Ny direktør var med til at ansætte sig selv

Anders Gjesing (S) forlader byrådet i Næstved Kommune for en direktørstilling, hvor han selv var med til at ansætte. Nu skal forløbet undersøges.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Når Anders Gjesing (S) tiltræder sin nye stilling som administrerende direktør i NK Forsyning den 1. juni, er skiftet ikke just blevet modtaget med klapsalver.

Ansættelsesprocessen har mødt skarp kritik, og på et byrådsmøde tirsdag har et flertal stemt for, at der skal foretages en uvildig undersøgelse af forløbet. 

quote Jeg mener, at det er problematisk

Kasper Schneider (LA), byrådsmedlem

Anders Gjesing sad nemlig både som formand for bestyrelsen og i ansættelsesudvalget hos NK Forsyning, da processen med at finde den rette til direktørstillingen blev sat i gang. En stilling, han midt i processen selv valgte at søge, og senere fik. 

Han bliver også direktør i forsyningsselskabet Envafors A/S, som NK Forsyning ejer sammen med SK Forsyning i Slagelse Kommune. 

Samtidig fratræder han byrådet i Næstved Kommune. 

Ansættelsesprocessen har fået kritik fra flere byrådspolitikere i både Næstved og Slagelse kommuner

Problematisk forløb

Forløbet har skabt røre, og også indefra i byrådet bliver der rettet kritik. 

De har fået aktindsigt i rekrutteringsprocessen.

Kasper Schneider (LA) og Jette Leth Buhl (SF) var blandt de 17 ud af 30 medlemmer, der stemte for, at der skal foretages en uvildig undersøgelse.

- Jeg mener, at det er problematisk, at han har siddet i ansættelsesudvalget, indtil til tre dage før ansættelsesfristen udløber, og på den måde har kunnet have en særlig indsigt i det ansættelsesfelt, der er, siger Kasper Schneider.

Efter hans opfattelse er det en beklagelig proces, som kan kaste unødig skygge over ansættelsen af en direktør i et kommunaltejet selskab. 

Han mener derfor, ansættelsesforløbet burde have været startet forfra, da Anders Gjesing meldte sig på banen. 

- Jeg forstår godt interessen i at søge, men så burde man have ladet processen gå om, således at processen blev lige for alle, siger han.

Sådan var processen:

TV2 ØST har fået indsigt i aktindsigten af rekrutteringsprocessen.

Her fremgår det, at stillingsopslaget udgives den 22. marts, og at Anders Gjesing den 9. april skriftligt meddeler, at han søger stillingen. Samme dato fratræder han ansættelsesudvalget. Det er tre dage før, fristen for ansøgninger udløber. 

Anders Gjesing har, indtil han selv søgte stillingen, stået som kontaktperson på stillingsopslaget, som han også har været med til at udforme. Han har herved modtaget opkald fra andre kandidater, og har også haft adgang til rekrutteringsplatformen.

Han har også været direkte involveret i valget af rekrutteringsfirmaet Genitor, som han også har haft kontakt med. Det samme rekrutteringsfirma, der senere valgte at pege på Anders Gjesing som det bedste valg til stillingen. 

- Det er uordentligt

Ifølge Jette Leth Buhl burde Anders Gjesing slet ikke have søgt stillingen, mens han sad i ansættelsesudvalget. 

- Jeg synes ikke, det er ordentligt. Jeg synes, det er uordentligt, siger hun til TV2 ØST.

- Jeg synes, man burde have aflyst processen, og startet forfra med en ny formand. Det er så vigtigt, at der er gennemsigtighed i sager som denne.

Hun mener, at det i borgernes øjne ser forkert ud, og at det kan give anledning til tvivl om,  hvorvidt der har været personlige interesser indblandet.

Læs også
Indstiller kvinde til formand for skandaleramt forsyning
Læs også
Indstiller kvinde til formand for skandaleramt forsyning

Også internt fra bestyrelsen i SK Forsyning bliver der sat spørgsmålstegn ved valget af den nye direktør.

Josh Bjørkman (NB) er byrådsmedlem i Slagelse Kommune, og sidder i bestyrelsen hos SK Forsyning og Envafors A/S som forbrugerrepræsentant.  

- Hvis man ser på processen udefra, ser det rodet ud. Det kunne have været kønnere, og det åbner op for tvivlsspørgsmål, siger han. 

- Der bør være armslængde. Der skal være rene linjer. Og man bør trække sig, så snart man ved, at man vil søge den stilling.

13 stemte blankt

Ingen i byrådet stemte imod en uvildig undersøgelse. 13 medlemmer stemte dog blankt.

Læs også
Forlader byrådet i utide
Læs også
Forlader byrådet i utide

En af dem var Kenneth Sørensen (V). Han mener, at man bør starte et trin længere nede. 

- Sagen bør undersøges, men jeg mener, at man i første gang kunne bede om en redegørelse. Er den redegørelse ikke fyldestgørende, kunne man tage det skridtet videre og lave en uvildig undersøgelse, siger han. 

På byrådsmødet i Næstved Kommune den 28. maj rettede Per Sørensen (S) en skarp kritik af processen omkring ansættelsen af Anders Gjesing som direktør i NK Forsyning.

Vil ikke kommentere

TV2 ØST har været i kontakt med Anders Gjesing, som ikke vil svare på kritikken eller kommentere på forløbet. 

Han henviser til Lars Erik Clausen, der er næstformand i NK Forsyning, bestyrelsesmedlem i Envafors A/S, og blev formand for ansættelsesudvalget, da Anders Gjesing trak sig.

Lars Erik Clausen byder undersøgelsen velkommen, men vil ikke kommentere på sagen før undersøgelsen er lavet. 

Det har ikke været muligt at få et interview med borgmester i Næstved Kommune, Carsten Rasmussen (S), men i en mail til TV2 ØST, lyder det:

- Jeg har ikke har flere kommentarer, før vi kender indholdet af undersøgelsen.

Borgmesteren vil foreslå en ekstern undersøgelse på generalforsamlingen i NK Forsyning den 4. juni.


Nyhedsoverblik