Jørgen Witved undrede sig, da han forleden traskede rundt om Olstrup Kirke, der ligger ved Lungholm Gods mellem Rødbyhavn og Nysted.
Ud fra den røde kirkemur sad der fastmuret en lille, grå tap med en krone på toppen.
Som fotograf kigger man efter de små finurligheder, og jeg havde set dem flere steder
Efter Jørgen Witved, som tidligere var pressefotograf i København, flyttede til Nakskov i 2016, har han gjort det til sin hverdag at fotografere egnen, og han er flere gange stødt på de mystiske tapper rundt omkring på områdets kirker.
- Som fotograf kigger man efter de små finurligheder, og jeg havde set dem flere steder, siger Jørgen Witved.
Men han vidste ikke, hvad det var. Derfor fotograferede han tappen og delte billedet på den lokale Facebookgruppe Lolland-Falster Lovestorm i håbet om at få svar på sin undren.
Her kom der en masse forskellige svar. Nogle mere seriøse end andre.
- Folk troede, det var en jydekrog til en trailer, når jyderne skulle i kirke, en nonnedildo og det mest utrolige, siger Jørgen Witved.
Nogen skrev desuden, at de selv havde sådan en tap på deres husmur og mente, den kunne bruges til at tage sko af. Andre vurderede, at svaret måtte være højdemåling.
Jørgen Witved grinede over de mange farverige bud og tænkte, at svaret også måtte være noget med højde.
Findes over hele Danmark
Svaret har ganske rigtigt noget med højde at gøre, forklarer Michael Zier Madsen, der er partner og landinspektør hos landinspektørfirmaet LE34 i Maribo.
- Det er et højdefikspunkt, siger han.
Helt konkret er højdefikspunkterne faste og stabile punkter i terrænet, som er markeret med et indstøbt anker i muren.
De viser højden over dagligt vande og bruges som en fællesreference i et nationalt system hos Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur til at fastlægge højder.
- Man bruger dem til højdebestemmelse af andre punkter, som man gerne vil kende højden på, siger Michael Zier Madsen og tilføjer:
- Det bruges meget ved byggesager til for eksempel vand, spildevand og kloakanlæg. På den måde kan man være sikker på at have de rigtige fald mellem to punkter.
Fikspunkterne kan ligeledes bruges, når der skal lægges gulv eller støbes et fundament på en byggeplads.
Ifølge Michael Zier Madsen findes der op mod 70.000 højdefikspunkter rundt omkring i Danmark.
- De sidder på alle mulige bygninger spredt ud over hele landet. Og hvorfor sætter man dem på kirker? Jo, kirker er rimelig faste og som udgangspunkt ejet af nogen, hvor det er nemt at sætte højdereferencen ind. Men de sidder også på private hjem, siger han.
På den måde kan man for eksempel også sammenligne højden på Lolland med højden i Nordjylland, og højdefikspunkterne spiller en vigtig rolle.
- Den typiske fejl i byggesager er ofte noget med højder, og det er specielt slemt, hvis du har forskellige højdesystemer. Derfor er det rart at have en fællesreference for højden, siger Michael Zier Madsen.
Tilbage hos Jørgen Witved vækker svaret fra landinspektøren glæde.
- Så giver det mening, siger han.