney film? Eller da man kunne spytte en 10’er i solariet i det lokale solcenter?
Omdrejningspunktet er året, hvor danskerne gik amok over jubilæumsvasen fra Kähler, hvor Frank Underwood skubbede Zoe ud foran et tog i ”House of Cards” og hvor Bjarne Corydons overlæbe svedte mere end nogensinde.
Hos Sahin Pizza i Nakskov blev vi inspireret af det mørke gulv
Året er 2014 - og det år bliver nu gjort til historie i Den Gamle By i Århus, som i denne uge har indviet en 2014-gade. Her kan man udover 7-Eleven- og Blockbuster-butikker også finde en vaskeægte provinspizza.
En af de forretninger, der ligger i Den Gamle Bys nye 2014-gade er Napoli Pizza, som er lavet med inspiration fra fire pizzeriaer på Lolland-Falster.
- Den Gamle By er hele Danmarks købstadsmuseum, og da vi fandt på, at vi skulle lave det her pizzeria, sagde vores direktør, at han synes, at Lolland og Falster ikke var så godt repræsenteret her - og det vil vi jo gerne have, fortæller Erik Nellemann, museumsinspektør fra Den Gamle By til TV2 ØST.
- Normalt tager vi et pizzeria eller et hus ned og sætter det op igen i Den Gamle By, men der var ikke noget pizzeria, vi kunne få fat i. Så vi blev enige om, at den måde vi kunne lade os inspirere af Lolland og Falster var, at vi tog to museumsinspektører og en projektmedarbejder til Lolland-Falster for at fotografere pizzeriaer og blive inspireret af, hvordan vi skulle lave den her i Den Gamle By.
Fire pizzeriaer på Lolland-Falster har fungeret som inspiration
Det er især fire pizzarier fra Lolland-Falster, der har dannet inspirationsgrundlag, da Den Gamle By skulle etablere provinspizzeriaet Napoli Pizza i den nye 2014-gade.
- Hos Sahin Pizza i Nakskov blev vi inspireret af det mørke gulv. Her har de et lille udhæng, hvor man kan sidde og spise under, som leder tankerne på et lille italiensk pizzeria, og det synes vi var meget charmerende, så det tog vi med, fortæller museumsinspektør Erik Nellemann.
- Og så tog vi til Boulevard Pizza også i Nakskov, hvor vi blev inspireret af deres facade, og hvordan det så ud på ruderne. Vi så på deres logo og pizzamærker og har så lavet det om til vores eget.
Turen fortsatte i samme by:
- Så tog vi til Pizzeria Bella Italia, også i Nakskov, hvor der var nogle fede vægge og et fedt billede af nogle palmer, som ikke er set andre steder, så det tog vi med os.
- Herefter tog vi videre til Sakskøbing, hvor vi kom til Panino Pizzeria, som havde de fedeste borde og stole. Stolene var i tykt læder og sofaerne var i sort og rødt, så det faldt vi for. På den måde har vi samlet alle de her ting og sat op i pizzeriaet i Den Gamle By. Vi var også en del andre steder, men det var de fire steder, der kom til at inspirere os mest.
Dermed er sydhavsøerne nu for alvor blevet sat på landkortet i den jyske museumsby.
Blev taget varmt imod
Da museumsteamet planlagde deres inspirationstur til Sydhavsøerne, tog de forbi flere forskellige pizzeriaer på Lolland og Falster.
- Vi blev taget utrolig godt taget imod af alle pizzeriaerne, og det var en fornøjelse at være rundt og blive inspireret - og selvfølgelig få smagt på maden, griner museumsinspektør Erik Nellemann.
Pizzeriaejerne fra Lolland og Falster blev ringet op af museumsteamet, som gerne ville på inspirationstur.
- Vi ringede til dem inden for at spørge, om vi måtte komme og fotografere og lade os inspirere. Men jeg har endnu ikke fortalt dem, at nu er Den Moderne By åbnet, så min plan er, at jeg vil tage nogle billeder herinde fra og sende til dem og skrive "Tak fordi I inspirerede Den Gamle By til at lave et pizzeria."
Idéen med at etablere den moderne by i Den Gamle By startede i 2004, imens idéen om pizzeriaet blev taget i 2019, inden coronavirus forsinkede planerne lidt. Men nu er der for alvor kommet godt gang i pizzaovnen.
Pizzeria fungerer som udstillingsgenstand og restaurant
Ifølge ledelse og administration i Den Gamle By er de, så vidt de ved, det eneste museum, der har et pizzeria som en udstilling og som nu også sælger pizza til deres gæster.
- Det var egentlig ikke meningen til at starte med. Til at starte med skulle det bare være en udstilling om fastfood, og hvor der ikke skulle være noget køkken, der virkede, fortæller museumsinspektøren.
- Men da vi så lavede det, hakkede vi et ordentlig hul, så der kunne komme en ordentlig emhætte, hvis vi nu kunne få overtalt ledelsen til at få lavet rigtig pizza, siger han.
- Vi fandt jo også ud af, at nogle gange når skoleklasserne besøger os, så ringer drengene og bestiller pizza og får dem leveret uden for Den Gamle By og tager dem med herind – så tænkte vi: Den pizza kan vi ligeså godt selv lave til dem. Så det gjorde vi så, siger Erik Nellemann.
2014-gaden åbnede officielt tirsdag i påsken og børnefamilier og andre besøgende har allerede lagt vejen forbi pizzeriaet.
- Børnefamilierne er her allerede og efterskoleelever har også været forbi for bare at hænge ud her. Vi har en anden fin restaurant her i byen, hvor man kan købe Stjerneskud, men nu er her også noget for teenagere og børnefamilier.
Hvis planerne i påskeferien går til Jylland, så kan du lægge vejen forbi Den Gamle By og Napoli Pizza, der samtidig sender smagsløgene til Sydhavsøerne.
Napoli Pizza har åbent hele påsken.