Når byggeriet af Femern Bælt-tunnelen er færdig, venter der på nuværende tidspunkt ingen nye opgaver for den enorme tunnel-elementfabrik i Rødbyhavn.
Derfor er det også planen, at fabrikken skal rives ned, når tunnelen er færdig.
Men det vil flere politikere nu lave om på – en beslutning, de er klar til at træffe uden at kende prisen og uden opgaver i ordrebogen, lyder kritikken fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh.
- Man har brug for at vide, hvad den økonomiske konsekvens er. Det er jo ligesom at tage på ferie, og først bagefter finde ud af, hvad det kostede, man er jo nødt til på forhånd at vide, om man har råd til det, siger han.
Folketingsmedlem Kasper Roug (S) mener modsat professoren, at der ikke er brug for flere økonomiske oplysninger for at træffe beslutningen.
- Vi læner os rigtig meget op af, hvad der kommer fra Transportministeriet, for det er jo dem, der står som ejer af hele anlægget dernede, og de vurderer, at de godt vil kunne få nogle kompetencer til at drive fabrikken til gavn for Danmark og hele Nordeuropa, siger han.