Tidsplanen er nu betydeligt udfordret - tunnelbyggeri skal op i tempo

Byggeriet af verdens største sænketunnel er kommet under yderligere tidspres. Arbejdet skal op i tempo, hvis tunnelen skal blive klar til 2029.

Flyver man en tur hen over arbejdshavnen til den nye Femern Bælt-tunnel ved Rødbyhavn på Lolland, vil man kunne iagttage, at fem af de enorme sænketunnelelementer til den nye forbindelse nu er støbt færdig.

quote Tidsplanen er udfordret. Det vil jeg slet ikke lægge skjul på

Jens Villemoes, pressechef, Sund & Bælt

De færdigstøbte tunnelelementer er et synligt bevis på fremdrift i byggeriet af det, der skal blive til verdens længste sænketunnel. 

Men netop det faktum, at de alle fem fortsat står på havnearealet ved fabrikken i starten af 2025, er vidne om alt andet end fremdrift.

Det første af sænketunnelelementerne blev allerede færdigstøbt i foråret 2024. Og i juni måned aflagde kongen visit i anledningen af, at elementet blev indviet – klar til at blive sejlet ud på plads og sænket ned på havbunden senere på året.

Men sådan er det ikke gået.

I september 2024 ankom det specialfartøj, som skal bruges til at nedsænke tunnelelementerne. Denne ankomst var dog ifølge bygherren væsentligt senere end oprindelig planlagt.
I september 2024 ankom det specialfartøj, som skal bruges til at nedsænke tunnelelementerne. Denne ankomst var dog ifølge bygherren væsentligt senere end oprindelig planlagt. Foto: Femern A/S

Dårlig mellemtid

Kalenderen viser nu januar 2025, og ifølge Femern A/S – der er bygherre på projektet – er der endnu ingen dato for, hvornår det første af de i alt 79 sænketunnelelementer skal sejles ud, sænkes ned og monteres i forlængelse af tunnelportalen ved Rødbyhavn.

- Vi har en dårlig mellemtid nu – og dem skal der helst ikke komme for mange flere af, siger Jens Villemoes, der er pressechef i Sund & Bælt, som Femern A/S hører ind under.

- Tidsplanen er udfordret. Det vil jeg slet ikke lægge skjul på. Men det er svært at sige mere, før vi får nedsænket det første tunnelelement.

quote Målet om at åbne tunnelen i 2029 er betydeligt udfordret

Transportministeriets Anlægsstatus 2, 2024

TV2 ØST fortalte første gang tilbage i december 2023, at tidsplanen var udfordret.

Her var det fremdriften på den såkaldte tunnelportal, som er indkørslen til tunnelen, der voldte kvaler. På samme tid fremgik det af Transportministeriets halvårlige status for offentlige anlægsbyggerier, at tidsplanen er aktuelt udfordret.

For et år siden var det fremdriften på de såkaldte tunnelportaler, som er indkørslerne til tunnelen, der voldte kvaler for tidsplanen. Nu er de færdige på både dansk og tysk side og dermed også klar til montering af de første sænketunnelelementer.
For et år siden var det fremdriften på de såkaldte tunnelportaler, som er indkørslerne til tunnelen, der voldte kvaler for tidsplanen. Nu er de færdige på både dansk og tysk side og dermed også klar til montering af de første sænketunnelelementer. Foto: Femern A/S

Nu – et år senere – har bygherren aflagt følgende vurdering af fremdriften til ministeriet:

- Samlet set vurderer Femern A/S, at målet om at åbne tunnelen i 2029 er betydeligt udfordret, men stadig muligt. Der skal gennemføres accelerationstiltag i installations- og testfasen, står der i Transportministeriets status for anlægs- og byggeprojekter for anden del af 2024.

Her fremgår det også, at der midt i august var færdigstøbt færre tunnelelementer end forudsat i byggeprogrammet.

Foruden de 79 standardelementer, der hver måler 217 meter i længden, skal der også støbes og nedsænkes ti specialelementer. Et af disse specialelementer er på nuværende tidspunkt støbt færdigt.

Afhængig af godt vejr

Imens Femern A/S er bygherre, er det de to hovedentreprenører Fehmarn Belt Contractors (FBC) og Femern Link Contractors (FLC), som står for selve byggeriet af Femern Bælt-tunnelen.

Overfor TV2 ØST ønsker Jens Villemoes som talsperson for bygherre ikke at gå nærmere ind på, hvornår det første tunnelelement ventes at blive monteret.

- Vi har ikke en præcis dato for nedsænkningen af det første tunnelelement. Men vi ser ind i 2025 og en periode med stabilt vejr i tre dage. Det vil sige ikke for meget blæst og bølgerne må ikke være for store, siger han.

17 juni 2024 aflagde kongen visit i anledningen af, at det første element til tunnelen var klar til montering.

Pressechefen forklarer, at årsagen til forsinkelsen har rod i flere forhold på projektet.

- Herunder at udstyret til nedsænkning af tunnelelementerne ikke er ankommet lige så hurtigt, som vi havde håbet. Det betyder, entreprenørerne nu er en smule bagud med at få testet udstyret og uddannet personale.

quote Selvfølgelig er det en udfordring, når man ikke når de milepæle, man har sat

Kim Haugbølle, seniorforsker, Aalborg Universitet

I de oprindelige planer skulle tunnelelementet være sænket ned i starten af 2024 – vil det sige, at I på nuværende tidspunkt er et år bagud?

