Politiker om forældreprotester: - Det er jeg kold i røven over for

Ifølge Lars Hoppe Søe (R) har en gruppe forældre mere fokus på egne børn, end hvad der er bedst for flertallet af børn i Næstved Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

623 forældres underskrifter mod at oprette børnehaveklasser med op til 28 elever i Næstved Kommune til næste skoleår kunne tirsdag aften ikke rykke ved balancen for det politiske flertal, som endte med at stemme en ny model for elevfordeling igennem.

Selvom flere forældre endda var mødt op til byrådsmødet for at ytre deres protest i eksplicitte vendinger, ændrede flertallet ikke deres syn på sagen. Udvalgsformand Lars Hoppe Søe (R) og med ham et flertal i byrådet bestående af Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF stemte derfor for den såkaldte model 2. Den betyder, at der på en række skoler i Næstved by vil være mellem 25 og 28 elever i klasserne. På Susåskolen afdeling Holsted vil der for eksempel være tre klasser, der i gennemsnit vil have 27,3 elever hver.

På et tidspunkt blev forældrenes kommentarer under mødet så tydelige, at borgmester Carsten Rasmussen (S) måtte bede dem dæmpe sig. Kommentarer, som også udvalgsformand Lars Hoppe Søe (R) hørte.

quote Jeg ved godt, der er mange, der kæmper for deres egne børn, egne børn, egne børn – jeg kæmper for alle kommunens børn

Lars Hoppe Søe (R), formand, Børne- og Uddannelsesudvalget

- Jeg hørte godt mishagsytringerne – men jeg vil sige, jeg er lidt kold som politiker over at sidde og høre den slags mishagsytringer. Som politiker tænker vi på alle vores børn. Dén der med, at vi skal tage særlig hensyn til en enkelt årgang – den er jeg kold i røven over for, lød det efterfølgende fra Lars Hoppe Søe.

- Det er en indstilling, jeg ikke kan tillade mig at have som politiker. Jeg ved godt, der er mange, der kæmper for deres egne børn, egne børn, egne børn – jeg kæmper for alle kommunens børn.

Forud for mødet forklarede Lars Hoppe Søe til TV2 ØST, at selvom nogle klasser vil nærme sig loftet på 28 elever, vil der fortsat være mange klasser, der har langt færre elever. Det gælder især på de mindre skoler uden for Næstved by. Samtidig mener han ikke, at økonomien hænger sammen, hvis der skal indføres et generelt loft på 24 elever.

- Det koster mange penge, påpegede udvalgsformanden, som tidligere har pointeret, at en general udrulning af klassekvotienter på 24 elever for alle Næstved Kommunes folkeskoleelever vil være forbundet med en årlig merudgift på 17,6 millioner kroner foruden et langt større beløb til at bygge nye klasseværelser.

Sådan skal eleverne fordeles

Model 2 - blev støttet af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Radikale

I denne model er princippet om klasseoptimering anvendt, således at der indskrives op til 28 elever i klasserne. Der oprettes 34 klasser og der er en gennemsnitlig klassekvotient på 21,5. De steder, hvor der efter indskrivning er plads til fritvalgsønsker, er klasserne fyldt op til 24 elever i henhold til reglerne i bilaget til styrelsesvedtægten.

Der oprettes 3 klasser på Susåskolen, afd. Holsted med en gennemsnitlig klassekvotient på 27,3. På Ellebækskolen oprettes 3 klasser med en gennemsnitlig klassekvotient på 28. Ll. Næstved Skole, afd. Karrebækvej/Herlufsholmvej får 5 klasser med et gennemsnit på 25,4 elever i hver klasse, så der stadig vil være plads til ca. 13 tilflyttere.

I forhold til reglerne om frit skolevalg gives der i alt 37 afslag og 10 tilsagn på forældreønsker.

Obs: Børne- og Ungeudvalget godkendte model 2 med den ændring, at der oprettes 1 ekstra klasse på Ellebæksskolen, afd. Kildemark, dvs. 4 spor i alt.

Model 5 - støttet af Venstre, Nye Borgerlige, Konservative og Dansk Folkeparti

Denne model tager udgangspunkt i optimeret klassedannelse i model 2 med tilføjelse af, at der oprettes to ekstra børnehaveklasser på henholdsvis Susåskolen, afd. Holsted og Ll. Næstved Skole, afd. Herlufsholmvej, så der i alt oprettes 36 klasser med et gennemsnit på 20,4 elever. Dette er modellen som opfylder langt de fleste ønsker om frit skolevalg.

I modellen flyttes der først og fremmest elever fra Ellebækskolen samt fra Kobberbakkeskolen, afd. Sydby. Det betyder, at den gennemsnitlige klassekvotient på Ll. Næstved Skole, afd. Herlufsholmvej falder fra 25,4 til 23,8 og på Susåskolen, afd. Holsted falder den fra 27,3 til 24 elever. På Ellebækskolen falder den gennemsnitlige klassekvotient fra 28 til 22,3 og på Kobberbakkeskolen, afd. Sydby falder den fra 24 til 21,5 elever.

