Millionbesparelser på børneområdet i Lolland Kommune - skoler risikerer at lukke

Lolland Kommune skal spare massivt på børne- og skoleområdet. Første runde af spareforslag er allerede sat i værk. Lokalformand frygter skolelukning

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Lolland Kommune har fundet den store sparekniv frem - og det kommer til at ramme børne- og skoleområdet hårdt.

I et sparekatalog, som kommunens administration har sendt til Børne- og Skoleudvalget, foreslår administrationen besparelser på over 51 millioner kroner i perioden 2023 til 2026, hvis alle forslag bliver gennemført.

Sparekataloget indeholder en lang række spareforslag til udvalget, som udvalget så kan tage stilling til punkt for punkt, men udvalgsformand for Børne- og Skoleudvalget har tidligere udtalt, at der skal spares 30 millioner kroner.

quote Nogle børn har det bedst med at gå på små skoler

Leif Utermöhl, bestyrelsesformand, Horslunde Landsbyordning

I kataloget, som du kan læse her, er der forslag til besparelser på alle områder. Men de helt store besparelser findes primært ved skolelukninger.

Først og fremmest bliver det foreslået at nedlægge Holeby Landsbyordning helt. Det vil sige, at skole, SFO, børnehave og skovbørnehave lukkes.

Specialskolen Lolland
Læs også
Mere end hvert 10. barn på Lolland får specialundervisning
Specialskolen Lolland
Læs også
Mere end hvert 10. barn på Lolland får specialundervisning

Dernæst foreslår administrationen, at man nedlægger Horslunde Landsbyordning, da den alligevel skal totalrenoveres, og at man samtidig fusionerer de to skoler i Nakskov, Stormarksskolen og Byskolen, til én stor skole.

Administrationen foreslår desuden, at SSP (samarbejdet mellem skole, socialforvaltning og politi ) nedlægges, og at juniorklubber, ungdomsklubber og alle fritidsklubtilbud til børn ældre end tredje klasse nedlægges helt i Lolland Kommune.

Læs også
Lolland-borgmester ville give skolestruktur fred - men han fortryder ikke at have lukket skole i landdistrikt
Læs også
Lolland-borgmester ville give skolestruktur fred - men han fortryder ikke at have lukket skole i landdistrikt

Derudover er der en lang række andre områder, hvor administrationen foreslår besparelser. Det drejer sig om nedlæggelse af lederstillinger, 10. klasse tilbud, hjemmebesøg til tilflyttere med små børn, udskoling samt erhvervsklasser.

Fællesbestyrelse indkalder til borgermøde

I Horslunde på Vestlolland er man rystet over forslagene. Derfor indkalder fællesbestyrelsen Horslunde Landsbyordning til borgermøde på Horslunde Skole næste onsdag.

- Tiden er ikke til at sidde med hænderne i skødet. Tiden er til handling, og den handling skal komme nu.  Derfor ønsker vi at invitere til et borgermøde for alle interessenter i og omkring Horslunde, lyder det fra formanden for bestyrelsen, Leif Utermöhl, der tidligere har siddet i byrådet for Socialdemokratiet.

Mødet er planlagt til  onsdag den 15. juni klokken 17 på skolen.

Horslunde Skole er i kommunens søgelys i forhold til besparelser
Horslunde Skole er i kommunens søgelys i forhold til besparelser Foto: Katja Højbjerg - TV2 ØST

Ifølge Leif Utermöhl vil man invitere politikerne med til borgermødet.

- Vi vil vise rundt på skolen, så alle ved selvsyn kan se, at skolen ikke ser ud, som om den er 50 år gammel, som der skrives i sparekataloget. Vi håber, at rigtig mange har mulighed for at komme forbi skolen, så vi kan få en debat om, hvordan vi bedst muligt melder os ind i kampen for vores smukke landsbys fortsatte udvikling, lyder det fra formanden.

Foreløbige besparelser er sendt til afgørelse

TV2 ØST har forsøgt at få et interview med udvalgsformanden for Børn- og Skoleudvalget i Lolland Kommune, Thomas Østergaard (S). Han havde ikke tid fredag, men han har sendt et referat fra udvalgsmødet fra torsdag, hvor sparekataloget blev gennemgået første gang.

Indtil videre ser det ud til, at skolelukninger i Horslunde og Holeby Landsbyordninger er gået fri i første runde, da udvalget vil undersøge andre løsninger.

Til gengæld har udvalget besluttet at sende følgende besparelsesforslag videre til Økonomi- og Erhvervsudvalget:

  • Budgettet til indkøb i skoler og dagtilbud samt materialer til SFO reduceres - og kommunen vil regulere antallet af ansatte. Det skal findes ved naturlig afgang på grund af lavere elevtal. 
  • En lederstilling i Maribo nedlægges og erhvervsklasser nedlægges.
  • Derudover nedlægges områdeledelsen for dagtilbuddene - herunder to lederstillinger og to sekretærstillinger.
  • En pulje til boligsocial indsats sættes i bero, og kommunen reducerer antallet af ungeguider i Ungeindsatsen fra otte til fem ansatte.

TV2 ØST har spurgt udvalgsformand, Thomas Østergaard (S), hvor meget de første besparelser sammenlagt beløber sig til, og om der skal findes yderligere besparelser, men han har ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Selvom skolelukninger i Holeby og Horslunde ser ud til at være gået fri af den første runde besparelser, er bestyrelsesformand Leif Utermöhl ikke tryg endnu.

- Jeg kan godt frygte, at den proces, der nu går i gang med at undersøge andre løsninger, alligevel ender med lukninger. Men vi må også erkende, at faldende årgange og fødselstal spiller ind. Jeg håber, at politikerne kommer op i et helikopterperspektiv og ser nærmere på den generelle skolestruktur - for nogle børn har det bedst med at gå på små skoler, siger han til TV2 ØST.



Nyhedsoverblik