Siden maj har Brandfolkenes Organisation kæmpet for, at dens medlemmer kan få lov til gratis at blive undersøgt for, om de har høje værdier af det giftige stof PFOS i kroppen. Stoffet har i mange år indgået i brandskum, og det kan blandt andet gøre skade på menneskers immunforsvar.
Nu er organisationen kommet et skridt længere i kampen.
Hvis jeg skal tage sådan et barometer. Så hælder den til at være mere til den positive side end, at det er tommelfingeren nedad
Torsdag var formanden for Brandfolkenes Organisation, Keld Rasmussen, inviteret til møde hos Sundhedsstyrelsen. Her deltog blandt andet et hold af eksperter og forskere, som Sundhedsstyrelsen har nedsat. De skal rådgive styrelsen om nyeste viden og helbredseffekter af det fluorholdige stof PFOS.
Mødet endte ikke med en afgørelse i forhold til brandfolkenes ønske, men det har fået Keld Rasmussen til at tro endnu mere på, at det kan lykkes.
Ekspertgruppen er blevet nedsat, fordi der i efteråret 2020 blev fundet høje koncentrationer af PFOS i spildevand fra Korsør Renseanlæg. Forureningen med PFOS stammer fra brandskolen, der tidligere brugte brandslukningsskum indeholdende PFOS. Forureningen har betydet, at borgere er blevet udsat for PFOS gennem kød fra kvæg, der har græsset i området, ligesom brandfolk i deres arbejde har været udsat for PFOS.
Brandmænds blodprøver kan udnyttes
Borgerne er allerede blevet tilbudt en blodprøve for at teste, hvor meget PFOS de har optaget i kroppen. Brandfolkenes Organisation ønsker det samme for deres medlemmer. Indtil nu har meldingen været, at brandfolk selv skal betale for en test, men efter torsdagens møde er håbet for gratis test altså steget hos brandfolkene.
- Hvis jeg skal tage sådan et barometer. Så hælder den til at være mere til den positive side, end at det er tommelfingeren nedad, siger Keld Rasmussen.
Keld Rasmussen fortæller, at der på mødet blev givet en redegørelse for planerne i forhold til ekspertgruppen. Her kom det frem, at der egentlig var blevet lagt op til, at man bare vil nøjes med at registrere de brandmænd, der har været udsat for PFOS.
Det var der flere i gruppen, der - heldigvis set med Keld Rasmussens øjne - ikke mener er nok. Hvis der skal gøres noget, skal der tages blodprøver, så man har noget data.
- Vi har ikke nogen tal, og det er jo svært at udtale sig på baggrund af noget, du ikke ved noget om. Og de er vel nødt til at have nogle evidenstal på, om der er noget eller ej. Det kan man jo kun gøre ved at få nogle tal fra bandfolkene, så derfor er man nødt til at tage de her blodprøver, siger formanden og tilføjer, at han ser det som et meget positivt tegn.
En test vil give en ro
Det var dog ikke alle de organisationer, der deltog på mødet, som var enige om, at man skal bruge ressourcer på en PFOS-test til brandmændene. Det har Keld Rasmussen svært ved at forstå.
- Jeg bliver efterhånden ringet op af brandmænd hver dag, og de har jo en bekymring, siger han.
Store mængder af PFOS kan påvirke leveren og immunsystemet, og det står også på listen over kræftfremkaldende stoffer.
Når først PFOS er i kroppen er det nær umuligt at komme af med. Stoffet nedbrydes meget langsomt, og der findes ingen kur til at få det væk.
At det er svært at gøre noget, når først skaden er sket, blev ifølge Keld Rasmussen brugt som begrundelse for nogle af de holdninger på mødet, der gik imod Brandfolkenes Organisation. Nogle lød blandt andet, at man ikke kan bruge svaret, at man har PFOS i blodet, til noget, hvis der alligevel ikke kan gøres noget ved det.
- Man kan selvfølgelig godt sige, hvorfor skal man så tage den her blodprøve? Den kan give dig et mærkat på ryggen om, at du har PFOS i blodet, men hvad så? Men uanset vil det give ro i sindet, siger Keld Rasmussen.
Han tilføjer, at man lige så godt kan udnytte ekspertgruppens viden og give dem så meget at arbejde med som muligt.
Uanset vil det give en ro i sindet
- Jeg siger ikke, at der kommer et vidundermiddel, men måske et eller andet der gør, at det får en hurtigere udskillelse fra kroppen, siger han.
Derfor har formanden blandede følelser efter mødet, men ekspertgruppens ønske om mere konkret data vejer trods alt tungest for ham.
Han fortæller, at meldingen fra Sundhedsstyrelsen lød, at der kommer en afgørelse i forhold til arbejdets næste skridt inden udgangen af året.
Og Keld Rasmussen tror overvejende på, at det blive med et positivt svar til brandmændene.
- Hvis jeg skal sætte et procenttegn på, så er jeg krøbet en lille smule op fra 70 til 75. Måske 78 eller 80 procent til, at vi får lov til at tage de her blodprøver.