Afd. Holsted er presset på lokaler til holddannelse, mellemformer, gruppearbejde m.v. Derfor vil det være nødvendigt, at der frem til sommeren 2023 opsættes en midlertidig pavillon. Der er p.t. 4 spor i 8. klasse. Når de elever stopper ved sommeren 2023, så bliver lokalepresset mindre. Det skønnes at udgifterne til leje, opsætning og nedtagning vil udgøre ca. 800.000 kr. og foreslås finansieret ved reduktion i rammen til store klasser.

Der gives 6 afslag og 41 tilsagn på forældreønsker om frit skolevalg.

Kilde: Næstved Kommune

Trist udvalgsmedlem

I kommende skoleår vil der med flertallets beslutning skulle oprettes 34 klasser, imens 37 forældrepar forventes at få afslag på ansøgning om andet skolevalg end distriktsskolen.

Det var på foranledning af Venstre og Nye Borgerliges medlemmer af Børne- og Uddannelsesudvalget, at beslutningen om elevfordeling i børnehaveklasserne – der ellers er et udvalgsanliggende – i går tirsdag var endt i byrådet.

Fra den borgerlige fløj så man hellere en model med 36 klasser. Den såkaldte Model 5, hvor børnehaveklasserne til at starte med kun vil få op til 24 elever i hver klasse og kun seks forældrepar forventes at få afslag på ansøgning om andet skolevalg end distriktsskolen.

Læs også
Forældre frygter for deres børns trivsel og indlæring - nu kræver de lavere elevtal
Læs også
Forældre frygter for deres børns trivsel og indlæring - nu kræver de lavere elevtal

Men trods bestræbelserne blev udfaldet uforandret. Det ærgrer  Sebastian Mylsted-Schenstrøm (V), medlem af Børne- og Uddannelsesudvalget i Næstved Kommune. Han mener, at byrådet har vægtet blokpolitiske stridigheder over det enkelte barns trivsel.

- Jeg synes, det er trist. Vi havde muligheden for at vise, at vi ville vægte hensynet til børnene, forældrene og lærerne tungest, siger han.

- I stedet for er det endt, måske forudsigeligt, men med en form for – jeg ved ikke, hvad man skal kalde det – partipolitisk hårdknude, hvor nogen bare ikke vil imødekomme os, lød det efterfølgende fra Sebastian Mylsted-Schenstrøm (V).

Sebastian Mylsted-Schenstrøm (V), medlem af Børne- og Uddannelsesudvalget i Næstved Kommune, ærgrer sig over, at der ikke var flertal for at indføre klasser på højst 24 elever i børnehaveklasserne i næste skoleår.
Sebastian Mylsted-Schenstrøm (V), medlem af Børne- og Uddannelsesudvalget i Næstved Kommune, ærgrer sig over, at der ikke var flertal for at indføre klasser på højst 24 elever i børnehaveklasserne i næste skoleår. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Venstre og Nye Borgerlige har i en længere periode kæmpet hårdt for en model, der skulle sikre mindre børnehaveklasser — men med tirsdagens afstemning altså uden resultat.

- Jeg synes, vi havde gode argumenter. Jeg synes, vi har vist, at vi var villige til at strække os for at nå et kompromis. Og jeg synes, det er blevet mødt af en indstilling, som er svær at samarbejde med.

Kan spare en lille million

Fra Venstre undrer Sebastian Mylsted-Schenstrøm sig over den manglende opbakning til netop den såkaldte model 5, som Venstre og Nye Borgerlige stemte for.

Læs også
Skuffede forældre: Næstved vil fylde op til 27 elever i børnehaveklasser
Læs også
Skuffede forældre: Næstved vil fylde op til 27 elever i børnehaveklasser

Overfor TV2 ØST fremhæver han, at der ifølge administrationens beregninger er 800.000 kroner at spare på den model, som han talte for – blandt andet som følge af, at der ydes kompensation til klasser med 26 eller flere elever.

Fra den fremmødte forældregruppe blev skuffelsen heller ikke puttet af vejen.

Desirée Hornbæk Milling har et barn, der starter i børnehaveklasse efter sommerferien. Ifølge hende er 28 elever alt for mange.
Desirée Hornbæk Milling har et barn, der starter i børnehaveklasse efter sommerferien. Ifølge hende er 28 elever alt for mange. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Til TV2 ØST sagde initiativtager til underskriftindsamlingen Desirée Hornbæk Milling efter byrådsmødet:

- Det er super skuffende. Ja, man vidste godt, det ville ende der. Men jeg synes, det er så skuffende, at man vælger ikke at tænke på børnene. Det føles som om, der bliver tænkt mere i regler og nu skal det være ifølge styrelsesvedtægterne. Men man glemmer at tænke på, hvem det er, det går udover. Det er børnene, sagde hun.


Nyhedsoverblik