- Sådan kan man ikke gøre det op. Men vi ville gerne have nedsænket i 2024 – det er der ingen tvivl om, svarer Jens Villemoes, der peger på, at den pressede tidsplan ikke må gå ud over kvaliteten, svarer Jens Villemoes og tilføjer:

- Vi har jo kun én chance for at gøre det rigtigt. Vi taler om et 217 meter langt element, som skal manøvreres ned på havbunden inden for en præcision på 12 millimeter.

- Derfor nedsænker vi, når vi er klar – og det er vi ikke endnu.

På Femern A/S’ hjemmeside fremgår det stadig, at det første sænketunnelelement vil blive nedsænket i 2024.
På Femern A/S’ hjemmeside fremgår det stadig, at det første sænketunnelelement vil blive nedsænket i 2024. Foto: Femern A/S

Seniorforsker: Har nået loftet

Det første tunnelelement skal ifølge planen sættes ned på den danske side af Femern Bælt. Senere vil man også begynde at sætte elementer ned fra tysk side.

Med den mellemtid, I har nu, er det overhovedet realistisk, I når at blive færdige med tunnelen til åbning i 2029?

- Ja. Og det er uændret vores ambition. Vi tror på, vi kan opbygge den nødvendige rutine og få effektiviseret nogle processer i samarbejde med vores entreprenør og på den måde indhente det tabte, svarer Villemoes og tilføjer:

- Der er trods alt fem år, til vi skal åbne tunnelen – og alt andet lige er kvaliteten og sikkerheden det vigtigste for os her.

Ifølge Femern A/S er det første gang i verdenshistorien, at der bliver sænket tunnelelementer af den størrelse, som indgår i Femern Bælt-tunnelen. Sammenlignet med tunnelelementerne på Øresund, som ses her i 1997, er sænketunnelelementerne både større og 30 procent tungere.
Ifølge Femern A/S er det første gang i verdenshistorien, at der bliver sænket tunnelelementer af den størrelse, som indgår i Femern Bælt-tunnelen. Sammenlignet med tunnelelementerne på Øresund, som ses her i 1997, er sænketunnelelementerne både større og 30 procent tungere. Foto: Øresund Konsortiet/NF/Ritzau Scanpix

Kim Haugbølle, der er seniorforsker i byggeriets processer på BUILD ved Aalborg Universitet, vurderer, at tidsplanen på baggrund af Femern A/S’ oplysninger om fremdriften, er hårdt presset.

- Jeg synes, man kan tage det som et udtryk for åben og ærlig kommunikation om, at ja, det her var ikke det, vi havde planlagt. Og nu står vi her og er i princippet et år bagud i forhold til den plan, vi lagde, siger han og tilføjer:

- Og der har de nok nået loftet, når de udtaler sig på den her måde. De er godt klar over, at de skulle have været færdige – det vil sige sænket det første tunnelelement – tidligere.

Kim Haugbølle, der er seniorforsker i byggeriets processer på BUILD ved Aalborg Universitet, vurderer, at tidsplanen på baggrund af Femern A/S’ oplysninger om fremdriften, er hårdt presset.
Kim Haugbølle, der er seniorforsker i byggeriets processer på BUILD ved Aalborg Universitet, vurderer, at tidsplanen på baggrund af Femern A/S’ oplysninger om fremdriften, er hårdt presset. Foto: Line Strand - TV2 ØST

Ifølge Kim Haugbølle er det generelt set problematisk, når store milepæle i et byggeri ikke bliver nået.

- Selvfølgelig er det en udfordring, når man ikke når de milepæle, til det tidspunkt man har sat. For når en milepæl skrider, får det ofte også betydning for en masse andre milepæle i projektet.

- Og nedsænkningen af det første tunnelelement er en milepæl for et sådant byggeri, for det er en syretest på, om tingene fungerer.

Kan vinde tid

Han understreger, at han alene kan kommentere på Femern A/S' udmeldinger omkring fremdriften og altså ikke give en uvildig vurdering på, om bygherrens udmeldinger er realistiske.

- På både små og store byggeprojekter lægger man gerne noget slæk ind i tidsplanerne. Det vil sige, der er rum for at ting tager længere tid end planlagt, forklarer han og tilføjer:

- Men hvor meget slæk, der er i planen, det ved kun bygherre og entreprenør.

Femern Bælt-tunnelen skal på tysk side gå i land på den tyske ø Femern. Her blev indkørslen til tunnelen – den såkaldte tunnelportal – bygget færdig efteråret 2024 og er således også klar til monteringen af det første sænketunnelelement.
Femern Bælt-tunnelen skal på tysk side gå i land på den tyske ø Femern. Her blev indkørslen til tunnelen – den såkaldte tunnelportal – bygget færdig efteråret 2024 og er således også klar til monteringen af det første sænketunnelelement. Foto: Femern A/S

Samtidig betoner han, at det ikke er urealistisk at vinde tid, når først man får erfaringer med den repetitive opgave, som det bliver at sænke de 79 tunnelelementer og ti specialelementer ned på plads.

- Når først de får sat det første element ned på plads, vil det give nogle uvurderlige erfaringer, som gør, at de kan sætte de efterfølgende elementer ned i væsentligt højere tempo.

- Men om det er nok til at indhente det års forsinkelse, de har på nuværende tidspunkt – det er kun bygherren, der reelt kan tage stilling til realismen i det.

Læs også
Tysk forsinkelse rammer Femern-forbindelse
Læs også
Tysk forsinkelse rammer Femern-forbindelse

Femern Bælt-tunnelen bliver i alt 18 kilometer lang fra kyst til kyst og vil, når den ifølge planen åbner i 2029, reducere rejsetiden over Femern Bælt til ti minutter i bil og syv minutter i tog.

Projektet er sat til at koste i alt 55,1 milliarder kroner i 2015-priser.


Nyhedsoverblik