Fire ansatte sigtet efter dødsfald

En aktindsigt viser, at Odsherred Kommune mener, personalet har handlet egenrådigt i sagen om dødsfaldet på Lynghuset.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Personalet har handlet egenrådigt, givet pårørende forkerte oplysninger og ikke fulgt retningslinjerne for journalføring. 

Det skriver Odsherred Kommune i en bekymringshenvendelse, som TV2 ØST har fået aktindsigt i.

Sagen drejer sig om et dødsfald på Lynghuset i Højby, der er kommunens palliative afdeling for syge og døende borgere. 

Hændelsen var så alvorlig, at den fik Odsherred Kommune til at reagere:

- Vi tog kontakt til Styrelsen for Patientsikkerhed og fik en sparring med dem. De anbefalede, vi lavede en bekymringshenvendelse, siger Ulla Gramstrup, der er kommunens velfærdsdirektør. 

quote Vi kan oplyse, at vi pt. har sigtet fire personer efter lov om autorisation af sundhedspersonale

Midt- og Vestsjællands Politi

Siden dødsfaldet har det været sparsomt med oplysninger i sagen, men nu løfter aktindsigten mere af sløret for, hvad kommunen mener, der er sket. 

Medarbejdere gik imod borgers egen læge

I Odsherreds Kommunes bekymringshenvendelse fremgår det, at borgerens egen læge havde været på hjemmebesøg, inden borgeren ankom til Lynghuset. 

Lægens konklusioner blev sendt videre til Lynghuset i et notat, hvori lægen også skrev, at det ville være vanskeligt for en vagtlæge at gå ind i sagen.

Borgerens egen læge var under indlæggelsen i kontakt med Lynghuset og gav også personalet sit private telefonnummer, så personalet kunne komme i kontakt med lægen hen over weekenden, hvis der skulle blive behov for det.

Ifølge kommunen handler politianmeldelsen blandt andet om fejlhåndtering af medicin.
Ifølge kommunen handler politianmeldelsen blandt andet om fejlhåndtering af medicin. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Borgeren blev så syg, at personalet på Lynghuset kontaktede lægen. 

Men derudover kontaktede de også en vagtlæge, der ordinerede noget medicin til borgeren. Hændelsesforløbet fik først egen læge til at kontakte kommunen:

- Vi har en henvendelse fra egen læge, som vi agerer på. Egen læge italesætter, at vores medarbejdere har ageret mod egen læges rådgivning. Det er egen læge, der har ansvaret for borgerne, vi har liggende her, understreger Ulla Gramstrup. 

quote Vi er overbevist om, at medarbejderne generelt gør det rigtigt godt. Vi har nogle gode medarbejdere

Ulla Gramstrup, Velfærdsdirektør, Odsherred Kommune

Kommunen skrev konkret i sin bekymringshenvendelse:

"Vi er i ledelsen bekymrede for den måde, personalet har handlet egenrådigt og uden om egen læges ordinationer. Vi er på baggrund af denne henvendelse bekymrede for patientsikkerheden på stedet.

Personalet har givet pårørende forkerte oplysninger om forløbet, der strider imod læges ordinationer.

Personalet følger ikke kommunens instrukser og retningslinjer for dokumentation. Journalen er sparsom om forløbet, og vi mener ikke, personalet lever op til deres dokumentationspligt."

Læs også
Dødsfald på hospice får nye konsekvenser
Læs også
Dødsfald på hospice får nye konsekvenser

Fire medarbejdere sigtet

Bekymringshenvendelsen er kommunens version af, hvad der er er sket:

- Kan det her handle om andet, end at personalet kan have gjort noget forkert?

- Det kan selvfølgelig godt handle om noget miskommunikation mellem de involverede parter, det skal jeg ikke afvise, svarer velfærdsdirektøren til TV2 ØST. 

Tidslinje over dødsfaldet på Lynghuset

  • 30. november 2023: Borgeren blev indlagt på Lynghuset om torsdagen.

  • 3. december 2023: Borgeren afgik ved døden søndag og nåede at være på afdelingen i cirka tre døgn.

  • 4. december 2023: Dagen efter dødsfaldet kontaktede borgerens egen læge Odsherred Kommune med bekymringer omkring borgerens forløb.

  • 7. december 2023: Borgerens egen læge besluttede at politianmelde sagen.

  • 8. december 2023: Dagen efter sendte Odsherred Kommune sin bekymringshenvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Borgeren nåede at være indlagt på Lynghuset i tre dage inden sin død. Særligt dokumentationen af forløbet i journalerne er noget, kommunen lægger vægt på i bekymringshenvendelsen: 

- Vi er nødt til at se på, om vi håndterer vores borgere, som vi skal. Bliver dokumentationspraksis fulgt, bliver reglerne fulgt? Siger Ulla Gramstrup. 

Odsherred Kommune har udover en såkaldt UTH, utilsigtet hændelsesrapport, indgivet en bekymringshenvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed i sagen om dødsfaldet på Lynghuset.
Odsherred Kommune har udover en såkaldt UTH, utilsigtet hændelsesrapport, indgivet en bekymringshenvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed i sagen om dødsfaldet på Lynghuset. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Midt- og Vestsjællands Politi ønsker ikke at stille op til interview, så længe sagen efterforskes, men skriver til TV2 ØST:

"Vi kan oplyse, at vi pt. har sigtet fire personer efter lov om autorisation af sundhedspersonale. Vi forventer, at efterforskningen kommer til at fortsætte nogle måneder endnu."

Politiet rejser sigtelser, når der efterforskes i en sag, hvor der er mistanke om, at der er foregået noget strafbart. Der er på nuværende tidspunkt ikke rejst tiltale i sagen. 

Uvist hvornår Lynghuset genåbner

Ulla Gramstrup mener ikke, at dødsfaldet kan skyldes arbejdsvilkårene for de ansatte:

- I den konkrete situation, nej, det tænker jeg ikke. Der har været fuldt bemandet og med de kompetencer, der skal være til stede, siger hun. 

Lynghuset har eksisteret siden 2007, og har plads til 18 patienter. På nuværende tidspunkt er der tre patienter tilknyttet.
Lynghuset har eksisteret siden 2007, og har plads til 18 patienter. På nuværende tidspunkt er der tre patienter tilknyttet. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Siden dødsfaldet blev de involverede medarbejdere sendt hjem. I midten af december stoppede Lynghuset midlertidigt med at tage nye patienter ind, men et efterfølgende pres på grund af sagen og ekstra sygdom gjorde, at Odsherred Kommune besluttede at lukke Lynghuset midlertidigt.

Læs også
Kommunaldirektør ser på hospicesag med stor alvor
Læs også
Kommunaldirektør ser på hospicesag med stor alvor

- Det er en ulykkelig sag, der har ramt alle på forskellig vis. Jeg synes, det har været rart, at man har givet politiet fred til lave sin undersøgelse og os fred til at håndtere de medarbejdere, der er tilbage, siger hun og tilføjer:

- Vi er overbevist om, at medarbejderne generelt gør det rigtigt godt. Vi har nogle gode medarbejdere. 


Nyhedsoverblik